25 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fundamentet til noget stort

Fundamentet til noget stort

Torsdag, 31. juli, 2008, 00:00:00

70 socialister var samlet på SUF`s sommerlejr i juli. De råhyggede sig og diskuterede alt fra feminisme til klimakrise og fagligt arbejde

af Thor Dansbye Noe, Daniel Rask og Camilla Holst
Langt fra tidligere tiders støvede teltlejre og universelle sandheder inspireres unge revolutionære socialister til den kommende tids politiske udfordringer. 70 socialister var i uge 29 samlet på Socialistisk UngdomsFronts (SUF) sommerlejr i naturskønne omgivelser på Gribskov Efterskole for at samle kræfter og debattere, hvordan målet om en bedre verden opnås.
Hele ugen var propfyldt med forskellige oplæg og analyser, de unge revolutionære kunne vælge at deltage i, om alt fra feminisme til klimakrise, fagligt arbejde, social sortering i uddannelsessystemet og internationale perspektiver.
Der var masser af livlig og hektisk debat i lokalerne. Selv efter programmet var slut, og folk sad og hyggede sig med andre nye og gamle kammerater, blev emner som for eksempel prostitution diskuteret heftigt helt til klokken fire om natten.

Fokus på EU-modstand
- I formiddags holdt Rune Lund fra Enhedslisten oplæg om EU, hvor vi i små grupper diskuterede perspektiver og tilgangsvinkler for EU-modstand, samt hvem vi kan samarbejde med på europæisk plan. Hele diskussionen motiverede mig rigtig meget til det kommende års vigtige kampe mod EU, lyder det for eksempel fra Thor på 17 år fra SUF Viborg.
Gennem teambuilding blev deltagerne fra første nat bundet sammen på tværs af regionale og aldersmæssige skel, når de i grupper blev kastet ud i krævende både praktiske og teoretiske prøvelser i den nordsjællandske nats mørke. Der var benhård dykning i iskoldt vand, balancekrævende kajakroning på vippende mælkekasser, quiz i historiekunnen, samt dannelse af menneskeskulpturer.
Som oplægsholdere var blandt andet Morten Kabel fra Enhedslisten og Christina Koll fra Greenpeace på besøg for at fortælle om retorik og kommunikation. Dette fandt mange af deltagerne både fængende, interessant, brugbart og lærerigt.
De mange unge fik blandt andet tricks til hvordan man taler til store forsamlinger, debatterer med politiske modstandere, håndterer medierne, og hvordan man i det hele taget kommer ud med de socialistiske budskaber på en måde, så også hr. og fru Jensen kan forstå nødvendigheden af en samfundsomvæltning.

Selvforsvar og fodbold
Ved bålhyggen samme aften underholdt Morten Kabel med oplæsning fra 'Politisk Korrekte Eventyr', hvilket frembragte utallige latterudbrud.
I programmet var der også fundet plads til en masse praktiske aktiviteter, som feministisk selvforsvar hvor man lærte nogle forskellige kamp- og forsvarsteknikker for derved at få opbygget sin selvtillid. Deltagerne havde om ikke andet en masse sjov ved at forsøge at lære capoeira, som er en teknisk- og balancekrævende brasiliansk kampsport.
Til fodboldturneringen samarbejdede deltagerne i deres grupper om at vinde kampene, hvilket gav masser af kampgejst og sammenhold.
- Det har været en sindssyg fed uge, og det har virkelig givet mig gejst til dagligdagens kampe. Jeg kommer til at savne de her dejlige mennesker rigtig meget og jeg glæder mig til at fortsætte vores kamp sammen med dem. På sommerlejren var mange nye medlemmer, og denne lejr er i modsætning til andre møder et friere sted at møde ny venner. Det føles virkeligt som om sommerlejren har bygget fundamentet til noget stort, evaluerer Camilla på 15 år fra SUF Roskilde.


Fakta om SUF
Socialistisk UngdomsFront er en landsdækkende, revolutionær ungdomsorganisation med over 40 aktive lokalgrupper.
SUF kæmper for en bedre verden, der bygger på ægte demokrati, mangfoldighed, fred og reel velfærd. Hvis du er træt af bare at se på verdens elendighed, synes du at 'nogen burde egentlig gøre noget ved det', og vil du være med til at gå på gaden for at vise folk, at der er nogen der kæmper for en anden verden - så klik ind på www.ungdomsfront.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. jul. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur