Årets Skagen Festival startede i 25 graders bagende sol fra en skyfri himmel. Sådant et vejr og koldt fadøl giver gode forventninger for weekenden

af Jan Andersen
At starte med en tur ned over havnen er altid en god ting. Det er på havnen, at man møder gamle venner, både mennesker og musikalsk, og det er her, der er liv. Havnebassinerne langs de røde pakhuse er så fyldt med både, at man ville kunne vade tværs igennem uden at få våde sko.
Der er fredag, og aftenens musikalske højdepunkt er koncerten med Savage Rose i Skagens kultur og fritidscenter.
Det blev en eksplosion af lys og lyd. Annisette på scenen med et band af helt unge musikere fyldt med den glød, og det drive, der i fællesskab skaber en stor koncertoplevelse. På trods af at have lyttet til de talrige udgivelser fra Savage Rose, overrumples jeg fortsat af Annisettes kraftfulde stemme.
Annisette dansede, sang og skreg sine sjælfulde sange ud til et veloplagt publikum. Hendes energi og politiske engagement er ikke blevet svækket med årene. Palle Hjort havde fået æren af at sidde bag tangenterne på pianoet og orglet, en plads det ikke er så lige til at udfylde efter den afdøde Thomas Koppel.
Han er dygtig og gør et flot stykke arbejde. På 'In the plain' kunne man ikke undgå at mærke, at han og orglet leverede, hvad man godt kan kalde en hyldest til Thomas Koppel. Smukt!
Nævnes skal også flamingo-guitaristen Flavio Rodrigues, som fik tilføjet musikken sin helt egen smukke verdensmusikstil. Hans spil er i verdensklasse.

Ceilidh
Lørdag bød ikke rigtigt på nogle trækplastre inden for folkemusikken, men på denne dag finder vi hvert år nok festivalens vigtigste koncert, Ceilidh`en.
Det er èn stor musikalsk legestue, hvor band efter band går på scenen og fyrer et enkelt eller to numre af. Mange gange med nogle specielle konstellationer af musikerne. Den slags kan kun glæde os publikummer.
Årets overraskelse blev duetten Donovan og Sebastian. Mesteren og hans elev. I dag begge store sangere og sangskrivere, der ligeværdigt kunne fortolke to af Donnovans poetiske sange, 'I`ll try for the sun' og 'Colours'. Det var som at få en ekstra julegave midt på sommeren!
Kontrasterne mellem halkoncerterne og dem på Torve- og Havnescenen er store.
Badmintonhallen har de seriøse folkemusiknavne. I kultur- og fritidscenteret spiller de store navne, der skal trække penge til huse, mens det er på de små scener nede i byen (torve og havnescenen), at man oplever de vilde udbrud af ekstase.
For eksempel fik BordererS hele teltet på havnen til at danse med sen lørdag aften. Endnu en lille kvinde med stor stemme, ikke som Annisettes, langt fra, men med samme energi og kraftudladninger. Vildt dansende på scenen og mellem publikum fik hun og hendes australske ægtemand i den grad folket med sig.
Det sker ellers meget sjældent, at den bagerste halvdel af teltet kan løsrive sig fra øl og snak, men det skete her. Fra min plads på dansegulvet oppe foran scenen kunne jeg se folk danse på bænke og borde aller bagerst i teltet. Gå ikke glip af dette australske band, når de atter kommer til landet.

We play music for fun
Et andet medrivende band var Et Encore. Vist det ikke havde været fordi, at det var en søndag formiddag, at de spillede på torvescenen, hvor folk jo lige skulle komme sig over dagen forinden, ville dansegulvet sikkert også her være blevet fyldt.
I stedet nøjedes man med at vippe med på bænkene. Et Encore er et selfmade live folkband, hvis musik er svær at sætte i bås. En genreblanding af irsk folkemusik, heavymetal og orientalske toner tilsat en masse humor.
Alle i det seks mands store orkester er veluddannede, gift og har børn, og alle har fast indtægt fra almindeligt arbejde. Og som de sagde til mig: 'We play music for fun'. Det har de nu gjort i 12 år.
Jeg ved ikke hvad Et Encore betyder, men det kunne betyde spilleglæde, så selvom de ikke er professionelle, kan jeg kun anbefale dem til alle koncertarrangører i Danmark. De er rigtig gode.

Beatnick
Festivalens hovednavn og modtager af årets folkemusik pris stod på scenen søndag aften til den store afslutningskoncert i Badmintonhallen. Donovan Leich.
Donovan leverede hele sit bagkatalog, hele perlerækken. Der var alle klassikerne 'Catch the Wind', 'Mellow Yellow', 'Universal Soldier'! Den gamle beatnick kunne endnu.
Lige fra det øjeblik han slog de første toner an, havde han publikum i sin hule hånd. Donovan er en charmerende, poetisk sanger. og hans musik er som balsam for sjælen, så det var ikke uden grund at publikummet i Skagen hyldede ham med stående bifald.

Mandag morgen
En tur ned over havnen mandag morgen. Teltene var væk, alle øldåserne og plastikkrusene var fejet op.
Det eneste, der stod tilbage og antydede, at der havde været en festival her, var en palle med sceneelementer. Hele den energiudladning, der fandt sted her, findes nu kun i vores hjerter.