I det seneste nummer af det populærvidenskabelige tidsskrift Illustreret Videnskab er der en artikel om, hvad den nyeste hjerneforskning har fundet ud af om vores hukommelse

af Kjeld Stenum
Det viser sig, den er et meget upræcist redskab. Man kan manipulere folk til at 'huske' ting, som aldrig er foregået. Og det er de samme dele af hjernen, der aktiveres, når vi prøver at huske noget, som hvis vi prøver at forestille os noget indbildt og fremtidigt. Er der en forskel, består den kun i, at det kræver mere energi at forestille sig fremtiden, end det gør at huske fortiden.
Bladet skriver, at dette er meget overraskende. For vi synes jo umiddelbart, hukommelse er noget meget præcist og detaljeret, og derfor forestiller vi os, at den må kræve mange flere 'bites' og flere dele af hjernen end gætterier om fremtiden, som forekommer os at være noget tåget og upræcist.
For en halvgammel halvsenil tosse som undertegnede, der er vant til at forlægge nøgler, værktøj, mobiltelefoner, diverse personlige kort og alt muligt andet vigtigt og bilde mig meget nøjagtigt og detaljeret ind at huske at have lagt dem steder, hvor de absolut ikke er, er der nu ikke så meget overraskende i det forskningsresultat.
Traditionelt har vi stor tillid til vores hukommelse. Vi er vant til at forestille os den som et redskab, der gengiver fortiden så præcist som et videokamera. Men det er en fejlagtig tillid, der for eksempel i retssystemet har ført til mange justitsmord. Billedet af vores erkendelse som en art affotografering har filosofferne haft i hundreder af år, fra de engelske empirister til selv Lenin, der i sin bog Materialisme og Empiriokriticisme taler om erkendelsesprocessen som en genspejling af den materielle virkelighed. Dette mener artiklens forfattere nu, at hjerneforskningen gør op med.
Hukommelsen er konstruktiv og ikke reproduktiv. Vores hukommelse er et kreativt redskab til at gøre os bedre i stand til at handle meningsfyldt ind i fremtiden. Selve det at huske ting giver kun mening som et moment i den proces at lave kalkyler om fremtiden.
Hukommelsen er en projektør, der kaster sin stråle ud over en skrammelplads af fortidserfaringer og forestillinger for at finde ting, der kan bruges til at få et projekt ind i fremtiden til at lykkes.
Denne fortolkning af vores erkendelsesproces er helt i tråd med den moderne filosofiske skole, som kalder sig konstruktivisme. Konstruktivismen opstod i tresserne og halvfjerserne, uden tvivl som produkt af den fornyede interesse for praktisk tænkning, som marxismens renæssance havde fremkaldt.
Dens projekt går ud på at forklare alting i menneskelig erkendelse som produkt af praktisk aktivitet. Jeg synes, det er et yderst sympatisk projekt, og man kan lære meget af at læse, hvad de bedste af konstruktivistiske filosoffer har tænkt. Men selv om jeg giver dem noget ret, når de lægger sig ud med Lenins genspejlingsteori, synes jeg alligevel, de skulle have læst ham grundigere.
For hvad Lenin forestillede sig var, at vores erkendelse genspejlede verdens lovmæssigheder. Og når den gjorde det korrekt, ville vore handlinger lykkes. Lenin mente, disse lovmæssigheder var dialektiske. Man kan diskutere, om dialektik angiver love, som gør forudsigelser af fremtiden mulig. Men jeg mener, Lenin havde ret i selve det, at kun korrekt erkendelse i det lange løb kan få vore handlinger til at lykkes.
Lenin skrev, at praksis var erkendelsens sandhedskriterium. Det er absolut ikke et uproblematisk udsagn. Den samme erkendelse, som får vore handlinger til at lykkes den ene dag, kan få dem til at mislykkes den næste. Og hvem skal afgøre, hvornår vi skal lade praksis fælde sin dom?
Men spørgsmålet er, om ikke konstruktivisterne roder sig ud i endnu større vanskeligheder. For er vi ikke ilde stedt, hvis hukommelsen er så upræcis? Én ting er jo, at vi kan bilde os ind at huske ting, som rent faktisk ikke er foregået.
Omvendt er det velkendt, at vi også er i stand til at glemme ting, som vi rent faktisk har oplevet, nogle af os er bedre til det end andre, men hvem har aldrig prøvet det? Og hvis vi både kan 'huske' ting, som ikke er foregået, og glemme ting, som er foregået, hvordan kan vi så overhovedet være sikre på, at vi ikke lever i en selvkonstrueret og indbildt verden?
Dette er et spørgsmål, som den konstruktive filosofi har det meget svært med, for den interesserer sig kun for verden i det omfang, den kan opfattes som en del af vores praktiske aktivitet.
Jeg mener, svaret er, at vi lever i en verden, der objektivt og helt uafhængigt af hvad vi husker og glemmer, opfører sig lovmæssigt. Hvis det fortidige ikke indeholdt ting, der lignede det fremtidige, så var en ting som hukommelse af den fortid uden mening.
Men vi lever i en verden gennemsyret af lovmæssighed. Og det gør vi, fordi det er en verden opbygget af forskellige slags hver for sig fuldstændig ens byggesten eller elementarpartikler. Ens ting vil opføre sig ens under ens omstændigheder, det er forklaringen på al lovmæssighed i verden. Og såvel ens ting som ens omstændigheder er mulige netop i en verden som vores, hvor der er få slags byggesten, og hvor byggesten eller elementarpartikler af samme slags er fuldstændig ens.
Vores hukommelse er upræcis, ellers kan den ikke fungere kreativt. Men det må i én eller anden forstand være fortiden, sådan som den virkelig har været, den giver os adgang til, ellers ville den ikke være brugbar som redskab til at få vore handlinger ind i fremtiden til at lykkes.
For det er netop fordi verden er lovmæssig, at fortiden kan bruges som råstof til at kalkulere med fremtiden. At erkende det er at erkende, at verden nødvendigvis må forstås materialistisk. Det vil sige, den må forstås som noget, der eksisterer uafhængigt af hvordan vi husker og forestiller os den. Og hvad vi husker og forestiller os, må i én eller anden forstand afhænge af, hvordan verden rent faktisk er.
Jeg tror, det var det, Lenin mente med 'genspejling'. Måske er ordet ikke helt meningsløst.