Trods at Holbergs ¤¤Det lykkelige skibbrud¤¤ er skrevet i 1724, er dets pointer og samfunds-mæssige kritik desværre fortsat aktuel med vore dages leflende skribenter, mikrofonholdere og andre plattenslagere
af Bjarne Nielsen
Af Holbergs 23 komedier var 'Det lykkelige skibbrud' fra ca. 1724 den sidste, han skrev, og den sidste, der havde premiere mens han levede. Grundet sygdom nåede han dog ikke selv at se premieren.
Måske har han anet, hvor det bar hen, for stykket danner en form for afrunding af alle hans komedier, en kavalkade, hvor han atter viser os sine festlige figurer endnu engang.
Nu er stykket sat op af Nedergadeteateret i Odense.
Handlingen i 'Det lykkelige skibbrud' er kort fortalt, at den velhavende Jeronimus har lovet sin datter Leonora bort til den unge skribent Philemon.
Men den ærlige skribent Hr. Philemon, som nogle har kaldt Holbergs selvportræt, lider nød, da han ikke kan tjene penge på at sige folk sandheden. Dog holder han moralen højt.
Stærkt tilskyndet af sin træske hustru Magdalone, vil Jeronimus give datteren til den åleglatte og beregnende magister Rosiflenglius, der har specialiseret sig i lejlighedsdigte, anbefalinger, nekrologer og lignende - og hvor sandheden er ham ligegyldig, blot folk betaler godt for sagen. Man får det, som man ønsker. Og det går rigtigt godt for ham.
Leonora og tjenestefolkene Henrik og Pernille finder naturligvis på råd, og intrigerne er i gang, og de får hinanden og alle kunne være glade, hvis ikke den gæve Holberg havde hægtet en festlig 5. akt på - en retsscene, hvor såvel de onde som gode og tåbelige får, hvad der tilkommer dem.
Stadig aktuel
Forestillingen er godt instrueret af Joan Hansen og båret af Gunnar Lind Andersens strålende spil som Magister Rosiflenglius og Dan Nørrelund som Henrik.
Trods dét at stykket er skrevet i 1724, er dets pointer og samfundsmæssige kritik desværre fortsat aktuelle. Leflende skribenter, mikrofonholdere og plattenslager er populære kendisser, medens retskafne og seriøse folk lever ubemærket.
Men det er som Scherfig engang skrev om Holberg `vi kan elske ham og søge hans selskab og tage del i hans gode munterhed. Vi kan holde af mennesker, som han gjorde det, og tro på dem trods alt`.
Nedergadeteateret forestilling giver os mulighed for det.
Det lykkelige skibbrud. nedergadeteateret. Odense - Spiller 10. 11. og 13. april. www.nedergadeteateret.dk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278