Denne skærveknuser er skrevet om morgenen lørdag den 14. juni. Dagen efter, at det blev offentliggjort, at Irlands befolkning har forkastet EU-statens grundlovsforslag, Lissabon-traktaten

af Kjeld Stenum
Jeg er klar over, at der vil have været mange kommentarer og vurderinger i avisen om dette, inden denne klumme går i trykken. Men for mig er Irlands nej en begivenhed helt på linje med dengang, Norge stemte nej til EU i 1972.
Så jeg håber, læserne orker også min personlige vinkel. Jeg var i 1972 lad os sige noget yngre end jeg er i dag og boede i et taghummer med skrå vægge over for et værtshus i Århus` mest berygtede luderkvarter.
Jeg husker, at jeg sad med åbent vindue meget sent om aftenen, og at der gennem støjen fra værtshuset og luderkundernes listende og opgassende biler pludselig trængte de klare toner fra en blokfløjte, som spillede 'Ja, vi elsker dette landet!' Det var stort.
I aftes hørte jeg ingen blokfløjter, til gengæld kunne jeg selv ikke lade være med at brumme 'Take me home to May-oh!' , 'The town I loved so well!', og hvad der ellers faldt mig ind af mit stærkt begrænsede kendskab til irske sange. Det har næppe lydt helt så stort. Men det var stort ment. Det var hyldest fra hjertet.
Men som sagt vil selve sagen uden tvivl allerede have fået mange kommentarer her i avisen. Og nok også have udviklet sig videre end der, hvor den ser ud til at stå i skrivende øjeblik: At foreløbig kun Tjekkiet har røbet vilje til overhovedet at notere sig, at i det eneste land, hvor man overhovedet har vovet en folkeafstemning, ja, der blev det sgu et nej.
Alle store EU-landes politikere - selv Gordon Brown fra England, hvor ni ud af ti vælgere ønsker en folkeafstemning, ja, - de har tænkt sig at køre videre med sanktioneringsprocessen, som om intet var hændt. Lad os nu se, om det holder!
Men jeg skal ikke beskæftige mig med det nyhedsaktuelle. Det, jeg tænker mest på omkring det her, er, hvor absurd et politisk projekt hele EU-staten er, og hvor langt det mon er muligt for dem at drive det, før befolkningerne går i gaderne og forlanger de regeringers og politikeres afgang, som driver på med denne udemokratiske afdemokratisering af Europa.
For et absurd projekt er EU-staten. Indenfor mit fag, som er jord og beton, der lærer vi, at vil man bygge et hus, så starter man med fundamentet. Hvis man starter oppefra, med tårnspir og tag, så er det hus, man er i gang med at bygge, et luftslot. Og luftslotte har det med at falde sammen, når bygherrerne kommer til at kigge ned og opdage, at de ingenting har til at bære sig oppe. Dette må også ske med EU, jeg kan umuligt tro andet.
Jeg bilder mig ikke ind at være Jordens mest historisk belæste menneske. Og folk, som er klogere end jeg, må korrigere mig, hvis de kan. Men jeg kender ikke eet eneste eksempel fra hele verdenshistorien på en vellykket statsdannelse, som er kommet til verden, uden at det har været i kraft af et kontant magtforhold, spændende fra den mest uforfalskede rå røvervold mod et folk og til regulære folkelige rejsninger, der tvinger undertrykkere i knæ. EU-staten forsøger man at søsætte eller i hvert fald sælge som et rent rationelt projekt.
Der er ingen Djengis Khan, som tvinger statsdannelsen igennem med sin røverhær. Og der er langt mindre nogen folkelig rejsning, der vil smide Europas undertrykkere på porten og sanktionere friheden med en europæisk statsdannelse. Tværtimod forsøger politikerne at undgå befolkningerne i projektet, for de anser arrogant folkets modvilje mod deres bureaukrat-fornuft som uforstand.
Der er ingenting. Ikke andet end en myte om, at frisættelsen af uhæmmet konkurrencekapitalisme på europæisk plan er udtryk for mellemstatsligt samarbejde. Og ovenpå denne myte endnu en myte, der siger, at det at give 'samarbejdet' en overbygning i form af fælles regering og et regulært magtapparat er det eneste tænkelige udtryk for den eneste tænkelige fornuft.
Man starter med taget. Og så håber man, at man - gennem list og bedrag af befolkningerne, som jo dog i hvert fald på det politiske område endnu er en slags magthavere i de europæiske lande - kan nå uskadt ned til jorden og få etableret fundamentet, magtapparatet. Det kommer aldrig til at gå! Det kan ikke lade sig gøre! Det trodser fysikken!
Det er alt sammen luftkasteller. Jeg er overbevist om, at man aldrig vil kunne sælge frisættelsen af den uhæmmede konkurrencekapitalisme på europæisk plan til de europæiske befolkninger som mellemstatsligt samarbejde.
Og man vil aldrig kunne sælge eventuelle kommende europæiske præsidenter, udenrigsministre, overnationale retssystemer og europa-hære, og hvad der ellers måtte komme, som den eneste tænkelige fornuftige konsekvens af, at moderne globaliseret kapitalisme helt frit og uhæmmet kan udfolde den stærkestes ret henover de nationale grænser. Og at man ikke kan det vil kun blive tydeligere og tydeligere.
Hvis ikke Europas bureaukrat-politikere vil erkende projektets fiasko og stoppe deres fremturen, må de virkelige magtfaktorer, som skal afgøre projektets knald eller fald, før eller siden træde frem. Det bliver de europæiske befolkninger over for rå uhæmmet globaliseret monopolkapitalistisk vold. Og når først befolkningerne utvetydigt kan se, hvem de virkelig står over for, bliver deres vilje til at bakke op nok ikke ligefrem større.
For det, de vil komme til at stå over for, må uundgåeligt blive en eller anden form for organiseret fascisme. Fascisme uden mobiliserede masser, men med masser af penge. En fascisme uden mindste folkelig rygdækning, den må nødvendigvis tabe, uanset hvor mange penge til voldsisenkram den har i ryggen.
Al historisk erfaring, som jeg har kendskab til, fortæller, at tyrannier, der kommer til verden uden mindste folkelig opbakning, får kort levetid. Heldigvis! Spørgsmålet er udelukkende, hvor mange ulykker vi lader dem forårsage først.