Nylig nåede haitianske begivenheder frem til danske nyhedskanaler. Det sker sjældent. Og når det sker, er det oftest blot som sidekulisse til kulørt sladder om Jørgen Leths erotiske eskapader

af Kjeld Stenum
Dem skal vi ikke diskutere her, selv om det ikke er uinteressant at spekulere lidt over, hvilken herre en hvid mand fra et af verdens mest velstående lande næsten uundgåeligt må komme til at føle sig som i Haiti.
Haiti er et af jordklodens fattigste lande. Og landets navn nåede vore medier, fordi folket gør oprør mod landets fødevarekrise. 80 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og nu er der kun til mudderkager blandet med madolie og salt. Folket har væltet regeringen på grund af ren og skær sult.
Haitis nød har at gøre med den internationale fødevarekrise, men har i høj grad også historiske årsager. Haiti var verdens første slavekoloni, som frigjorde sig ved egen kraft. En frigørelse, som resulterede i en økonomi baseret på subsistenslandbrug.
Denne økonomiske struktur kombineret med mangel på planlægning (der var ingen uddannede planlæggere) og den store isolation fra omverdenen, som fulgte af at være frigjort slavenation, førte til, at udviklingen omtrent gik i stå. Og fattigdom og korruption går hånd i hånd. I dag menes omkring en procent af befolkningen at lægge beslag på omkring halvdelen af landets ressourcer.
De, som skal håndhæve lov og orden, misbruger deres magt til at være de mest korrupte af alle, narko- og bandekriminalitet hersker i gaderne, børnedødeligheden er ekstremt høj, og landet har en dybt rodfæstet tradition for børneslaveri og er et af centrene for levering af slaver til verdensmarkedet.
Er du rig amerikaner eller canadier, så tag til Haiti, kontakt en lokal formidler og køb dig et barn fra de fattige landområder og brug det, som du har lyst til! Bliv i Haiti og brug det, som dine perversiteter giver dig trang til i et land, hvor absolut ingen blander sig i, hvad du gør, om det så foregår åbenlyst på gaden! Eller tag barnet med og behold det som illegal hushjælp i dit hjemland, hvor det vil være helt henvist til din nåde for at overleve!
I dag findes der ikke et land på jordkloden, hvor slaveri er tilladt. Alligevel vurderer blandt andre ILO, International Labor Organization, at der findes mere end tolv millioner slaver i verden i dag.
Den borgerlige amerikanske journalist E. Benjamin Skinner argumenterer i sin bog 'A crime so monstrous' for et godt og vel dobbelt så højt tal og mener, at på trods af, at der ikke findes legalt slaveri nogen steder i verden i dag, så har der i absolutte tal aldrig i historien været så mange mennesker, der levede som slaver.
Ikke i de antikke økonomier, hvor verden så også var umådelig meget tyndere befolket, men heller ikke med det institutionaliserede slaveri i de amerikanske kolonier for et par århundreder siden, og ikke under det tyvende århundredes højreekstreme rædselsregimer.
Den eneste tid, som Skinner mener har kunnet konkurrere med nutiden, er årene umiddelbart før den amerikanske borgerkrig, og det kun hvis man også regner de russiske livegne bønder som slaver, hvilket Skinner mener er problematisk.
Skinner definerer en slave som et menneske, der er tvunget til at arbejde, som tvinges med fysisk vold, og som ikke modtager løn.
Det er kun i absolutte tal, og ikke som procentdel af verdens befolkning, at slaveriet i verden i dag har nået sit hidtil højeste omfang.
Men dette er jo mere end galt nok og kommer sikkert bag på de fleste. I en verden, hvor det ikke er legalt nogen steder, og hvor der findes international organisering til minimal sikring af menneskerettigheder. Og selv om hovedparten af slaverne kommer fra de fattigste egne af verden, findes slaveriet også i de mest udviklede områder som USA, Canada og EU, og menes i disse områder oven i købet at være i stærk vækst. Hvordan kan det gå til?
For at forstå det, lad os så et øjeblik tænke os tilbage til den rige hvide i den haitianske hovedstad Port au Prince.
Børnene i de ekstremt fattige landområder er i stor fare for at lide sultedøden. Og det behøves ikke at være af blot egoistiske grunde, når forældrene går ind på for en latterlig sum at afhænde barnet til en slaveopkøber; på den måde opnår de jo dog trods alt, at barnet kommer til en rigere familie, hvor det har mulighed for at overleve.
Eller det er i hvert fald, hvad slaveopkøberen ivrigt vil overbevise dem om. Slaveopkøberen vil ofte opfatte sig selv som en art adoptionsformidler, der kun tager sig rimeligt betalt for et stykke humanitært arbejde.
Den ansvarlige myndighed, der ikke kan undgå at være opmærksom på, hvad der foregår, er tilbøjelig til at vende ryggen til. For man ved, ens indgriben kan overlade barnet til en endnu værre skæbne.
Og måske har myndighedspersonen, som Skinner giver et eksempel på, ligefrem selv et par børneslaver gående derhjemme. Vedkommende var dog så godgørende at undlade at voldtage dem. Og selv den rige udlænding, der køber sig et levende menneske til ubetalt arbejdskraft eller seksuel udnyttelse, kan bilde sig selv ind at gøre en velgerning mod det menneske, han holder i slaveri. For han sikrer jo dog dette menneske bedre overlevelsesmulighed, end det havde i forvejen!
Sådan kan hvert skyldigt led i kæden uden tvivl finde sin plausible undskyldning. For slaveri er nok et produkt af menneskelig afstumpethed og kynisme, men ikke bare det.
Slaveri udvikles med næsten strukturel nødvendighed, hvor ekstremt rige og ekstremt fattige mødes. Og vi lever i en verden, hvor produktion af forskel mellem rig og fattig overalt anses som den vigtigste økonomiske motor og gøres til politisk kardinaldyd.
Sådan er det i dag i alle toneangivende magtcentre, fra USA over EU til Kina. Derfor vokser den forskel. Og derfor kan der rekrutteres flere og flere til direkte slaveri eller det, der grænser op til det. Fra USA`s fattige baggårde, fra det fattigste Østeuropa, og fra Afrikas og Asiens fattigste landområder.