Findes der en hemmelig elitevogter, som nidkært vogter over at vi gør som de siger vi skal? Søren Kragh-Jacobsen og Anders W. Berthelsen leger med tanken i en ny film, som har premiere i morgen

Der er langt fra filmselskabet SandrewMetronomes biograf på Østerbro til Filminstituttets restaurant i Københavns Centrum.
Pressevisningen af Søren Kragh-Jacobsens nye politiske thriller 'Det som ingen ved', som har premiere i morgen, har været en rejse gennem paranoiaens og konspirationsteoriernes universer. Det er fristende at se sig tilbage over skulderen. Se efter, om nogen følger efter.
Forud venter et interview med filminstruktøren og Anders W. Berthelsen, der spiller filmens hovedperson Thomas. De ser meget afslappet ud. Kvinden fra filmselskabet smiler og gi`r hånd. Fotografen er klar med kameraet. Det her kunne lykkes!

Stay-behind netværk
Men hvorfor er hele dette selskab samlet?
Ifølge Søren Kragh-Jacobsen på grund af disse linjer i en bog:
'Også okkupationsberedskabet - det stay-behind net, som skulle holde de danske myndigheder i eksil informeret om situationen i hjemlandet, hvis Danmark blev besat - er afviklet.'
Sådan skrev tidligere justits- og forsvarsminister Hans Hækkerup i sine erindringer 'På Skansen' fra 2002. Reaktionen var overvældende. Intet tidligere regeringsmedlem havde nogen sinde erkendt, at Stay-behind nettet overhovedet fandtes.
- Det var jo i virkeligheden et ultra-højreorienteret netværk, der kørte fra 1947 helt frem til 1999, betalt af CIA. Det syntes jeg var frygteligt interessant. Også når man tænker på den hetz, som man har kørt mod gamle kommunister de seneste år, siger Søren Kragh-Jacobsen.
Efter Anden Verdenskrig oprettede USA et netværk af mere eller mindre officielle grupper i Europa. De skulle blive tilbage, når landenes regeringer flygtede fra den forventede sovjetiske invasion.
Mest kendt var det italienske netværk Gloria, som menes at stå bag en række af de terrorhandlinger, som blev læsset over på De røde brigader. Gloria havde forgreninger i flere lande, blandt andet Danmark.

En almindelig dansker
I 2001 vakte en ung forfatter, Søren Lassen, opsigt med sin debutbog 'En Anden Tid'.
Den handler om en ung dansk jurist, der tager til USA for at rode rundt i sin NATO-fars fortid. I en bankboks finder han en stor bunke penge, og et fotografi fra Thule-basen i Grønland.
- Der var noget ved plottet jeg godt kunne lide. Så manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg og jeg researchede på Forsvarets Efterretningstjenestes historie. Vi fik også eksperter til at fortælle om paranoide forestillinger og om konspirationsteorier, fortsætter Søren Kragh-Jacobsen.
Det blev til en film om overvågningssamfundet, og om en hemmelig efterretningstjeneste - en stat i staten - der vil sætte den politiske dagsorden gennem magtmisbrug og korruption. Et samfund der kunne blive vort eget.
- Vi bliver nødt til at debattere det samfund vi har fået, drevet af frygt og med 50 nye overvågningskameraer om dagen. Snakke sammen om, at Grundloven skal tages alvorligt, og at det er ved at skride nu, siger Søren Kragh-Jacobsen.
Samtidig ville han lave et portræt af et menneske, der kunne være ham selv for tyve år siden. En sød fyr, der er gået i stå. En halvstuderet røver, som politisk har taget fra alle hylder. En helt almindelig dansker.

Danske værdier
Figuren bliver til Thomas Deleuran, en tidligere succesrig børneunderholder, der har knas med sprutten, konen og datteren. Skrevet til og spillet af skuespilleren Anders W. Berthelsen.
- Det var superinteressant at spille en mand, der har haft succes, og som egentlig har rykket noget i sin tid, men som nu tager lidt for let på det hele.
Den politiske handling kan ikke komme på et bedre tidspunkt, mener Anders W. Berthelsen.
- Det der skræmmehelvede har taget fuldstændig overhånd. Samfundet bevæger sig et sted hen, hvor vi slet ikke har noget med hinanden at gøre og er bange for naboen og bange for folk på gaden.
Han har svært ved at snuppe den daglige debat om 'danske værdier' fra Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti.
- Nu er de på gaden med flyers om burkaer i retssale. Det har taget helt overhånd. Danske værdier er for mig noget med at tage sig af hinanden og hjælpe hvor man kan. Det er ikke at ligge på lur hele tiden, sager Anders W. Berthelsen.
- Hvert nyt indgreb i privatlivet forsvares hele tiden med, at 'hvis du ikke har lavet noget forkert, så har du ikke noget at frygte'. Man kan bare aldrig vide, hvornår man laver noget forkert.

Minimalstaten
Søren Kragh-Jacobsen bryder ind:
- Filmens Thomas vil jo værne om demokratiet. Det skal tages alvorligt, lige som Grundloven, og det er ved at skride nu.
Han ser myndighedernes 'skræmmeri' som et tegn blandt mange på, at Danmark er på vej til at blive en minimalstat.
- Man gør bibliotekerne dårligere. Man gør skolerne dårligere, man gør det dårligt for kunstnerne. Universiteterne har adgangsbegrænsning i en helt anden størrelsesorden end for fem år siden.
- Samtidig skal alting privatiseres, så det er pengene der bestemmer. Til gengæld udvider man politiet. Og hvordan kan man så få folk ind i folden? Det kan man gøre ved at køre disse skræmmekampagner, vi har rundt omkring os nu, siger Søren Kragh-Jacobsen.
Anders W. Berthelsen er enig:
- Det er jo alt det, man ikke ved. Nogen skal jo sidde og holde øje med dig. Og hvis de ikke mener det samme som dig, så går det galt. Derfor er der ikke grund til at komme derhen, hvor det overhovedet er muligt at overvåge hinanden.

Politisk thriller
Det er ikke tilfældigt, at filmen 'Det som ingen ved' er en politisk thriller. Søren Kragh-Jacobsen elsker konspirationsteorier på film, især fra USA. Film som 'Tre døgn for Condor' (1975), 'Marathonmanden' (1976), 'Enemy of the State' (1998) og 'Pelikan-Notatet' (1993.
- Jeg har set dem igen og igen, fordi de er vanvittigt underholdende. Så tænkte jeg, om der i vort lille uskyldige land kunne være et magtspil, som vi ikke kender noget til. Selvfølgelig er det fiktion, men måske kører der nogle grimme dagsordener.
'Det som ingen ved' repræsenterede Danmark på Berlins filmfestival i februar måned i kategorien 'Panorama Special'. Den er for film med et politisk budskab, og produceret af mindre filmselskaber.
- Men det her er ingen smal film. Når du laver politisk film, så skal du fan`me også sørge for, at den underholder, for ellers er der ikke nogen der går ind og ser den, og så er filmen ligegyldig, siger Søren Kragh-Jacobsen med eftertryk.
- Politik ér en thriller, bryder Anders W. Berthelsen ind.
- Det er en film med sten i skoene som skal få folk til bagefter at tænke: Jamen, er det virkelig så slemt? Er vi virkelig på vej til et system om 20 år med et apparat, der kan kontrollere os?, fortsætter Søren Kragh-Jacobsen.
Han forudser en verden styret af kravet fra magthaverne om, at 'Hvis du ikke er med mig, så er du imod mig!'.
- Så er det lige akkurat blevet for fascistisk, og jeg synes vi skal diskutere, om det så ikke er på tide at klappe hesten og spørge, hvad det egentlig er vi er i gang med?

