Tanker om det nye skuespilhus...og HamletDanmark har fået et skuespilhus. Det er smukt, det er stort og det er dit og mit. Lige nu spiller en fantastisk udgave af Hamlet. Forestillingen er et godt bud på en version til vor tid. Du kan stadig nå det

af Nick Bruun
Danmark har fået et skuespilhus. Det er smukt, det er stort og det er dit og mit.
I lørdags blev Det kongelige teaters nye skuespilhus indviet med prinser, prinsesser, dronning og ministre, og andre udvalgte. Må dette ikke være et tegn på det fremtidige publikum, for det er det danske folks teater, og bør spille for alle og lukke op for alle. Ikke nødvendigvis på samme tid.
Åbningsforestillingen er Shakespeares Hamlet. Et nærliggende valg. Det mest spillede skuespil, af en af de helt store, om ikke den største dramatiker. Om den danske prins. Og han spilles af Nicolas Bro.
Meget kort fortalt er det historien om den unge prins Hamlet, hvis mor har giftet sig med den afdøde mands bror. Men Hamlets far blev gift-myrdet. Og midt i al dette er Hamlet. Og han er usikker på det hele. Ambivalent, har det svært, skidt, dårligt! Fremstillingen af sindssygen som et rask menneskes reaktion på en syg situation står i denne forestilling fint fremstillet.
Og her tager tolkningerne over. Shakespeare lader handling på handling falde som perler på en snor gennem stykket. Der er i den grad action, med et stort ensemble og mange intriger. Men det stykket handler om er Hamlet – hvordan han ter´ sig, håndterer sin situation, sit liv og hvilke handlinger han tyer til.
Tilbage til Bro og det nye skuespilhus. I foyeren i mængden af ministre, matadorer og klirrende juveler vader en tjavset, trist og mørk Nicolas Bro rundt med en dåseøl i hånden og en plastpose i den anden. Nakken er bøjet, snusket er tøjet. Det lugter af protest, af smidte tøjler og trang til punk.
Da stats-, kultur- og teater-chef har endt talerne, træder ny-kong Claudius og Dronning Gertrud frem for at præsentere sig og lade sig hylde. Pause-jazzen forstummer og åbnings-ceremonien glider direkte over i stykket, men ind buldrer Nicolas Bro, vælter talerstolen og fræser den kendte monolog: ”at være eller ikke…” i ny-oversættelse af Niels Brunse. En tale om at…ja bl.a. om at finde fred, men ikke kunne fordi man burde kæmpe mod uret og derfor plages af samvittigheden.
Nicolas Bro er på en gang både Hamlet og sig selv. Bro kæmper med Rollen, Rollen kæmper med stykket. Ind og ud af historien springer forestillingen. Snart er vi i Shakespeares tid med blankvers og dramatiske intriger, snart ser vi Nicolas Bro med sarkasme og ironi vrænge 2008-agtigt af den unge mor og hendes elsker. Kostumerne er fra start nutidige men glider over i datiden som stykket går. Filmisk underlægningsmusik drysses på undervejs.
Forestillingen er på mange måder indforstået. En kommentar og variation over Hamlet, for dem der kender Hamlet. Hamlet-stykkets figur-galleri er i denne forestilling formet i nutids-billeder. Horatio, Hamlets bedste ven, er blevet Hamlets hemmelige/usynlige ven. Godt tænkt. Det virker.
Polonius, den gamle embedsmand, er i Jesper Asholts fremstilling blevet en omstændelig, stivstikker med klar genkendelse af person-typen. Kong Claudius(Carsten Bjørnlund) en mafia-type, hurtig og skarp.
I stykket er der en teatertrup, hvilket giver denne forestilling anledning til et bjerg af kommentarer til det at være skuespiller, det nye skuespilhus og selve forestillingen. Teatret i teatret. Revyen bankes ind i forestillingen. Rosenkrantz og Gyldenstjerne-makkerparret er med på denne vogn og klovner.
Der er ingen tvivl om at det giver humør på tilskuerpladserne og lethed i forestillingen.
Og midt i en monolog, giver Nicolas Bro op. Sætter sig opgivende på scenen. Og lige dér bliver Nicolas Bro en Hamlet år 2008. Hvad skal han gribe og gøre? Hvad er det hele værd? Godt tænkt.
Det nye skuespilhus´ store sal er formet som en grotte, med en helt unik akustik specielt bygget til Skuespil og tale. Igennem stykket ser vi hvad huset kan præstere, og det er ikke småting. Det enorme scene-rum har et gulv der kan sænkes dybt ned og hæves højt op. Der er al slags tilbehør og
tekniske anordninger. Men forestillingens styrke er Nicolas Bro, med hele hans krop, stemme, enorme skuespil-talent og hans rigdom af nuancer.
Forestillingen er et godt bud på en version til vor tid. Muligvis for indforstået for debuterende Hamlet-kiggere. Den er i hvert fald meget selv-kommenterende og reflekterende og giver Shakespeare luft under vingerne på godt og ondt. Og sikke et hus!

Iscenesættelse og tekstlig bearbejdning: Alexander Mørk-Eidem. Scenografi: Christian Friedländer.Medv.:Nicolas Bro, Carsten Bjørnlund, Benedikte Hansen, Jesper Asholt, Helle Fagralid, Shanti Roney, Morten Suurballe m.fl.
Spiller på Det Kongelige Teater frem til d.11.april.