I dag er det tres år siden grønlandske kvinder får stemmeret, fyrre år efter kvinderne får stemmeret i Danmark.

af Mikael Hertoft
Stemmeretten for danske kvinder fylder i år hundrede år. Men i Grønland er det kun tres år siden, at kvinderne fik stemmeret. Grønlands kvinder fik først stemmeret i 1948.
Det var ikke kvinderne selv, der rejste bevægelsen, men derimod grønlandske mænd, der forstod, at hvis grønlænderne skulle have indflydelse på deres eget land og egen skæbne, så måtte de have kvinderne med. 15. april 1948 markeres det ved en fest, arrangeret af Danske Kvinders Nationalråd, hvor Hans Lynge læste et digt op.
Før krigen kan man næppe tale om demokrati i Grønland. Selv om der var kommunalbestyrelser var landet domineret af dansk koloni-administration, der når de overhovedet tog grønlænderne med på råd, så kun regnede med mændene.
Således udtaler en - dansk - dommer i 1938 det middelalderlige synspunkt, at mændene skal bestemme, og konerne må finde sig i at få tæv.

Dommer: Konerne må finde sig i tæv
'Når grønlandske ægtefæller ikke kan enes, da må husherrens ord være det afgørende. Manden siger, hvordan børnene skal opføre sig, og så må konen adlyde. Når manden slår sin kone for børnenes skyld, må hun ikke lade det gå ud over børnene.'
Men i 1945 stiller Nikolaj Rosing forslag i Landsrådet om stemmeret og valgbarhed til kvinderne og giver følgende begrundelse:
'Til dato har vore kvinder ikke haft lejlighed til at udtale sig angående politiske spørgsmål. Det synes derfor, som om vor udvikling som en særskilt nation er ved at blive ensidig. Vore kvinder har til dato udrettet en ikke ringere del af det daglige arbejde end mændene. Der er ikke tvivl om, at de fleste af vore kvinder har bedre forstand og erfaring til grundlag end unge mænd, der for første gang skal deltage i valg, hvorfor jeg mener tidspunktet er kommet til at give dem lejlighed dertil, både ved at give dem valgret og valgbarhed.'
Ideen om at kvinderne skal kunne vælges, vækker modstand:
'Der findes naturligvis velegnede og forstandige kvinder, men hovedparten er ikke nået så langt endnu, at de er modne dertil ..' og 'Mødrenes opdragende evne er en kvindelig egenskab, som ikke behøver at betyde politisk forståelse'.
Der er flertal for at kvinderne skal have stemmeret, men ikke at de skal være valgbare. Det bliver til gengæld vedtaget enstemmigt i 1946, og i 1948 får de grønlandske kvinder så stemmeret ved kongelig forordning fra København.

Grønlænderstemmen lyder stærkere
Når kvinderne ikke selv var den udfarende kraft i at få valgretten, men derimod de grønlandske mænd, er det også tidstypisk at det er en mand, Hans Lynge, der 15. april 1945 oplæser et digt for at fejre stemmeretten, ved en fest arrangeret af Danske Kvinders Nationalråd og Det grønlandske selskab.
'Til lykke Eder, grønlænderkvinder. Som nu ligestilles mænd. I som har en nydelig festdragt, som er skabt af kvinderne selv, og som I bærer med en fornem stivhed. Jeres nye værdighed er os en ære, det giver os den følelse, at vi nu er en helhed. Grønlænderstemmen lyder stærkereOg ønskerne bære frugter'.
Digtet handler således om stemmeretten, og byder kvinderne velkommen som deltagere i det politiske liv, men det har også et bredere perspektiv.
Når kvinderne får stemmeret giver det grønlænderne en stærkere position i kampen mod kolonialisme og for selvbestemmelse, på et tidspunkt hvor spørgsmålet om Grønlands placering og råstoffer er ved at blive centralt.
'Vores land er blevet et aktuelt spørgsmål. Amerika synes, at dets beliggenhed er gunstig. Mon der er olie i fjeldene? Hvor er uran? Vi har ladet os fortælle, at de tror den findes. Forlydender om dets betydning cirkulerer viden om, da verdens gribbe synes, der må være ådsel at finde'.
Hans Lynge overvejer, hvad stemmeretten til kvinderne vil betyde for livet i Grønland:
'En Kajakmand kommer hjem, sulten, men konen er ikke hjemme, hun er taget til mødet. Skal han give konen en omgang? Han kan ikke gøre det. Konen er kommet til værdighed. Han må hellere blive hjemme i morgen, da han må vaske gulv og lave mad. Han vil til sidst give afkald på kajakken og blive sin kones kone.'

Kvinderne organiserer sig
Stemmeretten får ikke mange kvinder valgt i første række, men kvinderne begynder at organisere sig. Kvindeforeningen Arnat Pegategiits bliver oprettet og får stor tilslutning og betydning udover hele landet.
I 1966 når Grønlands første kvindeorganisation et højdepunkt med 42 afdelinger og 1219 medlemmer. I 1975 er man nået op på 24 kvindelige medlemmer af kommunalbestyrelserne og i de fleste større byer er mindst en kvinde medlem af kommunalbestyrelsen.
I landsrådet står det ringere til. I 1959 bliver den første kvinde, Elisabeth Johansen valgt, men hun bliver en enlig svale. Hun sidder som eneste kvinde i Landsrådet frem til 1975, hvor hun udtræder og så består Landsrådet igen kun af mænd.
I dagens Grønland er otte kvinder ud af 31 valgt til landstinget og én ud af de to grønlandske repræsentanter i det danske folketing er en kvinde.

Kilder:
Hans Lynge - En Grønlandsk kulturpioner, Rhodos 2006
Kirsten Bransholm Pedersen: Kvinderne i Grønland, forskningsrapport RUC 1989.