Vækstlag forsvinder
Den politiske film har ifølge Søren Kragh-Jacobsen haft trange kår i mange år i Danmark. Blandt de få eksempler nævner han Nikolaj Arcels debutfilm 'Kongekabalen' fra 2004, og Henning Carlsens 'Hør, var der ikke en som lo?' fra 1978. Og han fremhæver den tyske film 'De andres liv'.
Men han ser samtidig et kæmpe potentiale af unge filmfolk og manuskriptforfattere myldre frem. Og så har det ifølge ham aldrig været nemmere at få lov til at lave film.
- Der bliver konstant lavet fire tv-serier, et vred af novelle- og dokumentarfilm og 24 spillefilm om året. Og pengene skal vi ikke pive over, siger Søren Kragh-Jacobsen.
Anders W. Berthelsen sekunderer:
- Jeg synes det har ændret sig. Fra 90`ernes slutning, hvor filmene kørte på kiksede parforhold, til i dag, hvor folk siger, at der er noget galt, og at nu må vi tage fat i de temaer.
Det skyldes ifølge Søren Kragh-Jacobsen de mange år med en borgerlig regering.
- Efter så lang tid vil der vokse en eller anden protest op, også rent kunstnerisk. Tag bare de nye dagpengeregler. De rammer stenhårdt en masse fine kunstnere, som bare ikke har så meget at lave.
Han har svært ved at se logikken i at sætte dem til at køre bus, i stedet for at dygtiggøre sig fagligt, eller eksperimentere i små teatergrupper.
- Det smadrer virkelig en undergrund, som vi skulle suge af.
- De vil jo også gerne lukke alle de teatre, der ikke kan hvile i sig selv. De skal privatiseres, tilføjer Anders W. Berthelsen.

Film for alvor
Alligevel er Søren Kragh-Jacobsen optimist. Især fordi der er penge i kassen til at finansiere spændende film.
- Vi har stadig en pæn goodwill hos staten. Men alt i alt har branchen også taget film alvorligt siden 20`erne og 30`erne. Vi har vel verdens bedste filmskole, vi uddanner gode skuespillere, har mange faciliteter og jeg mener også en masse talent.
Et af Søren Kragh-Jacobsens værktøjer er den meget personlige instruktion af de medvirkende. Det har givet unge skuespillere som Nikolaj Lie Kaas, Iben Hjejle og Thomas Villum Jensen deres gennembrud i hans film.
Og så er der lige Anders W. Berthelsen, som for alvor brød igennem i 2003 med 'Mifunes sidste sang'. Filmen vandt den store Sølvbjørn ved Berlinalen - filmfestivalen i Berlin.
Søren Kragh-Jacobsen kan også det der med at få de enkelte filmscener i kassen på en måde, hvor billedsiden spiller med. 'Det som ingen ved' er fotograferet 100 procent med håndholdt kamera og meget lidt lys.
- Jeg er inspireret af dogme og bruger kameraet som et redskab, der jager hovedpersonen. Det er et bevidst valg, en meget dynamiske, belurende og træffende stil.
Filmens skuespillerhold er et mix af unge, talenter og så store, etablerede navne som Baard Owe, Henning Jensen og Ghita Nørby.
Ghita Nørby spiller moderen - en behersket, men enerådende kvinde, der har mere at kæmpe for end hun vil være ved. Og en eksponent for overvågningssamfundet.
- Hun er en ærekær kvinde, mindst lige så højreorienteret som sin mand. Hun tænker også på, hvad vil naboen sige, og at hun kan miste sin status som enke efter sin heltemand, hvis skandalen kommer frem.
En af hendes sidste replikker er: 'Vi har jo ikke noget valg. Det var bedst sådan.'

Et flot demokrati
Og det er den indstilling, som bør til debat. Både på det personlige og det samfundspolitiske plan, mener Søren Kragh-Jacobsen.
- Overvågningssamfundet er der jo. Man har behændigt kravlet rundt om Grundlovens beskyttelse af privatlivets fred, så nogle har fået lov til at åbne dine breve, tjekke dine mails, lytte med på mobilen og videoovervåge dig hvor du går og står, siger han.
- Vi er på vej til et samfund, hvor du enten er for mig eller imod mig. Så bliver det svært at have en anden politisk holdning end dem, der er ved magten lige nu. Vi er ved at miste et meget fint demokrati, som vi i øvrigt kan være stolte over, siger Søren Kragh-Jacobsen.
I det samme ringer hans mobiltelefon. Mit interview kollapser. Måske er det dem? Det som ingen ved.

Læs anmeldelsn af 'Det som ingen ved'