Efter flere års arbejde med `Laboratorium for Politiske Viser` i Danmark fik jeg lyst til at prøve noget lignende i Finland. Jeg tror ikke, at jeg før har mødt en lignende mangfoldighed i genrer og generationer

af Per Warming
Hvis vi tror, at TV, aviser, film, bøger og cd`er afspejler virkeligheden, så kommer vi let til også at tro, at politisk kunst enten er forældet 70`er-nostalgi eller noget usædvanligt og eksotisk.
Ser vi derimod bag spejlet, ser vi et helt andet billede både af kunst og politik. Det er den løfterige - men også udfordrende - erfaring, jeg gjorde en uge i Helsingfors i juni 2008.
Efter flere års arbejde med `Laboratorium for Politiske Viser` i Danmark fik jeg lyst til at prøve noget lignende i Finland. Jeg ringede til en finlandsk kammerat fra World Social Forum bevægelsen og fortalte, at jeg søgte politiske kunstnere og et sted at mødes med dem. Han sendte et par mails af sted til rette vedkommende, og så rullede snebolden.
To dage efter havde jeg forbindelse med det lille KokoTeatteri i Helsingfors, der gerne ville lade os bruge deres scene med tekniker og café-personale. Og efter et par ugers mail-korrespondance, især med Finlands `Kunstnere for Fred` (PAND - Performers and Artists for Nuclear Disarmament, Finland) var et program sat op på teatrets hjemmeside og sendt ud på `PAND-listen`.

Tre generationer
Som gammel nordist tænkte jeg først, at vi skulle snakke skandinavisk sammen, men det gik snart op for mig at det fælles sprog måtte være - ikke engelsk, men det sprog vi alle faktisk kan, nemlig dårligt engelsk.
Mødet skulle formidle dialog mellem kunstnere, der troede at `En anden verden er mulig` og som hver på sin måde prøver at nyttiggøre deres kunstneriske håndværk for denne tro - og imod de neo-liberale, de multinationale, herremændene, kapitalisterne eller hvilket navn vi nu sætter på dem.
Vi skulle give prøver på vores kunst og udveksle erfaringer. Finlandske kammerater tog sig af det praktiske, og der dukkede 30-40 mennesker op - og fyldte teatret. (Se aftenens program her på siden.)
I henseende til alder spændte de medvirkende over næsten tre generationer. I henseende til genrer spændte de fra trubadurer med guitar til folk-band med slidte jeans, fra cabaret-sang i Brecht-Eisler-traditionen over jazz til rock med guitar, bas og computer (og musikerne i sort og piercinger og nitter), fra kunst-dans til digt-oplæsning.
Teksterne spændte fra humor og (selv)ironi over patetiske bekendelser til udbrud af vrede og desperation. Vi berørte Europa, Latinamerika, USA, Mellemøsten og Rusland.

En anden politisk kultur
Jeg tror ikke, at jeg før har mødt en lignende mangfoldighed i genrer og generationer på én gang.
Generationsforskellene var tydelige, men ikke fjendtlige. Tværtimod udtalte sangerinden fra det sorte band sig direkte imod selve begrebet `ungdomskultur` som hun anså for at være en del af markeds- og forbruger-retorikken.
Også spændingerne mellem kommunister, socialdemokrater, anarkister m.m. var der. Men jeg mødte et bemærkelsesværdigt fravær af berøringsangst mellem genrer, generationer og ideologier.
Måske forklaringen på denne robusthed skyldes, at jeg var rejst udenfor Skandinavien og dens undertiden lidt trættende folkehjems-selvgodhed og selvretfærdighed. Hvis man kan sige, at den sociale kultur i Danmark bygger på `hygge` og i Sverige på `høflighed`, så bygger den sociale kultur i Finland på `brutalitet`. Man siger det som det er, uden omsvøb.
Måske det igen hænger sammen med de realpolitiske kompromisser, der især i Kekkonen-tiden gjorde Finland til en bro mellem Øst og Vest. I Danmark kaldes det `finlandisering` og anses for en flov bøjen sig på knæ for Sovjet. Sådan ville vi aldrig gøre i Danmark! I Finland anses det for at se de politiske realiteter i øjnene - og man smiler ironisk, når Danmark bøjer sig endnu dybere for USA (og ikke vil erkende det).
Skønt også Danmarks Kommunistiske Parti blev registreret og udspioneret af USA-venlige regeringer og Gladio-grupper, så havde Finlands Kommunistiske Parti (FKP) betydelig større politisk vægt i Kekkonen-tidens realpolitik. De unge musikere i det sorte band bar FKP-emblemer. I Danmark ville de sandsynligvis tilhøre det anarkiske/autonome miljø, og de ville næppe dukke op til et `Kunstnere for Fred` arrangement. Og ville de blive inviteret?

Hvad kan vi så lære?
Der er ingen grund til at være bekymret for den politiske kunst. Den lever i bedste velgående. Men der er grund til at bekymre sig for, at den politiske kunst er isoleret fra offentligheden. Eller sagt på en anden måde, at det offentlige rum er koloniseret af markedskræfterne.
Den vigtigste udfordring er at erkende dette.
`Det moderne` og dets fremskridtstro og vækstoptimisme sidder så dybt i de fleste af os (ikke mindst os gamle på venstrefløjen), at vi nærmest føler os forpligtede til at være optimister. Udfordringen er at erkende, at vi reelt er på tilbagetog.
Vore modstandere har initiativet, og de invaderer og overtager vore fælleder stykke for stykke. Det er ikke mere bare en kynisk Tom Lehrer-vits at `De vinder alle slagene, men vi har alle de gode sange`. Men det er ingen skam at tabe, når modstanderen er den stærkeste. Men skal bare huske, at det ikke er aften endnu.
På disse betingelser er det sjældent realistisk at søge åben konfrontation.
Nogle prøver at agere på markedet på markedets betingelser - som en slags `undercover-agenter`. Det er al ære værd og det kan gøre en forskel. Udfordringen er ikke at blive smittet af markedsretorikken, så vi tror, at succes i karrieren er det samme som politisk succes - og omvendt. Og udfordringen er ikke at falde for markedets nyhedsjagt og dens vampyrforhold til de unge.
Andre fortsætter trofast deres arbejde i det, som markedet kalder `nicher` eller `subkulturer`. Også det er al ære værd, og også det kan gøre en forskel.
Nogen må passe på den politiske kultur og dens netværk og dens mødesteder, så de er der, den dag vinden vender. Så de næste ikke skal starte forfra. Her er udfordringen ikke at blive smittet af det `sekteriske`. Når man lider mange nederlag, kan det være fristende at lukke sig inde med sin egen slags og kun stole på dem - og ikke på alle de andre almindelig mennesker.
Det er to vanskelige udfordringer, især når man er alene. Og alene bliver man let, når medierne, der skulle være et spejl, hvori vi kunne se os selv som samfundsborgere, er blevet til et troldspejl, der i stedet viser os som forbrugere af brød og skuespil.
Så se bag ved spejlet.

www.viselaboratorium.dk

Art in resistance - resistance in art
- en aften med koncert og dialog om politisk kunst, KokoTeatteri, Helsingfors, 12 juni kl 19.30.
Formanden for PAND Finland Juha-Pekka Vaisanen byder velkommen
Per Warming synger Wiehe, Huldén, Rovics og Vysotskij og fortæller om `Laboratorium for Politiske Viser` i København.
Tonni Lievemaa & Ville Vokkolainen guitar duo spiller jazz standards og fortæller om jazz fra en politisk synsvinkel.
Nastaran Nazirzadeh fra Iran danser.
Skuespillerne Anneli Ollikainen & Vickan Hedengren læser digte.
Rauni Salminen synger bl.a. Violetta Parra og Bulat Okudzjava. Petri Rajala spiller guitar.
Jukka Vuoristo & the band 'Sananjalka' med nye anti-krigssange.
Digteren Riku Räihä læser op.
Linda Wallgren & Riika Oksanen synger politiske sange med musik af Lauri Maijala, der også spiller klaver.
Petri Rajala synger Vysotskij
Marko Korvela & the band 'Vanaja' med nye politiske sange.