Sorte huller er også noget mærkeligt noget. Sorte huller forklares af relativitetsteorien og ikke kvantefysikken, men er også en konsekvens af stor energitæthed. Så stor energitæthed, at tyngden bliver tilstrækkelig stærk til, at intet, ikke engang lysstråler kan undslippe

af Kjeld Stenum
For ikke så længe siden var det fremme i medierne, at de gale kvantefysikere nede i CERN-laboratoriet på grænsen mellem Frankrig og Schweiz vil til at lege med vor klodes fremtid. I deres store partikel-accelerator vil de accelerere partikler op til så store energiniveauer, at det partikel-sammenstød, som hele eksperimentet jo skal kulminere i, vil frigøre energi nok til, at lokale sorte huller måske kan forekomme.
Kvantefysik er noget mærkeligt noget. Om energitætte felter manifesterer sig som kvantepartikler eller ej kan man ikke sige med sikkerhed, for kvantefysik bygger på statistik og ikke sikre love.
Sorte huller er også noget mærkeligt noget. Sorte huller forklares af relativitetsteorien og ikke kvantefysikken, men er også en konsekvens af stor energitæthed. Så stor energitæthed, at tyngden bliver tilstrækkelig stærk til, at intet, ikke engang lysstråler kan undslippe. Og alt hvad der fanges ind af sådan et tyngdefelt, er hjælpeløst fortabt, men er også med til at få det sorte hul til at vokse. Så der er mange usikkerheder omkring det forsøg, fysikerne i CERN udfører.
Om de sorte huller vil forekomme eller ej er et spørgsmål om kvantefysisk statistik, man kan ikke vide det sikkert. Og om de så vil følge sorte hullers tilbøjelighed til at vokse til ukontrollable størrelser og sluge os alle sammen, eller de vil følge den slags energikrævende kvanters usikre tilværelse og tilintetgøres straks efter deres dannelse, kan man, selv om man kan være temmelig sikker på det sidste, ikke sige helt sikkert. Og den usikkerhed kan der blive mange dommedagsprofetier og meget godt avissalg ud af.
Jeg har nu fuld tillid til, at eventuelle sorte huller nok skal fordampe med det samme igen. De leger naturligvis ikke med vores fremtid, sådan nogle fysikere. I hvert fald ikke ret meget. Og slet ikke på denne direkte måde. Men - det er utrolige kræfter, de er i gang med at indhente viden om i disse år. Langt større kræfter end dem, der frigøres ved kernespaltninger, for eksempel i atombomber.
Sorte huller har at gøre med hele solsystemers overlevelse eller tilintetgørelse. Og her ligger nok det, aviserne egentlig burde have rejst debat om i forbindelse med disse forsøg: Med evnen til at manipulere så ufatteligt store kræfter følger også et ufatteligt stort ansvar. Og findes der mennesker, der magter så stort ansvar?
Forrige århundredes største fysikere, efter min mening i hvert fald, nemlig Niels Bohr og Albert Einstein, var i en særdeles vanskelig tid særdeles bevidste om deres enorme ansvar, og jeg tror ikke mange i deres sted havde evnet bedre at tage vare på dette ansvar, end de gjorde, og det i en meget vanskelig tid. Alligevel må jeg, der har levet omkring to tredjedele af mit liv under den kolde krigs atomkrigstrussel, spørge: Magtede de det ansvar? Kommer ikke selv de mest ansvarsbevidste mennesker i verden altid til kort overfor realpolitikeres kyniske magtspil?
Nylig læste jeg en bog af den danske filosof David Favrholdt. Bogen hedder Spaltningen og handler ud over atomar spaltning om spaltningen af venskabet mellem Niels Bohr og nummer tre på den tids fysikeres rangstige, tyskeren Werner Heisenberg.
David Favrholdt tager med glødende entusiasme Bohrs parti i den strid, der opstod mellem de to venner, men det synes jeg nu også, der var grund til. Werner Heisenberg var én af de forskere, der valgte at blive i Tyskland trods nazisternes magtovertagelse, ikke fordi han var nazist, hvilket han ikke var, men fordi han var patriot, og - ifølge Favrholdt - fordi han havde karriere-positioner at forsvare i Tyskland.
Men jeg giver Favrholdt fuldstændig ret i, at vi kan bebrejde Heisenberg, at han ikke var sig det enorme ansvar, hans viden medførte, mere bevidst. Eller at han negligerede det, hvis det var det, han gjorde. For hvordan kunne han tro, at en mand, der besad en viden med så stor militær potens, kunne få lov til at gå i fred i Hitlers Tyskland? Snart blev han da også indrullet i Hitlers bestræbelser på at udvikle en atombombe. Og han forsøgte stadig ikke at flygte. Da Bohr blev klar over det - Heisenberg opsøgte ham selv i København og fortalte om det - blev Bohr meget ophidset, og deres venskab gik i stykker for altid.
Det var formentlig de ledende fysikeres viden om Hitlers bestræbelser på at udnytte kerneenergien militært, der fik mange af dem til at gå ind i amerikanernes bestræbelser på det samme. Bohr var der også, men på sidelinjen. Senere, da konturerne af den kolde krig begyndte at tegne sig, gik han ind for, at man delte den tekniske viden bag atombomben med Stalin. Et standpunkt, der fik Churchill til at anse Bohr for at være gal.
Jeg mener, Churchill var den gale af de to. Desværre var det den gale og ikke Bohr, der havde magten til at tegne fremtiden. Der har også huseret rygter om, at Bohr gav russerne oplysninger, der nærmede sig spionage. Disse rygter afkræfter Favrholdt dog, Bohr gav kun russerne, hvad i forvejen var offentligt tilgængeligt, selv om repræsentanter fra Sovjetunionen ganske rigtigt opsøgte ham. Favrholdt har sikkert ret.
Jeg synes dog ikke, problemet er så væsentligt. Bohs ide var den moralsk rigtige og amerikanernes og Churchills magtpolitiske anvendelse af atomvåbnet det forkerte, og om Bohr havde gjort noget aktivt for sin ide, havde det stadig været mindre forkert end alle de politikere, der aktivt støttede det amerikanske atomvåben-monopol. Det er det væsentlige.
Sådan ser Favrholdt vist ikke helt på det, og her skilles hans og mine veje så. Men tænk engang igennem, om Bohrs ide havde sejret! I stedet blev det de uhyggelige skygger fra Hiroshima og Nagasaki, der fik lov at formørke det næste halve århundrede. Og det havde nok også været den kyniske hensigt fra starten, amerikanerne kastede nok mere de bomber for at skræmme Stalin end for at give allerede kapitulationsmodne japanere det sidste puf. Russerne gjorde aldrig noget tilsvarende.
Jeg synes, historien dømmer amerikanerne hårdere end russerne i den sag. Og Bohrs dilemma må have været utrolig vanskeligt. Det er ikke et ansvar, enkeltmennesker kan løfte. De endnu mægtigere kræfter, moderne fysik leger med, kræver enormt godt udviklet demokrati for at kunne behandles forsvarligt. Så godt er vores demokrati ikke, og som jeg ser det, er det heller ikke på vej til at blive det. Tværtimod.