05 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ungdomshuset og mangfoldigheden blev angrebet

Ungdomshuset og mangfoldigheden blev angrebet

Lørdag, 01. marts, 2008, 00:00:00

For præcis et år siden blev symbolet på oprørskultur, kreativitet og mang-foldighed stormet af politiet. Men vi glemmer aldrig Ungdomshuset på Jagtvej 69

af Anders Fenger
1. marts sidste år: Lyden af helikopteren over Nørrebro sidder stadig i ørerne hér et år efter.
- Så er det nu. Af sted! Det skal de (politiet red.) fandeme ikke slippe af sted med så let. Hundreder af aktivister var troppet op ved Jagtvej 69. Apatiske, men vrede - næsten alle med morgenhår - men heldigvis med ligeså strittende oprør i sindet!
Mobiliseringerne var tydeligvis vokset i størrelse og omfang og deltagelsen rakte langt ud over brugerne af Ungdomshusets rækker. Der skulle kæmpes for plads til forskellighed og mangfoldighed - for det skal der også være i København.
Ungeren stod endnu derhenne bag panserrækkerne. Alt var spærret af. Kampene begyndte ude i byen.
Indenfor i bygningen var ødelæggelserne i gang. Ikke bare af vægge og vinduer. Det var over 100 års arbejderhistorie, bz-historie og mangfoldighed, der blev smadret.
Det hele var ikke bare en sag om en enkelt bygning, der knustes. Slag for slag. Byen blev fattigere.

Arbejderhistorie
På årsdagen i dag strømmer minderne igennem hovedet.
Ved indvielsen for 26 år siden af Ungeren fik den socialdemokratiske borgmester buksevand derinde.
Sort Sol (dengang Sods) har spillet derinde. Savage Rose. Bazaar. Lenin har været der. Clara Zetkin. Et sted med plads til loftet. Et bidrag til byens liv og mangfoldighed. Til historien.
Bygningen blev rejst i 1897 af de københavnske fagforeninger som Folkets Hus, finansieret af ekstraordinære tillæg til fagforeningskontingentet. I flere årtier var bygningen et center for arbejderklassekultur og politiske aktiviteter.
Huset var symbol på retten til at skabe en alternativ kultur og for at opretholde lokalsamfundenes mangfoldighed og energi. Det var en kamp mod normalisering og kommercialisering af den progressive og folkelige kultur. Intet mindre.
Det betød folkekøkken i stedet for McDonalds (kun et stenkast fra nummer 69 ovre på Runddelen!) Børneteater i stedet for Disney-sjov i flimmeren. Kulørte Klat-optog i stedet for X-factor. Øvelokaler for DiY-musikere, der laver egne plader i stedet for at prøve sin chance hos et pladeselskab, som jo er et profitforetagende.

Profit og ensretning
Tåregassen og skummet væltede ind den 1. marts sidste år og lammede ikke kun de modige forsvarere indendørs.
Det var et forsøg på smadre et fristed med mange forskellige kulturelle strømninger og et levende kunstnermiljø.
Ungdomshuset gav plads til masser af unge - ikke kun anarkister og autonome - som der ikke er plads til andre steder.
Stedet viste, at der findes andre værdier end kroner og øre. Tusinder unge siden 1982 er blevet politiseret og radikaliseret.
Måske derfor skulle det ned. Slut. Ingen tolerance og plads til alle. Ingen respekt for nuancer og forskellighed. Kun ja til profit og individualisme. Ned med den kollektive levevis, hurrah for ensretningen, kunne man næsten høre fra Ritt Bjerregårds mahogny-kontor i midtbyen, langt fra krigszonen den 1. marts 2007.
Hun skænkede ikke en tanke, at hvis København vil påberåbe sig metropol-status, må den begynde at opføre sig sådan og lytte til sine unge og alternativt tænkende borgere og handle ansvarligt.
Ritt, vi glemmer aldrig '69'.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. mar. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur