Jørgen Kieler kendte personligt ¤¤Flammen¤¤. Men han havde gerne set en film, der beskrev ¤¤Flammen¤¤ som den dristige sabotør, han også var
En af de mennesker, der kendte modstandsmanden 'Flammen' bedst er den nu 88-årige pensionerede læge, Jørgen Kieler, dengang medlem af modstandsgruppen Holger Danske.
Han har set filmen 'Flammen og Citronen', der havde premiere i går - og er tilfreds.
- Det er en god film. De to mandlige skuespillere yder en stor præstation. Især 'Flammen' fremstilles som var det himself. Det er tegnet korrekt udfra min erindring, siger Jørgen Kieler til Dagbladet Arbejderen.
Han samarbejdede med 'Flammen' om 7-8 sabotageaktioner, inden han selv blev anholdt af den tyske besættelsesmagt i februar 1944.
Holger Danske
Jørgen Kieler var under besættelsen blandt dem, der fandt, at også studenter burde være aktive i sabotagen. I oktober 1943 var han medstifter af sabotagegruppen Holger Danske II sammen med den noget ældre Svend Otto Nielsen med dæknavnet John som leder, og med Jens Lillelund som kontaktperson opad.
Den 12. december 1943 hjalp Kieler sammen med 'Flammen' den lokale befolkning med at sprænge Varde Staalværk.
- 'Flammen' var ung af ydre, men i sin optræden en beslutsom herre. Under aktionen mod Riffelsyndikatet i Hellerup den 26. januar 1943 var han med i dækningsgruppen, da han var en eminent skytte, fortæller Jørgen Kieler til Arbejderen.
- Jeg så nu gerne, at filmen 'Flammen og Citronen' havde handlet om især den første etape af 'Flammens' modstandsarbejde, hvor han var var sabotør. En film om sabotørerne ville være godt. Vi ser kun episoder fra det andet afsnit af hans virke under besættelsen med likvideringerne, siger Jørgen Kieler, der selv fik sin dødsdom i 1944 ændret til indespærring i koncentrationslejr i Tyskland.
- Filmen 'Flammen og Citronen' er selvfølgelig forenklet. Det har de lov til. Det er ikke en dokumentar, men et kunstværk, der belyser de psykologiske forudsætninger for de involverede, siger den tidligere modstandsmand.
Også den kvindelige stikker i filmen bliver forenklet beskrevet, men er i følge modstandsmanden en 'sammensmeltning' af de velkendte stikkere, Jane Horney, fru Delbo og den aldrig senere fundne kvinde 'Åse'.
Samarbejde
Jørgen Kieler kan ikke kommentere de scener i 'Flammen og Citronen', hvor der opstår modsætningsforhold mellem den danske militærledelse, SOE og 'Flammen' og 'Citronen'.
- Jeg selv var arresteret på det tidspunkt. Det var især BOPA, der havde problemer med englænderne i SOE, tilføjer han dog.
SOE - Special Operations Executive - var en hemmelige organisation der nedkastede faldskærmsagenter over Danmark, som medbragte sprængstof til en del af sabotørerne.
Heller ikke episoden med den fejlagtige likvidering den 19. april 1944 på Valby Bakke, vist i filmen - og som 'Flammen' og 'Citronen' stod for, kan han kommentere yderligere på.
- Ikke andet, end at det var en beklagelig ulykke, der ikke måtte ske. Men det får mig ikke til at fortryde, at modstandsbevægelsen likviderede stikkere. Det fandt vi simpelthen nødvendigt for selv at overleve, siger Jørgen Kieler.
Men han har en kommentar til de flere omtaler i filmen af kommunisternes arbejde i modstandskampen, blandt andet under folkestrejkerne i juni 1944.
- BOPA (og forgængeren KOPA (Kommunistiske Partisaner) og Holger Danske havde det godt med hinanden. En gensidig respekt. Agtelse. Vi havde én ting til fælles, der rakte udover vores ideologiske forskelligheder. Vi ville forkorte krigen og kritiserede Scavenius-folkene (udenrigsministeren red.) for at samarbejde med tyskerne. Samarbejdspolitikerne havde blod på fingrene, siger Jørgen Kieler, der i dag betragtes som uofficiel 'historieskriver' for gruppen, Holger Danske.
Jørgen Kieler blev befriet fra sit fangenskab i maj 1945 og uddannede sig senere til læge. I efterkrigstiden har han taget aktiv del i debatten om besættelsestiden, bl.a. med bogen 'Hvorfor gjorde I det?' fra 2001. De to bøger genudgives snart på forlaget Gyldendal.
- Dem opfordrer jeg især unge til at læse for at vide mere, slutter modstandsmanden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278