24 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Historien om et bebudet attentat

Historien om et bebudet attentat

Onsdag, 21. maj, 2008, 00:00:00

Nutidsdramatik om terrorisme i Det Kongelige Teaters nye Skuespilhus virker allerede uddateret. Det er svært at se, hvad dramatikeren egentlig har på hjerte

af John Bruun
Intentionen med stykket Jeanne er vist at beskrive hvilke mekanismer, der gør mennesker til terrorister. Personer, som er villige til dræbe tilfældige medmennesker og sig selv med for at fremme et politisk eller religiøst mål.
For at gøre persongalleriet overskueligt velsagtens og for at kunne rumme både overordnede og nære tanker omkring terror er aktørerne familiært knyttet til hinanden samtidig med, at de er henholdsvis justitsminister, terrorist, anklager, veninde, mulig medsammensvoren, soldat og forhørsdeltager i Afghanistan med mere.
Det gør det muligt at behandle emnet på både et psykologisk og socialt niveau samt et politisk- og et religiøst retorisk niveau.

Værdi-kollaps
Familien Danmark er bange for terrorisme, men lever samtidig i en angst og tomhed og et værdi-kollaps, der åbner mulighed for at ønske sig nogle stærkere og bærende værdier. Samtidig degenerer de vestlige demokratiske værdier med lynets hast til at acceptere tortur og krig, når de skrantende værdier skal forsvares.
Et forsøg på at finde frem til en materiel baggrund for den nutidige terrorisme af den muslimske variant er ikke eksisterende. Det er ellers den terrorisme, stykket reelt kommer til at handle om, selvom det er en dansk Jeanne Nielsen, der som konvertit kommer til at repræsentere den religiøst funderede terrorisme.
Når stykket endelig kommer til at berøre materielle forhold, er der rod i fakta. Det påstås, at det eneste den militære indsats har opnået i Afghanistan er at ødelægge den opiumsproduktion, folk skal leve af. Fakta er, at opiumsproduktionen blomstrer som aldrig før.

Mange ord
Scenografien er flot i sin enkelhed, hvor stole af alle varianter langs væggene i det hvide rum symboliserer hjemmet. Den rede, hvis værdier skal forsvares. Et stort imponerende loft hæves sammen med væggene gradvist gennem forestillingens knap to timer og udvider rummet i modsætning til tiden, der bliver knap og dramaet, som fortættes.
Skuespillerne gør deres bedste - og det er meget - men det er svært at se, hvad Vivian Nielsen egentlig vil med de mange ord. Hvad nyt skal vi egentlig lære af det stykke, og hvad skal vi tage med os hjem?
Muligvis at terrorister er nogle velfunderede religiøse tågehoveder, og at vi alle har en psyke, der bærer kim til, at vi kan blive terrorister.

Jeanne af Vivian Nielsen. Iscenesættelse: Victoria Mellerik. Scenografi: Helle Damgård. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Portscenen indtil 6. juni.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. maj. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur