23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Beethovens vej til stjernerne

Beethovens vej til stjernerne

Tirsdag, 22. april, 2008, 00:00:00

Beethoven blev musikhistoriens første frie og uafhængige komponist, der meget hurtigt arbejdede sig op til en position, hvor han uden besvær kunne sælge sine værker på det frie marked og til en pris, han selv dikterede

af Aage Christensen
For de fleste mennesker står Mozart (1756-1791) som prototypen på det musikalske vidunderbarn. Allerede fra han var seks år turede han, sammen med sin lidt ældre søster - som også var et musikalsk vidunderbarn, men i mindre format - rundt i det meste af Europa under strengt opsyn af fader Mozart, som var en velanskrevet og ædruelig hofviolinist fra Salzburg.
Overalt hvor trekløveret kom frem, blev de modtaget med åbne arme ved de kejserlige, kongelige og talrige fyrstelige hoffer, der altid var på udkig efter nye adspredelser.
Og alle steder gjorde de stor lykke, for Mozart var vitterligt et geni og samtidig en ligefrem og uspoleret lille charmetrold, der efter sigende tog alle de fine damer med storm.

Ingen indtryk
Anderledes med Beethoven (1770-1827). Han var også et musikalsk vidunderbarn, men han var hverken ligefrem eller uspoleret og forstod slet ikke at gøre indtryk på de fine damer bag lorgnetterne og vifterne.
Hans far, som drømte om at gøre Mozarts far kunsten efter, præsenterede sit lille otte-årige geni for de dannede kredse ved en koncert i Köln i 1778.
For at gøre ekstra indtryk bildte han publikum ind, at den lille Beethoven kun var seks år gammel ligesom Mozart, da denne startede sin karriere. Det hjalp dog ikke og set fra faderens synspunkt blev koncerten en fiasko.
Dette var naturligvis en stor skuffelse for den ærgerrige fader, der, udover sit arbejde som sanger ved det kurfyrstelige hof i Bonn, havde arbejdet hårdt for at gøre en ny Mozart ud af den lille Ludwig. I raseri over sin umulige søn intensiverede han sit i forvejen umådeholdne spiritusforbrug og opgav samtidig at holde den lille Ludwig til klaveret ved hjælp af tørre tæsk, men lod herefter drengen sejle sin egen sø.

Under vingerne
Denne omstændighed blev Beethovens store held. Kloge og forstandige mennesker, der havde bemærket drengens uomtvistelige talent, tog ham under vingerne og sørgede for, at han fik en solid og grundig musikalsk uddannelse.
Allerede som 13-årig fik han ansættelse ved det kurfyrstelige hof i Bonn som cembalist i kapellet til en uhyre ringe løn, men allerede året efter fik han en fast, lønnet stilling som anden hoforganist ved det samme hof.
Da Beethoven er 17 år, dør hans moder og familien går nærmest i opløsning. Han står nu med ansvaret for en dybt alkoholiseret fader, der ikke er billig i drift, samt for to mindre brødre. Og en hofmusikers løn er beskeden og selve stillingen rangerer på linie med et almindeligt tyende, som f.eks. en kammertjener. Og man skulle indordne sig under den herskende feudale orden uden at kny og tilmed bukke og skrabe for herskaberne for tænk, hvis man fik den ugudelige tanke, at man som menneske betragtet, måske stod på lige fod med dem, som man puklede for.
Beethoven holdt ud i stillingen fem år endnu, hvor han stadig udviklede sig musikalsk og ikke mindst menneskeligt. Han var også begyndt at komponere mere målbevidst og fik lejlighedsvis opført mindre kammermusikalske værker med en vis succes.

Mod Wien
Træt af at blive behandlet som et andenrangs menneske ved hoffet i Bonn, brændte Beethoven sine broer i 1792 og begav sig til det daværende musikkens 'Mekka', nemlig Wien.
Han var nu blevet bevidst om sit eget værd og var fast besluttet på at slå sig igennem som kunstner, men på sine egne præmisser. Og det lykkedes som bekendt til fulde.
Beethoven blev musikhistoriens første frie og uafhængige komponist forstået på den måde, at han meget hurtigt arbejdede sig op til en position, hvor han uden besvær kunne sælge sine værker på det frie marked og til en pris, han selv dikterede.


Prolog
Dette er en en slags 'prolog' til anmeldelsen på næste side af første del af en komplet udgivelse med Beethovens klaversonater i fire cd-bokse.
De øvrige kommer i løbet af de næste to-tre måneder.
Beethovens klaversonater er jo et slags monument inden for den klassiske musik på linie med hans symfonier . De bliver også kaldt for klavermusikkens nye testamente, det gamle testamente er Bachs Wohltemperiertes Klavier.


Beethoven og revolutionen
Et afgørende vendepunkt i den unge Beethovens liv kom med den store franske borgerlige revolution i 1789.
Det franske borgerskab, som havde vokset sig stærkt og var blevet landets økonomisk dominerende klasse afskaffede gennem en revolutionær opstand - hovedsageligt i forbund med bønderne - med ét hug adelens privilegier, blandt andet retten til ikke at betale skat.
Dermed blev adelen gjort økonomisk magtesløs som samfundsklasse.
Herefter fulgte slag i slag erklæringen om de universelle menneskerettigheder efter nordamerikansk forbillede, en fri forfatning med indførelse af en lovgivende forsamling, konfiskering af de enorme kirkegodser og i første omgang en stærk indskrænkning af kongens magt.
Efter kongens fængsling i 1792 (henrettet i 1793 for landsforræderi) indførtes republikken og en moderne grundlov, nogenlunde som vi kender den i dag, blev vedtaget.
Den feudale enevælde var styrtet og den borgerlige parlamentarisme var indført.
Beethoven modtog underretningen om disse revolutionære begivenheder med begejstring. Tankerne om frihed, lighed og broderskab kom som manna fra himlen til den modtagelige unge mand, der tog dem til sig og lod dem blive den faste rettesnor for hans fremtidige virke som komponist.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. apr. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur