24 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Musikalsk paella med politik til

Musikalsk paella med politik til

Torsdag, 03. juli, 2008, 00:00:00

La Kinky Beat fører stafetten videre fra musikere som Manu Chao. Med deres blanding af reggae, hip-hop, punk og jungle har de deres helt eget udtryk. I år gæster de Roskilde Festival

af Alexander Nicolas Truelsen
2006 var året, hvor den nærmest sagnomspundne Ballroom-scene på Roskilde Festival, for sidste gang satte gang i dansegulvet.
Ballroom var altid garant for multikulturel musik-fest, og mange trofaste Roskilde-gængere savner scenen. På netportalen Facebook har over 500 personer tilmeldt sig protestgruppen 'Ballroom tilbage på Roskilde'.
På dette års festival vil stemningen fra Ballroom for en stund genopstå - men på Cosmopol-scenen, fredag klokken 24.00.
Bandet La Kinky Beat fra Barcelona er kendt for at sætte ekstraordinært gang i festen med deres utraditionelle blanding af reggae, hip-hop, punk, jungle og rock. Båret frem af bandets karismatiske frontkvinde med den hæse stemme og det velklingende navn; Miry Matahari, har bandet sunget, skreget, hoppet og danset sig ind i manges hjerter.
Bandet blev dannet i 2003 af musikere, som alle havde gang i andre projekter, og hurtigt turnerede bandet ikke bare den Iberiske halvø, men også det meste af Europa. La Kinky Beat opstod omkring det venstreorienterede musikermiljø i Barcelona, som er kendt som en kulturel smeltedigel, og hvor musikere og bands som Manu Chao og Che Sudaka har deres daglige gang.
La Kinky Beat tilhører mestizo-scenen, hvis kendetegn er at blande både genrer og sprog - for på den måde at nedbryde grænser og barrierer. Således synger bandet både på spansk, baskisk, portugisisk og engelsk. Men det der adskiller La Kinky Beat fra mange andre mestizo-bands er, at de også tilfører deres musikalske paella en ordentlig skefuld elektroniske beats.
Energien fra den britiske punk, tilbagelænetheden fra den jamaicanske reggae og de eksotiske latinamerikanske rytmer mødes med de stramme elektroniske beats fra drum Ôn` bass og jungle - resultatet er en ubestemmelig cocktail som fascinerer ved første møde.
Senest har bandet bidraget til støtte-cd`en 'Esperansaharaui' for flygtninge i Vestsahara.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jul. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur