Musik var der nok af i de to første uger af juli - Roskilde Festival og Copenhagen Jazz Festival

Roskilde Festival fungerer som sin egen by, hvor 100.000 bor i otte dage. De første fire dage inden musikken tager fat, er der omfattende sociale og kulturelle aktiviteter i teltbydele. Festivalen har sin egen organisation og lægger vægt på at være i front med det nye, der bevæger sig på musikscenen både i Danmark og internationalt.
I alt 200 koncerter med ukendte og gammelkendte. Roskilde Festival er uden tvivl årets mest betydningsfulde kulturbegivenhed i den nordlige del af Europa. Festivalen er en selvstændig organisation, der ønsker at forandre verden gennem for eksempel fair trade-projekter og bæredygtighed. Festivalen fordeler sit overskud til almennyttige formål.
Copenhagen Jazz Festival er integreret i København. Den udspiller sig på de mange forskellige lokaliteter i byen. Også Jazzfestivalen giver plads til nye talenter. 900 koncerter over ti dage med 200.000 til de forskellige koncerter. Copenhagen Jazz Festival støttes årligt med to millioner kroner af Nordea Danmark Fonden.
Hver på deres måde er det to markante musikbegivenheder, som vi nødig ville være foruden. Formen på de to festivaler er meget forskellig, og publikum er kun i mindre grad det sammen. Og det er ikke kun, fordi perioderne for festivalerne overlapper.

Copenhagen Jazz Festival 30 år
Årets Jazzfestival blev i år afholdt for 30. gang. For danske musikere er der ingen tvivl om festivalens betydning. Endelig får de steder til at spille, spille sammen og spille med udenlandske navne.
Københavnerne kan pludselig i nogle få dage opleve den helt utrolige mængde af ualmindeligt velspillende unge danske jazzmusikere. Det er naturligvis ærgerligt, at det hele bliver fyret af i den første uge af juli. Resten af året er der ikke meget jazz i København, og det er synd. Men noget er der da, så tag chancen, når den er der.
Begge festivaler har haft nogle af de helt gamle stjerner på programmet. Neil Young leverede en formidabel koncert på Roskilde Festival, nærværende, dynamisk og medrivende i stort format. Copenhagen Jazz Festival havde den 78-årigen Ornette Coleman på Gamle Scene og den 75-årige Paul Bley i det nye Skuespilhus.
Ornette Coleman er stilskaber i form af den frie jazz, sådan spiller han stadig, selvom han også lægger nogle mere faste rytmer under sit spil. Faktisk fungerede det bedst, hvor han holdt den frie form, der bryder både rytme og akkordmønster.
Der er stadig intensitet og bid i hans sax. Den karakteristiske strøgne bas lagde klangbunden, velspillende, men mindre intens end i det formidable samspil med den legendariske bassist David Izenzon.
Indimellem er det vidunderligt smukt og dramatisk. Det udløste et stort bifald, som fik den dårligt gående Coleman tilbage på scenen. Ekstranummeret Lonely Woman blev så smukt spillet, som kun Coleman kan. Nok for sidste gang i København.
Paul Bley er en af de gamle store på piano, som dog alligevel aldrig har haft det store publikum. Han har på det sidste spillet sammen med den danske trommeslager Kresten Osgood, der også var med den aften.
Bley er en pianist, der søger i lyduniverser. I en fri form betjener han sig af et enkelt spil suppleret med knips på flygelets strenge. Det var stille improvisationer over numre som Indian Summer og I Can`t Get Started.
Det spændende ved jazzen er improvisationerne, muligheden for hele tiden at forfølge og afprøve en idé eller følelse. Man er med, og der tages chancer. Hvor vi ender, ved vi ikke. Undertiden falder det hele fra hinanden.
I kvartetten, eller hvad det nu er, opstår den kollektive improvisation. Musikerne lytter til hinanden, giver igen og indgår i fælles formationer. Improvisationen er en fantastisk kvalitet i forhold til den traditionelle fastlagte partiturmusik, der er baseret på noder. En fri form i en tid hvor improvisationer i hverdagen er altafgørende for livet i byen.
Osgood er en formidabel lydmand. Han får masser af nuancer ud af sit trommesæt, ikke blot rytmer. Osgood skaber lydsteder, og formåede at spille op til Paul Bley, hvilket ikke må være nemt. Men netop som Bley skulle op og røre en streng, begynder flygelet at trille. Den gamle blev gnaven og gik på sine vaklende ben langsomt ud i kulissen og kom ikke tilbage - bifald til trods. Osgood var tilsyneladende parat til mere, men det var slut.

Stubniz
En time senere dukkede så Osgood op på Stubniz - det gamle skib ved Langebro.
Stubnitz er et kulturskib, der har sejlet rundt i Europa de sidste godt ti år. Skibet har fungeret som en platform for moderne musik og kunst. Det foregår nede i dybet. Ét stort rum med flere niveauer går helt ned på bunden af skibet. Man står, hænger og sidder på kanter. En anderledes ramme og et andet publikum. Stubniz indgår i bytrenden rawkultur. Men hyggeligt er det.
GangstaJazz feat spillede op. En sær blanding af avantgarde jazz, der bevæger sig over i country, bluegrass og Jimi Hendrix. Luther Thomas på saxofon fik indimellem én til at tænke på Albert Ayler. Eugene Chadbourne der spillede guitar og banjo kunne få alt frem på sine instrumenter og fik det til at gynge. Nils Davidsen var med på bas og guitar, og Kresten Osgood var tilsyneladende glad for at få mere plads til sit spil på Stubnitz nederste dæk.
Alt i alt en del mere dynamik end i koncertsalene. Der var klart mere Roskilde over Stubniz. Eugene Chadbourne er en eksperimenterende musiker, der længe har tilhørt undergrunden, og som hele tiden flytter sig. Prøv at checke ham ud. Han spillede i øvrigt også på Århus Jazz-festival.

