5. juni 1941 var der fodbold i Parken mellem et østrigsk og et dansk hold. Da Østrig var en del af Nazi-Tyskland var fodbold med fjenden. Kampen endte med optøjer og voldsomme protester

af Bjarne Nielsen
Uroligheder ved fodboldkampe er ikke noget nyt, selv om urolighederne i 1941 under kampen mellem et stjernespækket østrigsk hold og et udvalgt københavnsk, var fremadrettet og progressive, i modsætning til vores dages bølleoptøjer.
Hans Bonde der i 2006 fik årets historiske pris for bogen `Fodbold med fjenden`, har med sin nye bog `Oprøret i Parken` inddraget mange nye kilder, blandt andet fodboldspillernes egne erfaringer og et fornyet billedmateriale.

Fodbold med fjenden
Grundlovsdag 5. juni 1941 løb østrigske Admira Wacker og det københavnske Stævnet ind på Parkens plæne, omkranset af fuldt besatte tribuner.
Da Østrig var en del af Nazi-Tyskland var det kort fortalt fodbold med fjenden. De mange tyske soldater på tribunerne heilede da også om kap med de østrigske spillere før kampen blev fløjtet i gang.
Meningen med kampen var at besegle venskabet mellem det danske og det tyske folk, men endte efter optøjer og voldsomme protester, så det danske politi trofast måtte beskytte værnemagtens soldater. Episoden endte med at sætte punktum for idrætssamarbejdet og illusionen om adskillelse af idræt og politik.
Bonde påviser at det var første gang, at et stort antal danske fysisk demonstrerede mod besættelsesmagten. At de med deres demonstration generede de danske idrætsledere som ønskede større samkvem med besætterne og medvirkede til justitsminister Harald Petersens afgang, var nok en utilsigtet sidegevinst.

Nazisympatier
Det nye i bogen, fodboldspillernes erindringer, omhandler blandt andet det kuriøse, at den danske landsholdsspiller, legendariske Knud Lundberg, blev tilbudt at blive avlstyr i Tyskland for at fremme den ariske races udvikling. Til hans mange fortjenester hører at han takkede nej tak.
Masser af danske idrætsfolk, ledere og organisationer var mere end samarbejdsivrige og bogen hegler især svømmerne Ragnhild Hvegner og Jenny Kammersgaard igennem, ligesom den folkekære Gunnar `Nu` Hansen får retfærdige hug for hans nazisympatier.
I et lille, men malplaceret, kapitel omkring Kronprinsens forsøg på at blive medlem af den nuværende Den Olympiske Komite, viser Bonde hvorledes kongehuset tidligere har været medlem og hvorledes prins Axel fik stor anerkendelse for sit samarbejde med Hitler styret i forbindelse med OL i Berlin 1936.

Sport og politik
I et afsluttende kapitel trækker Bonde linier til OL i Beijing og stiller spørgsmålet hvordan politikere, idrætsorganisationer og medierne bør forholde til et totalitært regimes legitimering af sig selv gennem store idrætsarrangementer.
Bonde lægger op til, om man kan bruge erfaringerne fra Berlin til debatten om OL i Beijing. Svaret blæser i vinden. Både fordi forskellene trods alt er store og fordi bogens overordne emne er et andet.
Bonde har i flere bøger dokumenteret at sport og politik er uadskillelige. Hvis man skulle følge hans opfordring til boykot af Beijing, står man tilbage med spørgsmålet - hvor vil man så kunne afholde slige arrangementer.
Bogen er velskrevet og trods mange gentagelser fra `Fodbold med fjenden` absolut værd at forholde sig til.

Hans Bonde: Oprøret i Parken. Dansk Idræt under hagekorsets flag. 283 sider. 248 kroner. Syddansk Universitetsforlag.