24 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Musik som skratter i øregangen

Musik som skratter i øregangen

Tirsdag, 10. juni, 2008, 00:00:00

Ti bands, gøgl, folkekøkken og visuel kunst kommer til at fylde Nordvest den 14. juni. Skrat-festivalen er en gratis en-dagsfestival

af Laurids Hovgaard
Hvis du bor i København og har været fordi Nordvest kvarteret for nylig, har du måske undret dig over, hvorfor der hænger platter og tallerkener i træerne, malet med ordet Skrat. Arbejderen satte sig for at undersøge hvorfor.
Svaret fandt vi i bagende varme en sen eftermiddag hvor en gruppe unge har sat sig ind i den varme stue i kollektivet Det gode skib Apokafet. De diskuterer de sidste detaljer omkring weekendens Skrat-festival. En gratis en-dagsfestival i hjertet af Nordvestkvarteret i København.
Ti bands, gøgl, folkekøkken og visuel kunst kommer til at fylde bydelen op den 14. juni. Lasse som har været med til at planlægge festivalen sukker og siger:
- Der sker ikke altid så meget kulturelt i Nordvest og specielt ikke for unge. Og når vi selv bor her, så var det oplagt at arrangere festivalen.

Arrangører bor i kollektiver
Folkene bag festivalen bor alle i Nordvest, men i forskellige kollektiver spredt i hele bydelen.
I 15 timer vil Kulturhuset på Dortheavej lægge hus til ti koncerter, indenfor og udendørs. Lasse fortæller entusiastisk:
- Vi vil bare gerne vise at Nordvest er meget andet end betonbygninger og villaveje. Det er et mangfoldigt og skævt kvarter hvor der er plads til alle. Navnet Skrat hentyder jo også til at der gerne må være lidt støj på linjen og alt ikke behøver at pænt, normalt og borgerligt.
Du kan blandt andet opleve bands som Emily And The Orgasm Addicts, Transmission Low og Intergalactique.

Gratis og frivillige
Selvom alle bands spiller gratis og alle er frivillige, så koster det alligevel en del penge at kaste sig ud i en 15 timers festival. Derfor bliver selv de mindste beløb diskuteret og budgettet er et fast punkt på dagsordenen til planlægningsmøderne.
Ifølge Lasse har det ikke været helt nemt at nogen til at støtte festivalen, men lokaludvalget har støttet og så har Kulturhuset stillet gratis lokaler til rådighed. Lasse er dog fortrøstningsfuld:
- Men det har været superfedt at se hvordan vores venner og bekendte i området har taget imod ideen. Mange har tilbudt hjælp med plakater og vil gerne være frivillige på dagen og så videre.
Festivalen bliver afholdt i haven og i den store sal i Kulturhuset på Dortheavej. Det er huset som Ungdomshusbevægelsen overtager den 1. juli. Så hvis du endnu ikke har været i huset, kan du bruge dagen på at nyde musikken og tjekke lokalerne for det nye ungdomshus.

Skrat Festival. 14. juni. Bispebjerg Kulturhus, Dortheavej 61. Læs mere på www.myspace.com/skratfestival

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jun. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur