I næste uge er det 50 år siden Peter Abrahamsen startede i musikbranchen. Arbejderen mødte ham til en snak om at forene tradition og modernitet, fortid og nutid i musikken

Den forhutlede mand på bænken vender ryggen til Kultorvets bragende solskinshede midt i eftermiddagsvrimlen. Peter Abrahamsen kaster et hurtigt blik på ham, hilser og bestiller et varmt glas kakao.
Ikke fordi Peter Abrahamsens hjerte ikke banker for de udstødte. Tværtimod. Som musiker, komponist og producent har han formidlet budskabet om den lille mands ret på jord i en menneskealder.
Så længe at det nu 66-årige musikmenneske på tirsdag kan markere sit 50-års jubilæum i branchen. En epoke der har formet sig som en kulturrejse fra 1950`ernes Giro 413-samfund til det 21. århundrede.
Rejsen er ifølge ham selv ikke slut, men den begyndte omkring 1949 med at han fik en grammofonplade.
- Det var 'Careless Love' med den amerikanske country & western-sanger Hank Williams. Den fik jeg affotograferet på en eller anden måde, og den har fulgt mig hele livet. Min far hyggespillede den på klaver. The American Fireside Songbook, starter Peter Abrahamsen.
Peter Abrahamsen er født under den kolde krigsvinter 1941 og har to ældre brødre.
- Vi var tre drenge, som blev opdraget i en blanding af radikalt og socialdemokratisk miljø. Og vi har da både boet i et stort hus og så alle fem i en halvanden værelses lejlighed. Det gik op og ned, siger han.
Den første folkeskole lå i Ordrup, lige op af cykelbanen. En skole Peter Abrahamsen stadig mindes med glæde.
- Den var præget af, at vi havde nogle lærere, der var idioter, og så et par stykker, der prøvede at få os til at blive ordentlige mennesker og til at forstå hinanden.

Ole sad på en knold
Det var i en tid, hvor børn skulle lære psalmebogen udenad. Måske lidt uvirkeligt i dag, men ifølge Peter Abrahamsen også en gave - en nøgle til folkelig musik.
- Det kan man grine ad, men det er fantastisk at kunne 'Ole sad på en knold og sang', og så vide, hvad den handler om, siger Peter Abrahamsen.
Og respekten for barndommens sangskat står mejslet ind i historien om Peter Abrahamsens 50 år i musikbranchen.
For måske er der ikke så langt mellem at synge 1900-tallets romantiske forfatter B.S. Ingemann og så den røde digter Carl Scharnberg, som Peter Abrahamsen har turneret med og indspillet en hel cd med hans tekster.
- Uden at gøre Scharnberg til kirkemand og Ingemann til socialist, så har de noget til fælles. Ingemann var jo optimist, men han forlanger ikke at man er urealistisk. De store psalmedigtere skrev ikke kun for lovprisningens skyld.
- Og den politiske agitator Scharnberg har skrevet nogle kærlighedsdigte i den bløde ende til sin kone. Digte, der er blevet til, mens han vadede Vrå og omegn tyndt som kur mod sit dårlige hjerte, og som bare handler om glæden ved at kunne få lov til at leve lidt længere.

Rødderne hos lonnie
Peter Abrahamsens første møde med den politiske sang er gennem den britiske jazzmusiker Lonnie Donegan, der opfandt 'the skiffle' - vaskebrædtmusikken - og dermed fornyede den traditionelle jazz i begyndelsen af 50`erne.
- Jeg hørte ham til påskejazz som stor knægt, og tænkte bare: 'That`s it'. Det var arbejds- og folkesange om fattige arbejderes hårde slid med at lægge jernbanespor, om arbejdet i minerne og på markerne.
De enkle budskaber i den amerikanske 'work song' fandt genklang hos den unge Peter Abrahamsen. Og er stadig grundlaget for hans personlige musikalske stil.
- Det var noget andet end de psalmer, vi lærte i skolen. Jeg var nødt til at sætte mig ind i de sange. Men selvfølgelig kendte jeg jo til Jeppe Aakjær fra skolen, siger Peter Abrahamsen.
Den nye musik gjorde indtryk. Det samme gjorde et foto af Elvis Presley, og den første guitar blev købt. Men i starten stod den på jazz.
- Vi var nogle kammerater, der øvede traditionel jazz og skiffle i et malerværksted hos en kammerats far lige her bagved, husker Peter Abrahamsen og vifter ubestemmeligt i retning af pladsen bag Kultorvet.
Peter og hans band begyndte at spille skiffle som pausemusik i Frederiksberg Jazzklub. Det førte først til et job som cykelbud for pladeselskabet Storyville/Sonet. Og siden til debut som pladekunstner.
- Firmaet havde importeret nogle amerikanske plader til at sælge. Dem hørte jeg, og det røg ud af mig at 'det kan jeg synge lige så godt'.
Storyvilles pladedirektør Carl Emil Knudsen sendte ham ud til en prøvedemo, og bagefter tilbød han Peter Abrahamsen en pladekontrakt.
- Det var jo ikke noget, der blev skrevet ned. Det var noget med, om jeg lige kunne tænke mig det.

Den unge abrams
Den 10. juni 1958 mødte Peter Abrahamsen op i Lindevangsskolens aula på Frederiksberg. Her ventede Jørn Grauengaards Orkester med unge musikere som Poul Godske, Jørgen Ingemann, Bjarne Rostvold og Mogens Landsvig.
Resultatet blev singlen 'Won`t You Wear My Ring' af den amerikanske rockabily-sanger Gene 'Be-bop-a-lula' Vincent. Og den unge Peter Abrams, som han kaldte sig, slog an.
Inden længe rejste han Norden tyndt som Danmarks svar på Lonnie Donegan. Men den unge musiker vidste godt, at han skulle have en ordentlig uddannelse.
- En kammerats far havde et reklamebureau, og her fik jeg så job, mens jeg tog min realeksamen om aftenen.
Så den unge Peter Abrahamsen fik sig en solid indføring i reklamens forunderlige verden. Et initiativ der skulle vise sig at komme en ny generation af kunstnere til gavn.
- Bagefter fik jeg job i de omrejsende tivolier. Det var en fed tjans, for folk skulle jo helst ikke stå og glo på musikken for længe, så vi spillede ti minutter af gangen. Men det gav god rutine i at synge fra en ladvogn.

En politisk tid
Efter en tur i begyndelsen af 60`erne til Grønland startede Peter Abrahamsen ungdomsbladet 'Hit'. Det blev senere til klubblad for Hithouse på Frederiksberg Runddel.
- 'Hit' var fra starten god vilje og ingen penge, så det blev en god lære i anvendt aktivisme, griner Peter Abrahamsen.
En lære han fik god brug for, da han senere åbnede et lille booking-bureau.
- Min bror var med i Holbæk påskemarcherne fra starten i 60`erne, og han var mere fremme med det politiske end mig. Egentlig var 50`erne jo ikke en særlig politisk bevidst tid. Jo, der var lige det med Ungarn i 1956, men ellers ikke, siger Peter Abrahamsen.
Kontakten til miljøet omkring den nye folkemusik førte ham ind i et mere politisk miljø.
- Jeg begyndte at arbejde sammen med Røde Mor og Trille og andre med skarpe kanter. Det bliver man påvirket af og miljøet kørte meget på venstrefløjen, siger Peter Abrahamsen.
Navne som Benny Holst, Lasse Helner og Peter Thorup begyndte at dukke op. Og Peter Abrahamsen meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP.
- Det var et stort boblende miljø dengang, hvor der ikke blev skelnet så meget mellem folkemusik og pigtråd. Folk spillede bare på tværs, og den gang havde partiet en central indflydelse. Vi var gode til at få vore budskaber frem, siger Peter Abrahamsen.
Det var en tid med Kampagnen mod Atomvåben, og senere Atomkraft Nej Tak og Folkebevægelsen mod EF. Og det var ifølge Peter Abrahamsen ikke altid uproblematisk.
- Jeg kan huske at DKP havde store problemer med anti-atomkraft bevægelsen, for storebror Sovjetunionen pralede af sine atomværker, og så sagde lille Danmark 'fuck you, det skidt vil vi ikke ha`'. Vi har altid haft vores egen socialisme.

Musikformidleren
Peter Abrahamsen fortsatte med at udbygge sit tætte netværk i musikbranchen. Det blev til nogle år som klubvært i folkemusikklubber, manager og musikproducer for andre kunstnere.
- Jeg lavede plader mest af nødvendighed, for der var ingen andre der ville indspille dem, og så sagde jeg at 'det finder vi ud af', uden at tænke på penge og problemer.
- Det begyndte med Trille. Hendes pladeselskab ville have hende til at indspille noget pop. Men hun ville hellere synge Jens August Schade, så det måtte vi lige finde ud af.
Det endte mange gange med, at Peter Abrahamsen som producent måtte ud og finde et pladeselskab, der ville sælge den færdige plade. Og det lykkedes - om end med besvær.
Gennem sit musikbureau og senere pladeselskabet Abracadabra i hjertet af København blev Peter Abrahamsen en påskønnet fødselshjælper for unge kunstnere som Shit og Chanel, Skousen og Ingemann, Sebastian, Pia Raug samt Erik Grip. Og ikke mindst 'Svantes Viser' med Benny Andersen og Povl Dissing.
- Men det foregik altså i et evigt kapløb med Handelsbanken. Simpelthen, hvem kom først - banken eller mig, husker Peter Abrahamsen med et svedigt grin.

Exlibris
Men så skete miraklet. I 1974 tilbød Gyldendal Peter Abrahamsen at lave et litterært pladeselskab, Exlibris, med frie hænder til at opbygge et repertoire.
- Exlibris blev et vendepunkt og en væsentlig del af mine 50 år, siger han. Og trods sin første fyring har han kun lovord til overs for det store forlag.
- De har altid behandlet mig kanongodt Jeg fik både fået lov til at lave fejl og til at lave noget sjovt.
En af de første projekter var Mathildes indspilning af Tove Ditlevsens digtsamling 'Pigesind'. Peter Abrahamsen mødte også den unge Knud Christensen fra Esbjerg - bedre kendt som Sebastian. Han brændte for at lave en plade med den tyske revolutionære 30-digter Bertold Brecht. Det blev til pladen 'Tiderne Skifter'.
Og Exlibris stormede frem med det, der senere fik tilnavnet 'den litterære bølge'. Det blev til klassikere som Anne Linnets indspilning af Tove Ditlevsens 'Kvindesind', Peter Thorups fortolkning af Tom Kristensens digte i 'Rejsen til Kina' og Frank Jægers digte udsat for Erik Grip.
Mindre kendt måske er Ove Sprogøes 'Det er så sundt' med Holger Laumann, Jordens Sange af og med Erik Stinus samt Anne-Marie Helgers oplæsninger i seks dele af 'Vinden i Piletræerne'. For nu at nævne nogle få eksempler.
Peter Abrahamsen understreger, at ledetråden i Exlibris dengang som nu er det gode håndværk. En tekst behøver ikke at være stor kunst, men den skal kunne holde, og musikken skal være i orden.
- Nu er det jo sådan, at folk med en mening skriver de bedste tekster, så derfor har Exlibris altid haft en politiske dimension, men det er ikke bevidst, siger Peter Abrahamsen.

