Som indgroet cyklist ved jeg, at cykler hænger ikke sammen af sig selv. Som med alt andet, der skal køre, er man nødt til at yde et stykke arbejde, for at det skal kunne lade sig gøre

af Kjeld Stenum
En cykels sammenhængskraft er ikke noget, der bare er der. Hvis ikke du er ihærdig med at efterspænde bolte og skruer, udskifte sprungne egere, smøre kæde og så videre, får cyklen kort levetid. En svækkelse ét sted fører nødvendigvis til øget belastning et andet, og på den måde opstår hurtigt belastninger, som cyklen ikke er konstrueret til at klare.
Det er en erkendelse af en slags, som vi i stigende grad bliver fremmedgjorte overfor i vores moderne brug-og-smid-væk-kultur. Vi køber os en discountcykel og kører på den, til vi har kørt den i sænk, så smider vi den i åen eller havnen og køber os en ny.
Nye discountcykler er så billige, at det at få en skade repareret hos cykelhandleren hurtigt bliver lige så dyrt. Samtidig bliver de reservedele, man kan få til at reparere cykler med, i stigende grad af så ringe kvalitet, at man i løbet af kort tid får det dyreste kvalitetskram forvandlet til ikkebevaringsværdig discountkvalitet, så snart man begynder med at udskifte reservedele.
Sådan er det med cykler. Og sådan er det med mange andre af de ting, vi bruger i vores dagligdag, fra køkkenredskaber og tekstiler til informationsteknologi og automobiler. I mine forældres generation købte man sig en brugsgenstand for livet. Og fik den defekter, var der så mange penge i at få den repareret, at folk kunne leve af at beskæftige sig med det.
I generationen efter mig opdrages man med at kunne erhverve sig avancerede mobiltelefoner til næsten ingen penge. Og den, der overhovedet opkastede tanken om at få en defekt mobiltelefon repareret, ville ikke være rigtig vel forvaret.
Vi lever i samfund med meget højt udviklet masseproduktion. Det, som koster penge i dag, er ikke så meget at producere den enkelte vare som at udvikle produktet. Og det er ikke økonomisk rationelt at bruge krudt på at vedligeholde ting.
Samtidig har vi indrettet vores produktionsforhold sådan, at miljøregningen for den skrottede vare falder på samfundet og ikke på vareproducenten, hvilket den burde, for den er samfundsmæssigt set en del af det samlede regnestykke om, hvorvidt varen er værd at producere. Men sådan er kapitalismen.
Den opdrager os til en brug-og-smid-væk-holdning og fremmedgør os så meget for tingenes rette sammenhænge, at vi bliver skrupfornærmede, den dag samfundet over skattebilletten præsenterer os for miljøregningen. Og dog skal arbejdet med at holde miljøet rent gøres, ellers bryder samfundet sammen.
Sammenhængskraft er som alt andet et produkt af en arbejdsindsats. Men i moderne kapitalisme fremmedgøres vi overfor denne grundlæggende erfaring. Det er en erfaring, som vi mest har fået fra ting som cykler og symaskiner. Men den gælder alt, som vi vil have til at fungere, for eksempel også selve samfundet.
Mange af os tror, at samfund bare hænger sammen af sig selv, og der ikke er nogen, der gør en indsats for det. Men det er der. Samfund fungerer, fordi deres borgere i et vist nødvendigt minimalt omfang opfører sig ordentligt overfor hinanden og tager hensyn til, at alle skal have plads til at være der.
Det handler ikke bare om at gøre noget ret kontant arbejde som at holde miljøet rent. Det handler også om, at samfund kun kan fungere, når vi giver tilstrækkeligt med plads til hinanden og lader være med at give efter for umiddelbare tilskyndelser til selvretfærdighed og racisme eller skrupelløs egoisme og personlig berigelse.
Man må gøre det besværlige arbejde med at nuancere tingene, sætte sig ind i at se sagen fra hinandens side og finde løsninger på konfliktsituationer, som alle parter kan leve med.
Det gør vi ikke altid. Og der findes også i alle samfund personer, der aldrig gør det, og snylter på flertallets vilje til at gøre det. Men det må være sådan, at de fleste af os gør det det meste af tiden, ellers bliver konsekvenserne for samfundet katastrofale.
Vi har kun ét samfund, og tager vi ikke hensyn, så kriges vi. Vi ved godt alle sammen, at sådan er det, når vi går tilstrækkeligt langt ned i vores nærmiljø. Selv om vi selvfølgelig alle hader muslimer og ved, at de er potentielle terrorister stort set alle sammen, så ved vi godt, at det ikke går an at praktisere denne fordom overfor lige netop den Hassan, der bor i nabolejligheden, eller som vi arbejder sammen med i vores sjak. Lige netop han er altid den omgængelige og menneskelige undtagelse.
Ligesom Hassan ved, at lige netop hans naboer eller arbejdskammerater er gode nok under overfladen og ikke bare dekadente, hensynsløse vesteuropæere, der krænker gæstfrihedens lov og ingen værdier tror på.
Men denne indsigt, som vi helt sikkert alle har fra vores nærmiljø, får sværere og sværere vilkår. Vi bliver mere og mere fremmedgjorte overfor indsigten i, at alt, der skal køre, også skal vedligeholdes.
Der har indtil for nylig været en venstrefløj, der havde denne indsigt og var parat til at værne om den i det offentlige rum. Det var en venstrefløj, der på det politiske spektrum for få uger siden strakte sig fra de radikale og det halve socialdemokrati og ud til venstre for Enhedslisten.
I dag er holdningen stort set reduceret til sekterisk venstrefløj. Og det kan vi først og fremmest takke SF`s formand for. I dag er det fra det yderste højre og lige ud til Enhedslistens grænse (og måske endda lidt ind over den grænse også), stuerent og god tone, ja ligefrem en nødvendighed, siger Villy Søvndal, at vi provokerer og håner Hassan, som vi kender fra sjakket eller fra nabolejligheden, for hans religion og livsværdier.
Mener alle vore politikere, at vi har pligt til at håne Hassan for hans tro, varer det ikke længe, før vi kun tør tale med ham, når vi er helt sikre på, at ingen ser eller lytter.
Perspektiverne overlader jeg til mine læseres fantasi. Ansvaret er Søvndals.