En personlig, bramfri og usentimental historiekrønike af modstandsmanden Aage Staffe
af Klaus Haase
'Under besættelsen udgjorde modstandsbevægelse og nazister (statistisk) hver kun ganske små dele af befolkningslagkagen. Håndlangere og lakajer udgjorde halvdelen'.
'Statsminister Buhl og de forbundne kar indenfor den danske hær burde være anklaget for landsforædderi'.
'Den 4. maj 1945 kl. 20.15 var der 175 BOPA-folk. Den 5. maj mere end 6000'.
Det er modstandsmanden Aage Staffe, der fremfører disse provokerende synspunkter i sit trebindsværk, 'Livet i Danmark-1860-1945'. Med hovedvægten lagt på besættelsestiden.
Seks generationer
Aage Staffe har sat sig for at skrive en historiebog for sit barnebarn Martin. Man skal dog ikke forvente en autoritativ, historisk fremstilling for børn og unge, når man kaster sig over dette gennemillustrerede og let tilgængelige værk.
Ingen tvivl om, at Aage Staffes vinkel er socialistisk. Han sætter arbejderklassens vilkår i fokus. Forfatteren har begået en meget personlig krønike. Første bind handler om folkets barske sociale og materielle vilkår i overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund.
Andet og tredie bind handler om besættelsestiden. Det er her, Aage Staffe fremfører markante synspunkter og erklæringer om besættelsestidens aktører. Underbygget med statistikker og grafer, samt righoldigt materiale af illustrationer, undertekster og meget personlige fortolkninger, er værket en let fordøjelig, oplysende og medrivende bog.
Sociale vilkår
Et højdepunkt i værket er forfatterens meget levende beretninger om besættelsestidens vilkår for de 800-1000 mennesker fra modstandsgrupperne, der reelt stod for Danmarks modstand mod tyskerne. Aage Staffe skriver bramfrit og usentimentalt.
Når hans beretninger er bedst, fornemmes mennesket bag de barske oplevelser, som krigen bød på. Forfatteren er også gavmild med humor og ironi. Uden at den bliver bitter.
Træder i karakter
Aage Staffe beskriver levende, hvordan befolkningens sammenhold vokser i krigens sidste år. Tyskernes nederlag ved Stalingrad var signalet til folkestrejker og voksende solidaritet. Samarbejdspolitikerne måtte trække i land.
Forfatteren har en meget stærk beretning om den legendariske hjælp til jødernes flugt over sundet.
Aage Staffe fremkommer med vigtig dokumentation omkring de materielle og sociale afsavn, som befolkningen måtte lide på grund af krig og besættelse. Dagligdagens problemer med rationeringer, erstatningsvarer, mørkelægning og fattigdom beskrives omhyggeligt.
Den 83-årige modstandsmand har begået en modig bog. Han mikser flot konkrete facts, personlig fortolkning og markant stillingtagen.
Livet i Danmark 1880-1945. BIND 1,2,3. Aage Staffe.
Forlaget Bogpartisanen.
email: bogpartisanen@aage-staffe.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278