Med mellemrum patruljerer Arbejdstilsynet rundt på landets byggepladser. Dagen efter kan man læse resultatet af deres patruljering på tekst-tv. Sådan et resultat stod at læse på skærmen for godt en uge siden

af Kjeld Stenum
Det er en smule interessant og en ikke helt lille smule rystende at følge med i de tal. De bliver værre og værre. Dette er i sig selv slemt i et land, hvor både teknologisk formåen og samfundsmæssig fornuft burde gøre den modsatte udvikling til en selvfølge. Hvad der er værre end selve tallenes udviklingsretning er dog den absolutte størrelse, de har.
Her sidst var Arbejdstilsynet rundt på 187 byggepladser. På 172 af disse 187 byggepladser var forholdene så kritisable, at de udløste et straks-påbud, hvilket vil sige, at arbejdet blev stoppet, indtil forholdene var bragt i orden.
Ethundredeogtooghalvfjerds ud af ethundredeogsyvogfirs. Vi lader lige de tal stå et øjeblik!
Dernæst går vi over til at tale lidt om, hvad de betyder. De betyder, at arbejdet på de allerfleste af landets byggepladser tilsyneladende det allermeste af tiden er til så stor umiddelbar fare for dem, der udfører det, at det bør stoppes. Og det betyder, at en byggearbejder ikke har mulighed for at søge bort til en bedre plads, for alle andre pladser er ligesådan.
Eksempler på, hvad det denne gang var for ting, der var tale om, var:
Stillads uden afskærmning, tagarbejde uden sikkerhedsline, livsfarlige færdselsforhold. Mange ville måske sige: Jamen er folk så ikke selv noget ude om det måske? Hvorfor tager de åndssvage tagarbejdere dog ikke sikkerhedsline på, når de har krav på det?
Til det kan jeg kun svare: Jord- og beton`ere er ikke ligeglade med sikkerhed. Når mange af os hader det med personlige værnemidler, har det dels at gøre med, at mange af disse værnemidler, som for eksempel sikkerhedsliner, er hæmmende for bevægelsesfriheden og ofte opleves som lidt af en fare i sig selv. Og vi ved, mester kan bare spendere et rækværk.
Dels har det at gøre med, at der har udviklet sig en tradition med at hobe alle forskellige slags håndværkere sammen på byggepladsen på én gang, fordi byggeriet skal være færdigt helst før det er kommet i gang. Derfor er der hele tiden mennesker rundt om dig i alle retninger.
Når du for eksempel i forbindelse med at skulle skære med vinkelsliber iklæder dig de påbudte sikkerhedsbriller og høreværn, beskytter du ganske vist dine egne øjne og ører. Men samtidig bliver du så blind og døv, at du hverken hører eller ser manden, der kommer hen imod dig bagfra, og som ikke har sikkerhedsbriller på. Med det resultat, at du starter din vinkelsliber og sender en sky af glødende metalspåner direkte op i ansigtet på ham. For nu at tage et meget typisk eksempel.
Bekymrer du dig også om at passe på dine makkere, er personlige værnemidler ikke nogen god løsning.
Det vigtigste omkring sikkerhed har intet at gøre med personlige værnemidler. Det handler om tilrettelæggelsen af arbejdet herunder først og fremmest tidsplanerne.
Der er regler for, at ved arbejdets tilrettelæggelse skal der udarbejdes en plan for sikkerhed og sundhed, herunder detaljerede tidsplaner for koordineringen mellem de forskellige byggefirmaer, planer for hvor mange håndværkerhold der skal være på pladsen ad gangen, hvordan for eksempel særlig farligt arbejde skal foregå udenfor sædvanlig arbejdstid, og så videre.
Tilrettelæggelsen af disse ting foregår før en byggeplads starter. Og vi har ingen indflydelse på det, for vi er der slet ikke. Sådan er traditionen indenfor byggeriet, fordi mange firmaer kører et system med at ansætte folk til netop det byggeprojekt og fyre dem igen, når akkorden er afsluttet. Som kulier starter vi hver gang op fra nul. I modsætning til faste arbejdspladser har vi ikke en organisering på plads, som kan give sit besyv med ved tilrettelæggelsen.
Når vi får organiseret vores del af sikkerhedsarbejdet, er toget, som har den altafgørende betydning for sikkerhedsforholdene, forlængst kørt. Derfor har arbejdsgiveren meget mere enevældig magt end for eksempel på en fabrik. Og derfor bliver sikkerhedsrepræsentanten også uvægerligt arbejdsgiverens gidsel, som skal få de allerede vedtagne ting om trængsel på byggepladsen til at glide. Og - derfor gider folk som regel ikke være det.
Derudover hjælper det ikke meget, at folk bliver mere og mere bevidste om sikkerhed og arbejdsmiljø, når arbejdsgiverne i stigende grad får adgang til at plukke bygningsarbejdere fra hvor som helst i Europa, hvor de er billigst og villigst.
Det er efterhånden et massivt antal arbejdere især indenfor netop byggeriet, som lever som zigøjnere uden fast bopæl og turnerer tværs over de europæiske landegrænser, ansat på udenlandske kontrakter, fuldstændig uvidende om for eksempel danske sikkerhedsregler, langt ringere vant og langt mere afhængige af deres arbejdsgivere og derfor parate til langt større risici.
Disse europæiske bygge-zigøjnere ligger så igen i skarp konkurrence med en rand uden om EU af sultne byggesjak parate til at æde deciderede slavekontrakter fra de fattigste dele af det gamle Sovjetunionen eller fra endnu fjernere egne som Indien og Pakistan.
Vi kan godt nægte at gå på kompromis med sikkerheden.Vi kan tilkalde arbejdstilsyn. Vi er heller ikke bange for det. Vi har tradition for, at vi ikke tager det så tungt, om vi skulle rode os ud i en uløselig konflikt med mester. Vi går ud og finder noget andet.
Der er bare det, at det er der ikke meget ved længere. For det, Arbejdstilsynets tal fortæller, er, at det står lige så ringe til alle andre steder.
Så det valg, vi står overfor, er ikke mellem den dårlige eller den gode mester. Men om vi vil være i branchen overhovedet. Eller overlade den til slavehæren. Derfor bliver Arbejdstilsynets tal ringere og ringere.