Opbakningen til konflikten er stor. Det er vigtigt, at denne opbakning gøres synlig. Den opgave må fagbevægelsen løfte

af Joan Ågot Pedersen, medlem af Fagligt Udvalg i Kommunistisk Parti og faglig sekretær i 3F Århus Rymarken, Privat Service, Hotel & Restauration
De strejkende offentlige ansatte viser vejen frem. De viser, at strejkevåbnet stadig er til for at blive brugt. At vi stadig kan sige fra, når noget ikke er i orden.
Uanset hvordan resultatet bliver af denne konflikt, så har de strejkende allerede vundet en stor sejr. De har fået tre vigtige spørgsmål sat på dagsordenen:
Solidariteten med de lavestlønnede, kampen for ligelønnen og en fortsættelse af kampen for velfærden, som har udviklet sig de sidste to år.
Derfor er det vigtigt, at vi alle forstår, at vi helhjertet skal støtte denne overenskomstkamp. For OK 2008 er ikke en snæver kamp om lønkroner. Det er også en kamp for forsvaret og bevarelsen af en offentlig sektor, hvor der kan tages vare om de gamle, børnene, de unge, de syge og så videre.
Det har været beskæmmende, at der visse steder i fagbevægelsen har været røster fremme, der udtaler, at de strejkende ikke skal have mere end dem, der stemte ja til de forlig, de havde indgået.

Støt dem der slås
Man skulle jo mene, at hvis man anbefaler et ja, og medlemmerne følger anbefalingen, så må alle være glade. Så må der være overskud til at støtte dem, der vil slås for deres resultat.
Indenfor det private område har der også været argumenter om, at de offentligt ansatte ikke skal være lønførende. Derfor må de være tilfredse med 12,8 procent, som var den ramme de private fik.
Og sådan kan vi alle sparke nedad. Det er småborgerlighedens væsen. Måske er kampviljen sandet lidt til. Vi trænger til at blive rusket i.
I virkeligheden har det altid været sådan, at dem der slås, de trækker alle andre med opad - på det lange sigt. Både økonomisk og politisk. Og det har historisk set været forskellige faggrupper, der har haft den rolle.

Kamp mod regeringen
Kommunernes Landsforening (KL) rasler med lockout våbenet. Det er kampens betingelser. Alle gætter om, hvor vidt det er for at få et regeringsindgreb eller for at tømme strejkekasserne. Om det er det ene eller det andet, det kan være ligegyldigt. Under alle omstændigheder vil det være en skærpelse af konflikten. Og vi ved det alle: KL har ikke pengene - de skal hentes hos regeringen.
I den forstand er overenskomstkonflikten en kamp mod den borgerlige regering, som lovede velfærd, guld og grønne skove under valgkampen. Det er en fortsættelse af sidste års store demonstrationer for velfærd. Og det er den måde man i praksis får skabt en anden politisk bevidsthed.
Opbakningen til konflikten er stor i befolkningen. Derfor vil det være vigtigt, at denne opbakning også gøres synlig. Det er den opgave, som fagbevægelsen nu må løfte.