Operaen ¤¤Rusalka¤¤ handler meget om kampen mellem mennesker og natur - eller ¤¤stofskiftet mellem mennesker og jord¤¤ som gamle Marx selv kaldte dette universelle

af Anders Fenger
Tænk at være en havfrue, der ikke skulle tænke på hverdagens genvordigheder som overtræk, jalousi og ulvetimer.
Eller, tænk at være en ubekymret havskildpadde og ligge på en strand på Galapagos og vente på at blive 150 år.
I tjekken Anton’n Dvoráks opera Rusalka så vi mandag aften i Operaen på Holmen, hvordan en havfrue alligevel vil gå til verdens ende for at blive menneske ligesom den mand, hun elsker.
Og så går det grueligt galt for havfruen -Rusalka - (sunget sikkert af Gitta-Maria Sjöberg)
Rusalka handler selvfølgelig om, hvor meget mennesker vil ofre for kærligheden. Men den handler lige så meget om kampen mellem mennesker og natur - eller 'stofskiftet mellem mennesker og jord' som gamle Marx selv kaldte problemet.
Men Rusalka handler også om fremmedgørelsen af individet i samfundet.
Alle tre ting fremstilles klart - og acceptabelt - i Richard Jones iscenesættelse, i dirigenten Michael Schønwandts musikfortolkning og Giles Cadles scenografi over den tjekkiske opera.

Fyrer op
Dog skal det siges, at første akt manglede sammenhæng og fylde. Det flagrede. Selv Rusalka fremstår anonym, for ikke at nævne prinsen, (Johnny van Hal) mens scenografien fremstår ligefrem sløv. I anden og tredie akt fyrer alle op under kedlerne, og tragedien former sig. Søtrolden (Gustáv Belácek) går rent ind og brager igennem ud til sidste række i salen. Mens den fremmedgjorte Rusalka, alias Gitta-Maria Sjöberg med sin sopranstemme formidler frustrationen over det kolde, kyniske menneskeliv så præcist, at det risler ned af enhver publikumsryg.
Også scenografien og lyset (tak tømrere, elektrikere og snedkere) afspejler store dele af mennekelivets kulde, mens valget af remedier på scenen som slidte gummisko og flashende neonlamper ofte skaber humoristiske koblinger mellem fortid og nutid, hvilket er nødvendigt i dagens operafortolkninger.

Natur-menneske
Man kan sagtens tolke Anton’n Dvoráks budskab med Rusalka derhen, at han ser yderst kritisk på industrisamfundets (begyndende) rovdrift på naturen. Han så klart modsætningen mellem natur og menneske, som også datidens progressive videnskabsfolk konstaterede. Og i Anton’n Dvoráks udgave af denne kamp vinder naturen altså, da menneskeprinsen i operaen frivilligt kysser den temmelig dødbringende Rusalka.
Selvom det aldrig kommer til et frugtbart samarbejde mellem modsætningerne i henholdsvis naturen og samfundet i operaen Rusalka, så berører den alligevel spørgsmålet om, hvad slags forhold mellem mennesker, hvad slags samfund, det overhovedet er rigtig at arbejde for.
'Rusalka' er hermed bestået.

Rusalka. Med det Kongelige Operakor. Det Kongelige Kapel. Operaen. Holmen. København. Til 3. april.