Men måske er det alligevel ikke håbløst. Kampen mod a-kraft og for vedvarende energi har gjort en forskel. For a-kraft og vedvarende energi kræver temmelig forskellige infrastrukturer og kan dårligt forenes

af Kjeld Stenum
Dengang jeg var ung, havde jeg en tid en kæreste, som var aktivist i OOA, Organisationen til Oplysning om Atomkraft. Jeg gik meget mere op i, at hele samfundet skulle laves om, end i den ene eller den anden energipolitik. Og jeg kan huske, hun blev vred på mig, fordi jeg ikke syntes, jeg kunne sige ubetinget nej til atomkraft under et socialistisk styre.
Jo, jeg var skam a-kraft-modstander, jeg mente blot, det andet var vigtigere. Jeg var overbevist om, at verden udviklede sig imod socialisme, og jeg ville være med til at gøre en forskel. At kæmpe isoleret imod atomkraft var lidt at spilde kræfterne. Vi kunne alligevel aldrig få en fornuftig energipolitik, før vi fik socialisme. Og ville vi virkelig have socialisme, var det blåøjet at forære kapitalisterne den fordel, at de fik patent på tidens mest potente energikilde. Det var jo i den kolde krigs tid. Det handlede meget om kampen om magten i mit hoved.
Vi havde mange slags forhåbninger til fremtiden dengang, og der voksede mange slags aktiviteter ud af disse forhåbninger. Vi vidste ikke, hvad der ville komme til at spille en rolle, og hvad der ville blive smidt i historiens skrotbunke. Men vi troede og håbede og mente at vide en masse.
Jeg troede på, det gav mening at bruge livet på en revolutionær samfundsforandring. Min kæreste ville lidt mere beskedent holde Danmark fri for atomkraft. Dengang var Danmarks energipolitik ikke lagt fast. Der var temmelig konkrete planer om anlæggelse af a-kraftværker, blandt andet på Gylling Næs syd for Århus.
Vi gik på OOA-marcher derud, og på strandene syd for Århus var der i forsomrene store koncerter, hvor alle tidens største rock-navne optrådte, og OOA rejste midler til den videre kamp.
Jeg var på gæstekursus på Tvind, dengang de opførte deres alt for glemte store vindmølle, prototype for en i dag verdensomspændende industri, der i omtrent alle lande er seriøs energi-politisk medspiller. Tvind-leder Amdi kunne virkelig have været storkapitalist i dag, havde han spillet sine kort lidt anderledes!
Og min kæreste vandt. Danmark fik en energipolitik baseret på en politisk beslutning om nej til a-kraft. Det blev så ikke folket, men energikoncernerne, der kom til at udmønte denne beslutning i konkret produktion.
Derfor er vedvarende energi ikke kommet til at spille den rolle, græsrodsbevægelserne dengang forestillede sig, og Danmark har en kedelig topplacering på verdensranglisten for CO2-udledning per indbygger.
Uanset det har de danske energikoncerner været tvunget til at gøre sig erfaringer med at udvikle en mangestrenget energipolitik, hvor også vedvarende energi, i dag først og fremmest vindenergi, spiller en betydelig rolle. Erfaringer, som fik lov til at leve selv i vore kapitalistisk sindede energikoncerner, fordi de viste sig at være kommercielt særdeles nyttige i en del år, hvor atomkraften har været i politisk modvind på verdensplan, først og fremmest på grund af Tjernobyl-katastrofen og det aldrig løste affalds-problem.
Men kan det holde? Affaldsproblemet har ganske vist aldrig fundet en tilfredsstillende løsning, men siden dengang er først og fremmest diskussionen om klimaforandringerne kommet til. Og den har givet a-krafttilhængerne meget vind i sejlene, for a-kraft er en meget potent energikilde og bidrager ikke meget mere til CO2-forurening end vind- og vandkraft. Der er i dag omkring 440 atomkraftværker i verden, 30 nye er under opførsel, og hele 290 nye moderne, sikrede a-kraftværker er projekteret.
Så på verdensplan er vindene i hvert fald vendt. Der er nok ikke mange danske politikere, der er ret varme på at udfordre den massive modvilje mod a-kraft, den danske befolkning for få årtier siden udviste. Men derfor skal vi ikke føle os for sikre. Danmark har siden dengang afgivet en masse suverænitet til EU. Og EU behøver ikke engang blande sig direkte politisk.
Energisektoren i hele EU har i de seneste år rustet sig til den øgede konkurrence på det fælles indre europæiske marked gennem en voldsom monopoliseringsproces med privatiseringer og fusioneringer. Så snart vil Danmarks energisektor være reduceret til en lillebitte lokal del af hele EU`s energisektor. Og det vil være konkurrenceforvridning at håndhæve regionale særhensyn på energiområdet som en årtier gammel politisk beslutning om ikke at ville have a-kraft.
Men måske er det alligevel ikke håbløst. Kampen mod a-kraft og for vedvarende energi har gjort en forskel. For a-kraft og vedvarende energi kræver temmelig forskellige infrastrukturer og kan dårligt forenes.
Atomkraft kræver store centrale anlægsinvesteringer og tvinger samfundene til at satse på industri og infrastruktur med et meget lidt svingende energiforbrug. Vedvarende energi kræver mange små decentrale anlægsinvesteringer, mangestrengethed og fleksibelt forbrugerled.
Så den vej, man vælger, binder store samfundsressourcer. Og Danmark har lagt en kurs i retning af vedvarende energi, som det vil være naturlig sund fornuft at fortsætte og meget kostbart at lægge om. Det kan vi takke min gamle kærestes holdning for.
Hvad mig og min vished om, at det rigtige var at satse direkte på radikal samfundsforandring angår, så har jeg deprimerende nok lidt svært ved at pege på, helt nøjagtigt hvor det har gjort en forskel.
Så hvis min overbevisning dengang virkede arrogant, vil jeg godt benytte lejligheden til med årtiers forsinkelse at sige undskyld til min gamle kæreste. Det var dig, der havde ret. Verden skal bygges op nedefra.