Den borgerlige liberale demokratiopfattelse gennemsyrer den 35 punkter lange kanon for folkestyret

Med den nye demokratikanon i hånden blæser regeringen til kamp mod demokratiets fjender. Tre ministre var samlet ved offentliggørelsen i går.
- Demokratiets fjender er de, der ikke accepterer vores skikkelige måde at løse konflikter på, fastslog undervisningsminister Bertel Haarder under præsentationen.
- Demokratikanonen vil støtte os og give os et fælles udgangspunkt, så vi ikke lader os forføre af antidemokratiske ideologiske strømninger. I kampen mod enhver form for fanatisme er demokratiet vores stærkeste våben, supplerede kulturminister Brian Mikkelsen.
Udvalget bag kanonen, som under ledelse af den borgerlige historiker Knud J.V. Jespersen blandt andet tæller de to Cepos-tilknyttede forskere David Gress og Peter Kurrild-Klitgaard, samt tidehvervspræsten Katrine Lilleør, fik sidste år til opgave af regeringen at definere demokratiet for at styrke det mod truslen fra fanatisme og ekstremisme.
Det har resulteret i 11 begivenheder, 16 filosofiske strømninger og otte vigtige politiske tekster, som ved offentliggørelsen blev præsenteret som selve demokratiets kerne.
Liberalismens fader John Locke, den amerikanske forfatning og Montesquieus tanker om magtens tredeling er blandt demokratiets grundlag, mens 'totalitarismen i mellemkrigstiden' anført af Lenin, Stalin, Mussolini og Hitler nævnes som eksempler på dets fjender.
- Frihedsrettighederne er forudsætningen for det danske demokrati. Herunder ikke mindst retten til at ytre sig, fastslog udenrigsminister Per Stig Møller, med en tydelig henvisning til sagen om Muhammedtegningerne, som dog ikke er nævnt i kanonen, der kun går til år 2001.
Men friheden som grundlag for demokratiet er bare én demokratiopfattelse ud af mange, mener professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, Tim Knudsen.
- Mange demokratiforskere lægger mere vægt på lighedsprincippet, siger han til Arbejderen.
Tim Knudsen peger på udvalgets sammensætning som baggrund for den ideologiske drejning i demokratidefinitionen.
- Når man for eksempel foretrækker Cepos-folk frem for demokratiteoretikere ligner det mere en politisk eller ideologisk sammensætning end en faglig. Det giver en skævhed mod den nyliberale tænkning, understreger han.
Ifølge demokratiforskeren er tanken med en statslig kanonisering af demokratiet betænkelig i sig selv. Der er et mål af selvgodhed over projektet, mener han.
- At regeringsledere begynder, at hylde deres egen styreform, i stedet for at overlade det til sagkyndige, er ellers noget vi bedst kender fra diktatorer, fastslår Tim Knudsen.