I filmen ¤¤Dansen¤¤ er kærligheden en besværlig størrelse. Intet nyt her. Og så er det også en totalt personfikseret film. Det er for meget

af Steen Flemming Jørgensen
Ak, hvor jeg dog savner en dansk film, der har hjerteblod og tør tage nogle politiske problemer op. Vi er faktisk en krigsførende nation og et land med store sociale problemstillinger. Men endnu engang får vi med filmen 'Dansen' En film hvor kærligheden er en besværlig størrelse og en personfikseret film.
Kort om handlingen: Annika (Trine Dyrholm) lever et aktivt stille liv med sin mor (Birthe Neuman) da kærligheden opstår med elektrikeren (Anders W. Berthelsen).
Så bliver Annika frigjort fra sin mor og får med lidt besværligheder sin elektriker. Han er nemlig tidligere dømt for voldtægt, vistnok. Så vi skal lige igennem nogle verbale slagsmål, de elskende imellem. Før det hele er slut med et stort afdansningsbal.
Er du til Trine Dyrholm, så er det lige filmen for dig, men er du ikke, så undgå denne film. Du får nemlig Trine Dyrholm og se i alle mulige og umulige situationer. Hun er stort set i fokus filmen igennem.
Birthe Neuman spiller en afdæmpet mor - og det gør hun godt. Anders W. Berthelsen falder aldrig ind i rollen som manden der har en 'fortid.'
Det er filmens tre eneste skuespillere og handlingen foregår stort set kun på en danseskole.
Det er en såkaldt lavbudget-film. At underholdningen også er i nærheden af dette, gør at det ikke er den film, jeg husker, når foråret slutter.

Dansen. Instruktør: Pernille Fischer Christensen. Premiere i dag.