af Mahmoud Darwish

Her på bjergskråningerne op ad de overskyggede haversidder vi og stirrer ind i tusmørket og tidens kanonog prøver, sådan som fangerog arbejdsløse altid gør,at fremmane håbet.Et land gør sig rede til daggry. Vort sunde fornuft er på vej ud.for vi er opsat på sejr:Vor nat, der er oplyst af granatild, er ikke nogen nat.Vore fjender sover ikke - de oplysermørket i vore kældre.Her er ikke noget 'mig selv'.Adam genkalder sig det støv hvorfra han kom.Tæt på døden siger han:Der er intet tilbage af mig at miste:Jeg er fri og nærved at genvinde min frihed. Min fremtid ligger i mine egne hænder.Jeg bryder snart ind i mit liv,jeg bliver født fri, uden forældre,og jeg vælger mig et navn med himmelfarvede bogstaver...Du der står på tærskelen, kom indog drik en kop arabisk kaffe med os.Så indser du at du er menneske som os.Du der står på tærskelen,du skal forlade vore morgener,og vi er da roligt sikre på at vi ermennesker som dig!Når flyene forsvinder, går duerne på vingerne,de er blændende hvide og pudrer himlens kind,de flyver frit og tager æterens og legens stråleglansi besiddelse igen. Højere og højeresvæver den hvide due. Hvis blot himmelhvælvetvar virkeligt (sagde en forbipasserende i opholdet mellem to bomber).Cypresser bag soldaterne, minareter afstiverhimmelhvælvet. Bag jernhegnetpisser soldater - beskyttet af en tank - og efterårsdagen afslutter sin gyldne banei en gade der er så øde som en kirke efter søndagsmessen...Martyren kredser om mig hver dag når jeg vågner,og spørger: Hvor var du? Send alle de ord du sagde til mig,tilbage til ordbøgerne. Og beskyt de sovende mod den pulserende genlyd.Martyren siger til mig: Det var ikke udødelighedens jomfruerjeg søgte, for jeg elsker livetpå jorden mellem pinjerne og figentræerne,men det er jeg spærret ude fra, derfor satsede jegdet sidste jeg havde: mit blod i evighedens blå.Martyren advarer mig: Du skal ikke ænse kvindernes gråd,tro min far når han ser på billedet af mig og græder:Du har jo byttet om på vores roller min søn, og er gået foran mig.Jeg først! Jeg først!Martyren kredser om mig: Jeg har kun skiftet sted og ændretmine umilde omgivelser.Jeg har lagt en gazelle på min sengog en halvmåne på min fingerfor at lette smerten.Belejringen fortsætter for at overtale os til,i total frihed, at vælge en form for slaveri der ikke sårer!!At gøre modstand er: vær sikker påat dit hjerte og dine nosser er stærke, at der ikke er nogen kur mod din sygdom:din forhåbningssyge.I det som er tilbage af daggryet, går jeg uden for mig selvi det som er tilbage af natten, hører jeg lyden af fodtrin indenfor.Jeg hilser den der, som jeg, holder øje meddet drukne lys, sommerfuglelyset idenne tunnels mørke.Jeg hilser den der deler mit glas med migpå bunden af den nat som løber over til begge sider:Jeg hilser min egen skygge.Mine venner holder altid afskedsfest for mig,en fredelig gravplads under de skyggefulde egetræer,en gravskrift i tidens marmor.Men ved begravelser er jeg altid et skridt foran.Hvem er død... hvem?Det skrevne ord snapper som en hundehvalp efter luften,det skrevne ord sårer uden spor af blod.De kopper kaffe vi drak. Fuglene, træerne med de tætte bladei den blå skygge, solen der springer som en gazelle fra den ene murtil den anden,de foranderlige regnskyer på det der er tilbage af himlen.Og andet som bevarer minder for os,åbenbarer at denne morgen er mægtig og storslået,og at vi er evighedens gæster.

Uddrag af et større digt 'Belejringstilstand' fra 2002.Oversat fra engelsk af Anne Marie Bjerg.Trykt i bladet Palæstinaorientering, december 2003.

Mahmoud Darwish
Født i 1941 i Palæstina.
Han har udsendt over 30 digtsamlinger og otte bøger. Han redigerer flere tidsskrifter.
Han har været medlem af Israels kommunistiske parti og være medlem af PLO`s øverste ledelse.
Han trak sig i 1993 ud af PLO`s ledelse i protest mod Oslo-aftalerne
Kilde: Wikipedia