Omme bagved Amagerværkets nyopførte og endnu ikke ibrugtagne skorsten er en indhegnet lagerplads for sten. Sten af alle slags, kantsten, natursten, brosten, chausse-sten og hvad hjertet ellers kan begære

af Kjeld Stenum
I hjørnet lige bagved skorstenen er et par presenninger smækket op over et par overliggere som et nødtørftigt ly mod vind og vejr, og under dette står en kvinde og hugger i sten. Relieffer i grå granit. Ansigter på firkantede fliser. Ikke andet end selve ansigterne, intet distraherende til at forstyrre det indtryk, ansigtstrækkene selv gør.
De ligesom vokser ud af stenen lidt på samme måde, som man har kunnet se dem vokse ud af baggrunden på maleren Kurt Trampedachs billeder. Hun laver dem efter levende modeller. Et af dem forestiller hendes bror, som er præst, en anden hendes far. Hvorfra hun har hentet de andre, ved jeg ikke.
Det færdige produkt skal blive et religiøst værk, noget med en mængde almindelige mennesker omkring en Jesus-figur, og det skal opføres helt oppe i Hjørring. Det med religionen får selvfølgelig være, som hun vil, det er jo hendes værk. Men hugge i sten kan hun.
Hun fremstiller en gipsmaske af det menneske, hun vil portrættere, og overfører dens træk til stenen ved hjælp af et simpelt måleaggregat. Det kan godt være, nogle synes, det lyder mere som håndværk end som kunst, fordi det er snyd at måle, når man taler om kunst.
Men så skulle de studere kunsthistorien. Det er først i moderne tid, vi er begyndt at tænke på kunst og håndværk som forskellige ting. Gamle kunstnere som Leonardo da Vinci, eller hvem man nu skulle hive frem af kunsthistoriens store mestre, var fremragende håndværkere. Og enhver, som overhovedet har forsøgt at portrættere et andet menneske, ved, at uden en god portion håndværksdyder går det slet slet ikke.
Vi mennesker er ekstremt følsomme for hinandens ansigter. Vores ansigter og deres udtryk er en meget grundlæggende del af vores indbyrdes sprog, og vores fornemmelse for ansigters og ansigtsudtryks forskellige bittesmå nuancer er så præcis, at millimetersmå afvigelser ved afstanden mellem øjnene, hagens størrelse eller lignende straks får os til at synes, at et portræt overhovedet ikke ligner.
Alt hvad hun går der og laver kommer ikke os ved. Vi går i vores hul på den anden side af skorstenen og binder jern og støber fundamenter, og vi skal jo passe vores arbejde, når det er arbejdstid.
Men vi kan nu ikke nære os for engang imellem at skulle over og følge lidt med i, hvordan det skrider frem for hende. Dels så er hun en morderlig flot pige, og det er der altså ikke mange af os, der er helt ufølsomme overfor. Dels så har vi jo alle haft lidt med sten at gøre i løbet af vores karriere, så vi synes ligesom, vi er lidt i familie med hendes håndværk og kan tillade os at have en mening om, hvor skidt eller godt det hun laver er.
Ja, skulle jeg snakke om mig selv personligt, så er jeg dybt grebet af materialet sten og de muligheder, der er i det. Jeg har al min tid gået og samlet sten fra marker og strande, jeg har gemt sten, jeg fandt i min tidlige barndom, og har dem stadigvæk, fordi de er spændende.
Det med at lave former, som er rare at røre ved med hænderne! Og det med selve materialets egenskaber, at det er så hårdt og umedgørligt at bearbejde og så alligevel med en stædighed ud over alle grænser holder fast i den form, man efter en sej kamp endelig slipper af sted med at få givet det!
Der er ingenting så bestandigt som sten. Jeg kan slet ikke stå for det. Og når jeg engang når til efterlønsalderen og får masser af tid, så skal jeg også prøve at hugge i sten, det er både sikkert og vist.
Det sagde jeg også en dag til hende, og hun sagde, at hendes mening var, jeg skulle se at komme i gang med det samme.
Hold kæft, sagde min makker grinende til mig bagefter, der prøvede du nok at gøre indtryk på hende! Og jeg kunne slet ikke overbevise ham om, at det virkelig var alvorlig ment.
Nej, hvorfor skulle man dog sidde og hugge i en dum og stædig sten, når man kan gå en tur i skoven med sine hunde eller tage en bajer med gutterne nede på bodegaen?
Men jeg mener det. Og jeg er sgu ikke det eneste menneske, der har det sådan med sten. Sten var noget af det første, menneskene lod sig fascinere af og fremstillede deres første redskaber i. Og hvad de fremstillede, ser ud som dengang de fremstillede det og kan tale hen over årtusinder til os om dem og deres verden den dag i dag.
Hvem har nogensinde prøvet at finde en stenøkse eller et andet stenalderredskab på marken uden at blive grebet af både højtidelighed, ærbødighed og respekt?
De tidligste skriftlige vidnesbyrd om historien, vi kender, som babylonerkongen Hammurabis berømte lov, eller vores egen Harald Blåtands minde om sine forældre og især sig selv, de blev skrevet i sten, for de blev skrevet for evigheden. Og sten er stadigvæk det bedst egnede materiale for det menneske, der ønsker at henvende sig til sine artsfæller tværs gennem tiderne.
Hvor er vore harddiscs og cd-rommer og filmstrimler, hvor er alle de lærde ting, som op gennem historien er nedfældet på pergamenter og papirer, om seks tusind år?
Men ægypternes hieroglyffer, som allerede i dag har det åremål på bagen, de har en chance for stadigvæk at være bevaret. Ja, er der nogen, der har tænkt på, at når vi mennesker engang er uddøde, så vil de sidste vidnesbyrd, som er tilbage om os og kan bevise, at vi har været her, de vil være i sten?
Og engang om mange mange år, når Solen har brugt alt sit brændstof og begynder at vokse til en rød kæmpe, der til sidst vil nå helt ud til Jorden og brænde den op, eller når Jordens bestanddele sønderrives til atomer, hvis vi i stedet for engang inden den tid skulle gå hen og falde ned i et sort hul, så vil det sidste menneskelige træk, som forlader universet, være ét, som er hugget i sten.
Måske et af dem, der i disse dage bliver lavet bag Amagerværkets nye skorsten. Jeg synes, det er en fantastisk tanke.