Southern Rhodesia hed det en tid, men hedder det ikke mere. Zimbabwe hedder det nu. Et land med en historie og med digtere...

af Patrick Mac Manus
Southern Rhodesia hed det en tid, men hedder det ikke mere. Zimbabwe hedder det nu. Et land med en historie og med digtere...
Det er et svært land, et svært liv. Southern Rhodesia hed det en tid, men hedder det ikke mere. Zimbabwe hedder det nu. Et land med en historie og med digtere, der også afspejler denne historie. Om livet og lidelsen under den koloniale magt og denne magts sammenbrud. Og i de senere år fortvivlelse over den nye magts misbrug af magten.
Om styret under Mugabe, etableret siden 1980, skriver Chenjerai Hove. Ved siden af sine romaner har han fået udgivet flere digtsamlinger, senest Rainbows in the Dust (1998) og Blind Moon (2003). Følgende oversættelse er fra Rainbows in the Dust, et digt, der tegner et billede af magten i nutidens Zimbabwe.
Det er sådan vi pyntermagten:med fløjter og rifler og krudt fra forridereblinkende lysmed formørkede ruder bilkortegertitleruden håndtrykuden smiluden sorgvi pynter magtensom en pest
En anden digter, Christopher Magadza, som ikke er blevet offentliggjort i Zimbabwe men blev samlet i Poetry International Web i 2006, skriver også om tiden i landet, om vanskeligheden ved at leve og nødvendigheden af at leve. Han skriver:
Det er ikke tiden til at sørgemen svigt er overaltikke tiden til at dømen det er et sidste sukikke tiden til at levemen barnet er født
I et andet digt skriver han om dem, der sulter på grund af mangel på fødevarer og sulter på grund af manglen på retfærdighed. Alligevel søger han fred i sit sind:
Blidtvisk bitterheden bortfra mit brynhelbred min sjæl, oglad vreden mod svigt blive lindret
Der er også digte på Ndebele, både fra den koloniale tid og nutiden. Erfaringen er næsten uændret, historien gentager sig. Et digt af
Jerry Zondo `Asingeke siyidilize imikhukhu yethu` (Vi kan ikke rive skuren ned) fremhæver den koloniale lovgivning, der i 1940-erne fordrev Ndebele til mindre frugtbare landbrugsområder. I det uafhængige Zimbabwe i 2005 har regeringen også fordrevet Ndebele og andre befolkninger i et regeringsinitiativ med titlen Murambatsvina (bogstaveligt 'at kaste smudset bort').
`Smudset` var befolkningens ønske om et bedre liv og dens tab af loyalitet over for statsmagten. Med voldelige metoder blev de fordrevet fra deres boligområder og tvunget til landområder, hvor de færreste finder hjem eller udsigt til et bedre liv.
I begge tilfælde lovede regeringerne, den koloniale og den nuværende, en bedre fremtid for de fortrængte. Men den nuværende statsmagts indgreb mod kolonial jordbesiddelse har kun gavnet de magtfulde i staten.

Dion Nkomo er også Ndebeledigter om kolonitiden og den parallelle historie, om fortid og nutid. I et digt `Ubuzwebami` om sit `sårede borgerskab` under den koloniale magt er ordene:
De overlever på vort blod og befolkningens tårerBlodet spildes og tårerne løberMen vort blod vil de ikke uendeligt smageBitre tårer falder ikke for ingenting.
Endnu ved vi ikke hvad der vil ske i Zimbabwe. Et fuldkomment sammenbrud truer. Inflationen er på 7600 procent ifølge regeringen og 13 000 procent ifølge uafhængige kilder. Fattigdommen vokser og mellem fire og fem millioner mennesker er flygtet til andre lande, især Sydafrika. Endnu hersker herskeren og hans kreds. Der er valg i marts i år. Modstanden er splittet og svag.
Sulten fortsætter, afmagten fortsætter, digtene forsætter. Det kan være der kommer en dag, hvor sulten og afmagten vil svinde ind mens digterne digter med nyt håb og nyt liv.

Kilde: poetryinternationalweb.org med artikler og præsentationer af digtning fra Zimbabwe 2003-2007.