Efter direktiv fra præsident Clinton blev CIA nødt til at gøre 30 millioner sider fra efterretningstjenestens virke tilgængelige. De danner baggrund for en spændende og velskrevet bog
af Bjarne Nielsen
Skal man tro den Pulitzer belønnede New York Times journalist Tim Weiners nye bog 'CIA - fra den kolde krig til krigen mod terror', så er det gamle udsagn om, at man kun kender efterretningstjenesterne for deres fiaskoer, mere end sandt.
Weiners moppedreng på 500 sider er blevet til på baggrund af Clintons præsidentielle direktiv i 1995 om afklassificering af alle statslige dokumenter, der er 25 år eller ældre. CIA måtte afklassificere 30 millioner sider og FBI 270 millioner sider, deriblandt efterforskningen af formodede kommunister under McCarthyismen i 50`erne.
Det særegne ved CIA
Med direktivet i hånden har Weiner fået adgang til CIA`s beslutninger og operationer fra 1940`erne til 60`erne og interviewet mere end 300 CIA ansatte, herunder alle CIA direktører, bortset fra Reagans Bill Casey, og deler gavmildt og velskrevet sin nye indsigter med læseren.
Bogen ridser fornemt det særegne ved amerikansk efterretning op, således vi bedre forstår med hvilken amatørisme og katastrofale følger, den har arbejdet.
Det lykkedes således ikke CIA at finde ud af, at Sovjetunionen var på sammenbruddets rand. Deres rapporter om Irak var præget af uvidenhed og misinformation, således at dets direktør George Tenet kom for skade at sige 'det var en given sag' at Irak havde masseødelæggelsesvåben og CIA lagde planer for invasionen af Cuba i 1961 uden at informere præsident Kennedy. Eller da CIA helt op til terror angrebet 11. september 2001 var midt i et internt opgør og ikke vidste angrebet var på vej, selv om oplysningerne var til stede!
Alle kneb gjaldt
Historien om CIA er historien om mord, statskup, tilfangetagne og henrettede spioner, hemmelige fængsler, hårde forhørsteknikker, hvor der blev anvendt teknikker, der grænsede til tortur, medicinsk fremkaldt tankekontrol og hjernevask allerede fra 1940`erne.
'Det var ligesom på Guantánamo. Alle kneb gjaldt', udtaler den tidligere stationschef i Berlin, Tom Polgar i 2005.
Bogens udgangspunkt er, at CIA`s opgave var dels at lære amerikanerne verden 'at kende' dels at 'ændre verden', hvilket USA`s sikkerhedsrådgiver Kissinger udtrykker ret præcist med 'Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal tillade et land at blive marxistisk, bare fordi dets folk er uansvarligt', tre år før Salvador Allende blev styrtet af CIA og Augusto Pinochet.
Under Kennedy arbejdede der over 600 CIA officerer og 5000 kontraktansatte alene med planer om at myrde Cubas Fidel Castro. Alt lige fra forgiftede cigarer og isvafler var i spil.
USA`s nuværende forsvarsminister og tidligere CIA direktør, Robert Gates udtaler i bogen, at det er skræmmende, at CIA mangler evnen til at rekruttere 'excentriske mennesker, der ser dårligt ud i habit og slips og ikke er gode til at lege med de andre i sandkassen', men til gengæld har andre talenter såsom at tale kinesisk, koreansk, arabisk, hindu, urdu og farsi. Amerikanere med en anden baggrund, der ikke ligner naboen fra Kansas.
Hemmeligt er lovligt
Tim Weiner mener, at et af USA`s problemer er, at landet ikke forstår de mennesker og bevægelser, de skal/vil bekæmpe og deres kultur. At det som supermagt ikke er tilstrækkeligt interesseret i, hvad der foregår i verden, og hvad andre mennesker tænker
Selv for en gammel USA fjendtlig marxist som undertegnede, giver bogens hav af informationer om dette imperialistiske instrument, stof til forundring og væmmelse. Bogen er gennem researchet, udelukkende med navngivne kilder og spændende som en krimi, og er vel ret beset også kriminalstof?
Ud over en del morsomheder som for eksempel Nixons motto 'Hvis det er hemmeligt, er det lovligt', er der 200 sider noter og et udmærket register.
Tim Weiner: CIA - fra den kolde krig til krigen mod terror. 500 sider illustreret. 399 kroner. Lindhardt og Ringhof
Tim Weiner
Tim Weiner, (f. 1956) Pulitzer prisvinder og journalist ved The New York Times, har i 20 år beskæftiget sig med CIA`s virksomhed, USA`s sikkerhedspolitik generelt og rapporteret fra en lang række lande, bl.a. Afghanistan, Pakistan, Sudan, Liberia, Cuba, Haiti og Filippinerne.
I 1988 fik Tim Weiner Pulitzer-prisen for en række dybdeborende artikler om Pentagon og CIA. Artiklerne dannede senere grundlaget for hans første bog 'Blank Check: The Pentagon`s Black Budget', som udkom i 1990.
I 1995 udkom 'Betrayal: The Story of Aldrich Adams, an American spy'.
Genmæle
CIA har på sin hjemmeside www.cia.gov taget til genmæle mod bogen for 'at tegne et alt for sort billede af tjenestens historie'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278