I byens rum
Noget af det allerbedste ved Copenhagen Jazz Festival er koncerterne i byens rum. Det er vidunderligt at komme gående, hvor så øret pludseligt bliver fanget af noget, der lyder som musik.
Tonerne slår mod facaderne, og få skridt længere fremme er der ingen tvivl. I dag er der jazz på pladsen. Så er der mulighed for at improvisere og slå sig ned.
København har - både i centrum og uden for søerne - mange rum, hvor der kan foregå meget mere, end der gør. Jazzkoncerter er én ting, der kan være med til at åbne for andre aktiviteter. Byen skal bruges. Det er det, vi har den til.
Inden for de sidste ti år er antallet af aktiviteter i Københavns byrum eksploderet. Men - det er stadig sådan, at der skal tilladelser og alt det der til. Egentlige frirum er det ikke endnu.
Det gode ved musik på pladserne er, at man bliver overrasket. Det er lige meget, hvem der spiller. Den ene dag var det Thomas Agergaard med The Time Span Band. Det fungerede godt på Frue Plads. Stemningsfuldt og med mange facetter hjulpet på vej af tuba, banjo, sax, elektronik med videre. Når solen skinner, indbyder de store, varme granitsten til at sætte sig, inden man skal videre.

Saxtopmøde
Tilbage på de nummererede rækker. David Murray med Black Sain Quartet spiller sort musik. David Murray spiller tenorsax og basklarinet med inspiration fra Ayler, Coltrane og Rollins, men han har også sit eget spil, der trækker på den sorte musiks rødder.
Blandt de sorte helgener faldt især pianisten Lafaytte Gilchrist i ørene. Han folder sig også ud på David Murrays seneste cd-udgivelse, Live in Berlin.
Glassalen i Tivoli er et af de koncertsteder, der har en god størrelse, og hvor akustikken fungere godt, bare man ikke sidder for tæt på. Og der var tryk på den aften, hvor de tre amerikanske saxofonister Joe Lovano, Dave Liebman og Ravi Coltrane holdt saxtopmøde. Oprindeligt var det Michael Brecker på tenorsax der var med, men efter hans død er Ravi Coltrane kommet med. Ravi er søn af den helt store saxofonkunstner John Coltrane.
Og rigtig godt blev det til sidst, hvor der blev spillet tre af John Coltranes numre fra dennes sidste periode. Det var hymneagtig musik, hvor der blev opbygget en enorm energi. Musikken var til stede, var stærk og intens. Saxofonerne udløste kaskader af toner og lyde. Det var jazz.
De spiller ekspressivt, sammen og i ligeligt fordelt soloer. Jeg fik dog især øre for pianisten Phil Markowitz, der flere gange på en original måde fik skabt sine egne og interessante rum. Med var i øvrigt bassisten Cecil Mc Bee og trommeslageren Billy Hart. Alt i alt et stærkt og sammenspillet hold, der var kommet for at spille.

Mimosen
Om Anette Peacock var kommet for at spille er svært at sige. Også hun er oppe i årene, men forsøger at forblive i et ungdomssentimentalt rum.
Hun sad der alene med flygel og keyboard foran sig. Spillede lidt på dem, som så mange andre også kan. En større rytmeboks blev også taget i brug. Og hun sang til, på en temmelig monoton måde, et foredrag af en tekst som var svær at høre, men dele af det lød bestemt ikke opmuntrende. Jeg har dog hørt hende på cd, hvor det virkede langt bedre, men det var en skidt aften.
Det hele virkede som en tidslomme fra New York. Men tiderne har forandret sig. Netop derfor virkede det også insisterende sentimentalt. Netop det, behovet for en løbende ændring af musikkens udtryk og indhold er afgørende. Nogle af de gamle musikere som for eksempel Ornette Colman og Neil Young formår at holde tændingen og tilpasse udtrykket, selvom de har fundet deres form for mange år siden.
Sådan var det ikke med Anette Peacock, der ikke formåede at komme i kontakt med sit publikum og reagerede som en mimose.
Musikken har det godt. Roskilde Festival og Copenhagen Jazz Festival bød på en del navne, der tilfører musikken nyt via teknologier - især computere - og ved fortsat at krydse stilarter. Det er dog langt fra alle, der har noget på hjerte. Det er begræsningen.
Det blev ikke til meget om danske navne her. Men Copenhagen Jazzhouse - som til daglig er det førende jazzsted i København - har bygget om og fået bedre rammer.
I år havde Jazzhouse besluttet for sig næsten udelukkende at præsentere dansk jazz. De danske navne spiller hen over året løbende i Jazzhouse. Følg med i deres program www.jazzhouse.dk