For kunstneren Erik Styrbjørn Pedersen rummer arbejdslivets mennesker, maskiner og elementer en poesi og en dramatik, der skriger på at blive skildret

Han er selvlært, han er på kant med den etablerede kunstverden, og han insisterer på sin ret til at gøre lige nøjagtigt hvad der passer ham.
Navnet er Erik Styrbjørn Pedersen, født i 1946, kunstmaler og lige nu aktuel med særudstillingen 'Arbejdsbilleder' på Arbejdermuseet i København.
Erik Styrbjørn Pedersen maler arbejdets mennesker og maskiner, og ifølge ham er dens slags politisk ukorrekt.
- Man forbinder et maleri af en arbejder med socialismen, og den har tabt. Og det er jo latterligt. Klassekampen er ikke længere en trussel, men hvorfor må vi ikke se det tema? spørger Erik Styrbjørn Pedersen i udstillingens smukke katalog.
Hans eget svar er, at den etablerede kunstverden automatisk stempler et maleri af en arbejder ved sit samlebånd som politisk. Med Statens Kunstfond i spidsen.
- Det er blevet en forlængelse af den borgerlige politik, siger han til Arbejderen i telefonen fra Madum på den vestjyske vestkyst.

Afslag fra Kunstfond
Og forholdet melläem Erik Styrbjørn Pedersen og Statens Kunstfond er ikke varmt. Trods adskillige ansøgninger har han aldrig modtaget en øre i støtte. Det sidste afslag kom for to uger siden.
- Jeg har med Arbejdermuseet i ryggen for anden gang søgt penge til et projekt, hvor jeg følger outsourcingen af industriarbejdet til seks u-lande for at se nærmere på, hvordan varerne nu bliver produceret, fortæller han.
Et projekt han mener er vigtigt, fordi det nye proletariat skal findes på samlebåndsfabrikkerne ude i det fjerne Østen.
- Vi har ikke noget imod at de dør af dårligt arbejdsmiljø, får en elendig løn og lever under kummerlige forhold. Nu er det os der svinger pisken.
Ifølge Erik Styrbjørn Pedersen afslog Statens Kunstfond ansøgningen, fordi 'der var ikke penge nok' - et svar der ikke imponerer ham.
- Ved samme lejlighed fik tre af borgerskabets smukke døtre hver 100.000 kroner, fordi de har fået den fantastiske idé at de vil spise penge! siger han fnysende. Han ser det som en farlig tendens.
- Kunsten har bevæget sig i en retning, hvor det er blevet en selskabsleg for det bedre borgerskabs kønne piger, som ikke skal ud og gebærde sig i arbejdslivet, men som alligevel skal lave et eller andet.

Barndommens billeder
Selv stammer Erik Styrbjørn Pedersen så langt fra det bedre borgerskab som fysisk muligt. Erindringerne fra barndommens Randers er ikke altid lige rare.
- Det var en tid præget af 50`ernes smalhals og en stræbsom arbejderklasse. Mine forældre ville bygge deres eget hus, og det trak søm ud af familielivet, husker han.
- Vi var tre brødre med mig i midten, og vi gik lidt for lud og koldt vand, men ikke sådan at det var et hjem uden kærlighed. Sådan var det bare for hundredvis af andre børn i boligkarreerne, siger Erik Styrbjørn Pedersen.
Han husker det også som en tid, hvor legepladsens tyranner røg Eifel og førte sine børnehære ud i drabelige slag mod nabogårdene.
- Der røg jo nogle huller i hovedet og i dag ville sådan et slag nok ende som kioskbasker, men det var en tid uden social kontrol, siger han.
Erik Styrbjørn begyndte at tegne og male meget tidligt, først i kappestrid med sin dygtige storebror, men senere som en ægte interesse.
- Mor var jo lidt neurotisk, så når det regnede blev vi tre knægte bænket med farveblyanterne, så hun kunne få noget ro, husker han. Men også en dygtig tegnelærer i skolen var med til at fastholde interessen.
Men der var ikke nogen bevidsthed om kunst i hjemmet, bortset fra røvballemusik med Gustav Winckler og giro 413. Hvilket ikke forhindrede ham i at ville være kunstner.
- Jeg har noget at byde på, og et verdenssyn, hvor billeder vælter rundt inde i mit hovede hele tiden. Et verdensbillede skabt i barndommen på grund af handlinger, der blev oplevet som klassebestemte uretfærdigheder.
- Direktørens søn og datter var fredet, mens vi andre fik tæsk - både piger og drenge. Jeg gik ud af 7. klasse, for det var livsfarligt for mig at gå i skole. Øretæverne hang løst dengang, siger han.
Han mener, at det eneste der har stoppet vold mod underklassens børn er at det er blevet forbudt at slå. Og at det nye borgerlige flertal er godt i gang med at rulle det tilbage til den klassebestemte fortid.
- Revolution er en konstant kamp for fremskridt og retfærdighed. Hvis man tror at nu har vi vundet, så tro om. Man er nødt til at kæmpe med alle midler hele tiden!

Åndelig armod
Meget bedre blev det ikke, da en 14-årig Erik Styrbjørn Pedersen kom på fabrik som arbejdsdreng. En tid som var hård, men som også var med til at vække hans bevidsthed om kunstens rolle.
- På fabrikken havde jeg nogle oplevelser, som i dag havde givet to år i spjældet. Sådan noget med at syv grovkornede arbejdere hev bukserne af dig og hev løs i tissemanden eller malede hjerter på din røv.
Men han oplevede samtidig, at disse menneskers følelsesmæssige afstumpethed var et resultat af et fuldstændig materielt og åndeligt fattigt liv.
- En af kunstens missioner er at brede sig ud, også til dem, der ikke lige har forstand på kunst, og ikke lige interesserer sig for den, siger han i udstillingens katalog. Og han uddyber i telefonen:
- Kunsten kan gøre meget, hvis den ikke tager pis på folk. Men hvis kunsten kun skal være underholdning for det bedre borgerskab og ikke kan udfolde sig blandt almindelige arbejdere, så har det ingen mening. Så kan vi nedlægge lortet, siger han.
Som eksempel på diskrimineringen af almindelige menneskers ret og adgang til finkulturen nævner han den nordjyske lagerforvalter Peter Rindal, som i 60`erne kæmpede indædt mod kunstnerstøtte og moderne abstrakt kunst.
- Rindal havde jo ret i meget af sin kritik. Han talte på arbejderklassens vegne, og hvis ikke parnasset havde trådt ham ud som et skod, kunne vi have lagt kimen til et samfund uden Dansk Folkeparti - et velfærdssamfund med en langt mere human tankegang, siger Erik Styrbjørn Pedersen
- Det har også noget med tryghed at gøre. Der er meget ironi i moderne kunst, og specielt når det handler om at sparke nedad. Folk gider ikke blive pisset på for deres egne penge.

En selfmade mand
Erik Styrbjørn Pedersen skjuler ikke sin begejstring for de originale særlinge, som samfundets nederste lag er så rige på. At være helt sin egen!
Efter at have flippet rundt i Århus og omegn mødte han i 1971 sin kone Scott, med hvem han har tre børn. De købte i 1971 en smadret ødegård i Madum ved den jyske vestkyst, og her bor de stadig.
- Vi laver alting selv. Alt er designet efter, at de penge vi mangler, dem får vi ved at spare. For jeg vil lave det, der passer mig, siger Erik Styrbjørn Pedersen.
Han mener det i lige så høj grad er et generationsfænomen, et produkt af at vokse op i en efterkrigstid præget af varemangel.
- Hvis du tager alle dem med jydekrogen på, så er det alle sammen folk i min alder. Det er dem du møder hos tømmerhandleren for at købe et par brædder eller en plade krydsfinér. De skal sgu have noget at lave, griner han.
Og fascinationen af det selvgjorte, den jyske krejler-tradition, stammer helt fra barndommen, når lommepengene skulle stives.
- Vi drenge samlede gammelt jern og klude, som blev afregnet hos en mærkelig mand der hed Malling. Senere som voksen flyttede Scott og jeg til Madum og skulle bygge gården op fra bunden. Det hele fandt man hos lokale krejlere som Mads og Valdemar.
Og Erik Styrbjørn Andersen har dyb respekt for folk, der går deres egne vegne.
- Jeg er den lille mand. Jeg holder med mig selv og mine egne. Det siger jeg også, når folk undrer sig over, at jeg laver sådan noget. Som kunstner behøver man ikke underholde borgerskabets kedelige madammer. Jeg maler for mine egne - der er nok der maler for de andre.

På armslængde
Erik Styrbjørn har gennem hele sin produktion af arbejderbilleder modtaget støtte fra fagforeningernes kunstfonde og visionære museumsdirektører. Det er blevet til et liv med mange vigtige malerier af det arbejdende folk. Og til LO`s kulturpris ved 100-års jubilæet i 1999. En pris der lunede, men han advarer mod at neddrosle støtten til arbejderkulturen.
- Jeg har snakket meget med socialdemokraterne og fagbevægelsens kulturelle tænketanke og konferencer. Og jeg kan da godt forstå det der princip om, at tingene skal holdes en armslængde fra livet, siger Erik Styrbjørn Pedersen.
Men han advarer samtidig mod at den borgerlige, intetsigende tandløse underholdningskultur overtager det hele.
- Hvis arbejderbevægelsen vil have arbejderkultur, så må den sgu selv til lommerne, for den får ikke de andre til at betale for det, lyder den kontante vurdering fra Danmarks største arbejdermaler.

Erik Styrbjørn Pedersens udstilling på Arbejdermuseet kan ses frem til den 10. august. Se også www.arbejdermuseet.dk

Censurerede udstillinger:
Kunstnernes Påskeudstilling 1973 debut, 1977, 1978
Kunstnernes Efterårsudstilling 1984-87

Tema- og gruppeudstillinger:
Landet i dag 1986
Fusion International 1990
Projecte Vibora - Kunst for Livet 1991
Ildens erindring 1992
Kunst for Livet 1992
Arbejdspladser 1997
Spejlinger 19998
Aspekter af nyrealismen 2000
Industriens billeder 2007

Separatudstillinger:
Endnu lever eventyret 1984
Maleren Erik Styrbjørn Pedersen 1986
Drift 1990-91
Tilstand - Stilstand 1996-97
Mennesket og havet 1997-2000
Billeder fra Grønland 1999
Indre Univers 1999
Arbejder 2000
I dit ansigts sved 2001-2007
En sær mands enetale i billeder 2007
Arbejdsbilleder 2008