Benny Holst leverer i anledning af sit 40-års jubilæum som musiker en perlerække af de største sange
af Kasper Larsen-Rothmeier
Badeanstaltens hyggelige lokaler i Slagelse lagde torsdag aften rammer til en intimkoncert med Benny Holst Trio, der var ud over det sædvanlige.
Troubadouren Benny Holst og hans trio var i byen - og der er ingen tvivl. Han har aldrig været bedre.
Holst blev akkompagneret af Jacob Rathje på guitar og Martin Andersen på violin - og det er et team, der efterhånden er godt sammenspillet. De har turneret landet rundt siden 2004, da de udgav cd`en 'Himlen må vente', som vi fik flere sange fra i løbet af koncerten, der varede to timer. I løbet af dén tid kom der en perlerække af de største sange, Holst har skrevet i sine 40 år som 'rejsende i musik'.
Trioen leverer numrene med glød og nerve og lægger sjælen i enhver tone, der forlader instrumenterne. Det kunne høres på blandt andet, 'Det er hvidt herude', hvor violinen er eksperimenterende, skrigende og dæmpet på samme tid og guitaren er både hård og blød. Det er formidabelt brug af instrumenter.
'Sepiadage' er trioens nye skive, der rummer en række gamle sange, men også nye.
Vi fi denne aften blandt andet nummeret 'Sepiadage', der handler om at nyde livet, mens det er der.
Holst er afgjort en sanger med noget på hjertet. Vi fik også nummeret 'Nat med regn', fra pladen 'Historien om Jenny' og andre sange som, 'Sten i min mur', 'Balladen om HH', og 'Til evig tid', som alle var sikre hits hos denne anmelder og de andre publikummer.
En storslået og intim oplevelse. Har du ikke set dem endnu, så snyd ikke dig selv for oplevelsen.
De næste steder, Benny Holst Trio optræder er den 21. maj på Fermaten i Herning og den 26. maj i Struer. I juni er det den 17. i Cirkusteltet på Dyrehavsbakken, Klampenborg.
Benny Holst Trio. Badeanstalten i Slagelse. Torsdag. www.bennyholst.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278