Fra en giro 413-tid
I 1983 afbrød Gyldendal samarbejdet med Peter Abrahamsen. Det gav tid til at producere plader og til jobs for Danmarks Radios P3 som morgen- og natværk. Samt på Giro 413.
- Jeg er jo vokset op med en Giro 413-verden fra 1952. Der var kun den ene kanal, og først senere lå man under dynen og lyttede til Radio Luxembourg.
Det folkelige fra Giro 413 går igennem Peter Abrahamsens eget musikvalg. Her er tekster af Emil Aarestrup, Hans Hartvig Seedorf, Sigfred Pedersen og klassikere som 'Du gamle måne', 'Den er fin med kompasset' og 'Hen te` kommoden og te` bavs igen'. Og han er ikke bange for det folkelige.
- Tag nu 'Jeg elsker de grønne lunde'. Det er en Grundlovssang fra 1873, og den kan jeg lide, fordi det handler om at være glad for sit land, uden at man falder helt i grøften. 'Jamaica Farewell' er sådan en glad sang, og 'Når lygterne tændes' er jo også en del af vor kulturarv.
I alt gik der 18 år med radio, plader og musik, men en dag fandt Peter Abrahamsen alligevel sammen med Exlibris, som han hele tiden havde haft kontakt med.
- Vi fandt ud af, at det kunne jeg lige så godt, griner Peter Abrahamsen. Det var i 1999, og siden er der kommet en ny generation af musikere og musikalsk litteratur til.
Blandt de nyeste navne fremhæver han unge kunstnere som Susanne Dän-Leach med sange af Poul Hemmingsen og Mads Wæhrens der synger Henrik Nordbrandt-digte - 'og det er sgu ikke nemt, for det er knæk-prosa', lyder det stolt fra forlagsdirektøren.

Gabet mellem fattig og rig
Peter Abrahamsen er kendt for sit politiske engagement. Et engagement der ikke ophørte, da han meldte sig ud af DKP omkring murens fald.
- Det var ikke til at holde ud. Folk der havde leget sammen i 25 år kunne pludselig ikke være i stue sammen, siger han.
Selv har Peter Abrahamsen vedkendt sig sin socialistiske forankring især gennem samarbejdet med Carl Scharnberg samt indspilninger af arbejderdigtere som Oscar Hansen og Rudolf Nilsen.
- Der har du en glad gut fra Norge, der oplevede Den Store Revolution og åd det hele råt. Men samtidig skrev de mest livsbekræftende og poetiske kærlighedsdigte i en tid, da de store massebevægelser satte den politiske dagsorden.
Han mener at meget har forandret sig - at vi har fået det bedre materielt. Men han ser også nogle sorte skyer i horisonten, der mindelser om en ond fortid.
- Tag bare Sverige. Her kan du se det nazistiske spøgelse svæve frit. Og Irans præsident slipper af sted med at påstå, at der aldrig har fundet jødeudryddelser sted. Det er lige som at sige, at slaget om Dybbøl aldrig har eksisteret, siger en forarget Peter Abrahamsen.
På sin seneste plade har han indspillet Aage Steffensens depressionssang 'Manden på Risten', og det er helt bevidst.
- Det er en kommentar til, at gabet mellem fattig og rig er blevet for stort. Den skal man kende, fordi det er en del af historien. Det lyder så forslidt at sige 'uden en fortid, ingen fremtid', men det er et dårligt tegn når store grupper af folk ikke har det godt.
Peter Abrahamsen undrer sig især over, at det sociale net er blevet så stormasket.
- Folk falder igennem, og hvis de ikke lige kan få deres historie i Ekstra Bladet eller DR, er der ingen hjælp.
Han ser ud på Kultorvet, hvor varmen er ved at vige for husenes lange skygger.
- Så du ham på bænken, spørger han pludseligt. Og fortsætter:
- Efter at han rejste sig, gik han lige hen til et af bordene og drak sådan en ølslat, der var levnet.
Peter Abrahamsen er i sit eftertænksomme hjørne. Gavtyvefjæset skuer et kort sekund virkeligheden i øjnene. Måske kan vi en dag høre den på Giro 413.