24 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Imogen Cooper - en suveræn pianist

Imogen Cooper - en suveræn pianist

Fredag, 30. maj, 2008, 00:00:00

Cooper spiller Beethoven, Mozart and Ravel på en cd, hvis optagelse stammer fra en live-koncert i februar 2007 i det velkendte Wigmore Hall i London

af Aage Christensen
Et virkelig godt - og relativt billigt - tilbud fra Naxos, er en CD med den meget fine pianist Imogen Cooper. Optagelsen stammer fra en live-koncert i februar 2007 i det velkendte Wigmore Hall i London og er som sædvanlig teknisk perfekt.
Der lægges for med Beethovens meget smukke og meget 'dybsindige' sonate nr. 24 opus 101 fra 1816.
Første satsen er et helt vidunder af den fineste musikalske poesi og er noget af det skønneste Beethoven har skrevet. Anden satsen derimod er lige ud af landevejen: et markant, men ret enkelt og energisk, march-tema dominerer. Satsen går uden ophold over i den langsomme og meget tungsindige tredje sats - typisk for Beethovens sene periode.
Men som sædvanlig sejrer det livsbekræftende hos Beethoven og sonaten slutter triumferende i en fyrig, men ret kompliceret opbygget fjerde sats.

Frisk luft med Mozart
Oven på den lidt knudrede og spekulative sidste sats i Beethoven-sonaten, er det som at komme ud i den friske luft igen, når der fortsættes med den kun 22-årige Mozarts helt igennem pragtfulde sonate i a-mol KV 310 i en medrivende udførelse af pianisten.
Selv om sonaten er skrevet umiddelbart efter moderens død, der var et hårdt slag for den unge Mozart, er der noget stejlt og trodsigt og meget livsbekræftende over denne sonate, som hører til Mozarts allerbedste.

Fornyelse med Ravel
Som rosinen i pølseenden afsluttes med franskmanden Maurice Ravels fem virtuose klaverstykker fra 1905 kaldet 'Miroirs' (spejlbilleder).
På dette tidspunkt var modstanden mod det tyske 'herredømme' inden for den klassiske musik sat ind. Den senromantiske retning, med blandt andre Wagner og Richard Strauss i spidsen, var endt i en blindgyde og en fornyelse var tiltrængt. Den kom blandt andet fra Frankrig med Debussy og Ravel. Maurice Ravels fem klaverstykker fra 1905 er et godt eksempel på dette.

Imogen Cooper: Works by Beethoven, Mozart and Ravel. Wigmore Hall WHLive0018. Samlet spilletid: 78 min. Naxos Danmark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. maj. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur