23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tomme scener uden supplerende dagpenge

Tomme scener uden supplerende dagpenge

Onsdag, 12. marts, 2008, 00:00:00

Over halvdelen af de udspurgte skuespillere i en undersøgelse tror, de ville have forladt branchen, hvis de ikke havde haft dagpenge-systemet som sikkerhedsnet

af Hans Brinkmann
Mere end halvdelen af de scenekunstnere, der i uge 7 og 8 medvirker i teater, film og tv vurderer, at de ikke ville være at finde på scenen og foran kameraet i dag, hvis ikke de i løbet af deres karriere havde haft et dagpengesystem at støtte sig til.
Blandt de medvirkende i de over 60 forestillinger, der spiller på teatrene i disse to uger, tror 52,6 procent, at de ville have forladt branchen, hvis de ikke havde haft dagpengesystemet som sikkerhedsnet i kortere eller længere perioder. Blandt de medvirkende på film og i tv-dramatik er tallet 53,2 procent.
Det viser en undersøgelse, som Dansk Skuespillerforbund har foretaget blandt de medlemmer, der medvirker i det teater, film og tv, som kan ses af publikum lige nu.
Undersøgelsen omfatter kun medlemmer af Dansk Skuespillerforbund og omfatter hovedparten af det teater, film og tv, som publikum kunne se i uge 7 og 8.

Risiko
- Undersøgelsen er alarmerende, fordi mange scenekunstnere i dag føler sig udelukket fra at bruge dagpengesystemet, og dermed er der en reel risiko for, at branchen mister en stor del af sin arbejdskraft. Man kræver i øjeblikket, at kunstnerne, når de har et hul mellem to engagementer på f.eks. teater eller film, straks skal søge helårs fuldtidsstillinger i andre fag. Dermed er det vanskeligt for dem at stå til rådighed for deres eget fag, og man tvinger flere og flere over i andre brancher, siger formand for Dansk Skuespillerforbund Henrik Petersen.

Arbejdsmarked uden faste jobs
Skuespillerforbundet protesterer over beskæftigelsesministerens planer om at stramme dagpengereglerne yderligere.
- Dagpengesystemet har i mange år været et sikkerhedsnet under mange scenekunstnere i hullerne mellem engagementerne. Det gælder alle kunstnere - også nogle af vores helt store stjerner. Alle har ind imellem perioder, hvor engagementerne ikke lige passer sammen som et puslespil. Vi er blevet rigtig gode til selv at fylde hullerne i vores kunstneriske arbejdsliv ud med korte job i andre fag. Men vi kan ikke arbejde året rundt i andre brancher, for så mangler vi på det kunstneriske arbejdsmarked, siger Henrik Petersen.
- Vi beder ikke om helt specielle ordninger for scenekunstnere. Vi beder om lidt fleksibel tænkning i forhold til et nødvendigt arbejdsmarked, hvor der stort set ingen faste helårsstillinger findes. Hvis vi f.eks. kan få lov at søge korte job i stedet for helårsstillinger i andre brancher, kan vi stadig være til rådighed for vores publikum, siger han.

Artiklen er hentet fra www.fagligtansvar.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. mar. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur