Der fandtes engang et land, som var relativt lykkeligt. Ikke absolut lykkeligt, for ikke alt i landet var så godt, som det kunne være. For eksempel var der nogle, der var rigere end andre, og var man rig, var det muligt at lade andre arbejde for sig og blive endnu rigere på det

af Kjeld Stenum
Men netop relativt lykkeligt var landet. 'Relativt' betyder jo noget med at sætte det i forhold til andre lande, og i den målestok var landet uden tvivl blandt de lykkeligste, for der findes megen djævelskab og magtsyge rundt omkring i verden, som gør det med lykke i hele lande meget sjældent.
Denne relative lykke havde at gøre med, at folkene i landet havde arbejdet sig op til rimelig stor velstand uden at træde alt for voldsomt på hinanden og ved i forholdsvis stor udstrækning at arbejde sammen om det og yde meget til samfundet. Det var man enige om, fordi der fandtes megen ansvarlighed blandt landets borgere.
Man skulle tage sig af hinanden. Og de, der ikke havde nogen til at tage hånd om sig, når de kom i nød, dem skulle samfundet tage sig af. Sådan var holdningen, man betalte gerne for et godt system.
Man lod også dette system tage sig af mange andre ting, som kunne få samfundet til at fungere bedre og gøre tilværelsen lettere for borgerne: børnefritidsordninger, uddannelse, sundhed, trafik og den slags ting. Og kom fremmede ude fra den store verden, hvor man somme tider var i meget større nød, end nogen i det relativt lykkelige land kendte til, var holdningen, at de skulle med i samfundet, og indtil de kunne klare sig, skulle de hjælpes som andre svage borgere, for man havde ansvar for hinanden.
Og fordi holdningen var sådan, prøvede politikerne at fremstå for befolkningen som om, de også syntes, at sådan skulle samfund være. Det syntes de måske i virkeligheden ikke, ikke alle i hvert fald. For politikere flest synes ikke ret meget, bortset fra at de synes, folk skal stemme på dem, derfor lader de som om, de synes det, de tror, folk synes.
Men nu de her rige mennesker, de havde opdaget en klub, som rige lande kunne blive medlemmer af. Og som hjalp de rige til at være sikre på at blive ved med at være blandt de rigeste i verden.
Det hjalp klubben de rige til ved at sikre, at landene ikke brugte for meget på den slags ting, som det relativt lykkelige land havde brugt en del midler på, fordi de fleste borgere syntes, man skulle tage sig af hinanden. Og så gjorde den det ved sikre, at alle rige, som var med i klubben, kunne hente arbejdere til at arbejde for sig i hele klubbens medlemsområde og på den måde være sikker på at få dem til de lavest mulige lønudgifter.
Den klub måtte det relativt lykkelige land være medlem af, sagde de rige til politikerne, for ellers kunne de ikke følge med de andre landes rige, og så ville hele landet blive fattigt, for det var jo dem, der skaffede velstanden. Til sig selv i hvert fald, og det var næsten lige så godt, som hvis det havde været til hele landet, for blev de rige rigere, kom det jo uundgåeligt alle til gode i det lange løb, selv om folk oftest var for dumme til at se det.
Ja, det lyder rigtigt, sagde politikerne, den klub må vi med i, for vi vil gerne, vores rige har noget at sige i verden, så får vi det også. Og så sagde de til borgerne, at hvis landet ikke blev medlem, ville det synke helt tilbage i middelalderfattigdom, og det ville være imod alt, hvad landet havde stået for og kæmpet for i generationer.
Nej, uha da, sagde folk, middelalder, det vil vi ikke have, så vi må hellere gøre, som de siger. Og det gjorde man så, og landet kom med i de rige landes klub. Og som man jo gjorde i den klub, forpligtede det sig til at skære ned på investeringerne i alt det, der havde med at tage vare på hinanden at gøre, så der kunne blive mere at investere i de riges rigdomme, så de kunne blive endnu større og gøre landet som helhed endnu rigere og lykkeligere.
I det lange løb var det til gavn, sagde politikerne og høvlede en luns af sundhedsvæsen, børnefritid, trafik, alderdomsomsorg, alt det, man havde gjort så meget ud af før. Så de rige fik midler til at blive endnu rigere.
Samtidig gjorde de en masse godt for de fattigste i andre medlemslande ved at hente dem op til at arbejde for sig, og så kunne de jo spare lidt på lønudgifterne også. Og selv om der blev skåret ned på alle de ting, som man før havde gjort meget ud af at have, fordi man gerne ville tage ansvar for hinanden, så klarede folk sig såmænd.
Når børnefritidsordningerne blev ringere og dyrere, jamen så valgte de unge dem fra og morede sig med at slås i gaderne i stedet for. Blev det offentlige sundhedssystem for ringe, og det gjorde det, så blev der efterspørgsel på private hospitaler i stedet for, og så kunne folk jo bare selv betale.
Blev den offentlige trafik for ringe, valgte folk bare at købe egne biler i stedet. Og blev alderdommen for usikker, og det gjorde den, for politikerne lovede sikker alderdomsforsorg den ene dag og brød deres løfte den næste, jamen så kunne folk jo bare forsikre sig privat. Og det begyndte nogle så at gøre. Andre havde ikke penge til det, men det var jo bare, fordi de prioriterede andre ting højere, som for eksempel mad og tøj, så det var jo deres eget valg.
Og se, sagde politikerne, statistikkerne viser, at det er sådan, folk vil have det, for de vælger det jo selv. Det er privatisering, der gør folk lykkelige, det siger statistikken, og statistik er den rene videnskab, så privatisering må vi have! Og så satte de tiltag i værk, som skulle fremme den udvikling, statistikken viste, at folk ønskede.
Og folk, som stod og havde ondt ved at undvære penge til kollektiv trafik eller dyre hospitaler, fordi de jo skulle betale til private biler og dyre helbredsforsikringer, de tænkte, ja, hvorfor skal vi betale til det skidt, vi har ikke pengene til det, det er rigtigt, det vore politikere siger, privatiser lortet!
Hvorfor skal vi betale til andre gamle, vi kan knapt regne med selv at blive forsørget i vores alderdom! Og de fremmede, hvorfor skal vi betale til de terrorister og nassere, det er deres skyld, at vi ikke får højere løn! Og snart endte det relativt lykkelige land i ét stort, dejligt råt og lykkeligt og blodigt slagsmål.
Ak ja, sagde de rige, som var blevet meget rige. Hvor er folk dog utaknemlige over al den rigdom, vi skaffer!