De samme politikere, som nu er ved at falde over hinanden for at undsige EF-domstolen, har selv været med til at give domstolen de redskaber, den nu bruger

af Helge Knudsen
EU-politikerne i Folketinget er i en slem kattepine for tiden. For få måneder siden stemte de for den Lissabon-forfatning, der betyder at EF-domstolens magt og vælde udvides betragteligt. Samtidig er det blevet afsløret for alle og enhver, at samme EF-domstol har skudt fundamentet for regeringens parlamentariske flertal - den stramme udlændingepolitik - i sænk.
Regeringspolitikere fordømmer nu EF-domstolens 'politiske aktivisme' og taler om at tage sagen op i EU`s Ministerråd. Sådan lød det ikke fra regeringen, da EF-domstolen i december sidste år underminerede de kollektive faglige rettigheder med sin dom mod konfliktretten i Vaxholm-sagen.
Dengang udtalte beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen følgende:
'At EF-domstolen ind imellem kommer til et andet resultat end det, vi fra dansk side ønsker, det er jo, om man så må sige, et vilkår for at være med i det europæiske fællesskab.'

Løvebrøl uden handling
Der er dog ikke tale om, at regeringen er ved at rejse sig fra en dikkende lammehale til en fuldvoksen løve i EU-spørgsmålet. Heller ikke at EF-domstolen nu er gået videre i sin 'politiske aktivisme', end den hidtil har gjort. Regeringen spiller for galleriet - og ikke mindst for Dansk Folkeparti. Ikke uventet er Socialdemokraterne også trådt ind på scenen og spiller med i det populistiske spil.
Det siger sig selv, at det ikke har gang på jorden at rejse sagen i Ministerrådet. Det ved EU-politikerne også godt. Men det gør sig jo godt i medierne at brøle lidt op. Handling bliver det ikke til.
Ikke kun fordi der næppe vil være enighed blandt EU-landenes regeringer om at gribe ind over for EF-domstolen Men også af den simple grund, at EF-domstolen står over EU-landenes regeringer.

Figenbladene ryger
Unionspolitikerne har selv stemt for det traktatgrundlag og de EU-direktiver, som EF-domstolen bygger sine domme på. De har også på vores vegne stemt for Lissabon-forfatningen, som garanteret ville falde med et brag, hvis det kom til en folkeafstemning i Danmark.
Så ville det nemlig ikke længere kunne skjules, at denne forfatning lægger alle politikområder ind under EU-retten, og dermed lægger magten i hænderne på EF-domstolen, der med forfatningen også tager navneforandring til EU-domstolen.
Det vil heller ikke kunne skjules, at det såkaldte Charter om Grundlæggende Rettigheder ikke er en garanti for et EU med socialt og menneskeligt ansigt, som unionspolitikerne påstår. Når Charteret bliver en del at EU-retten, er ballet for alvor åbnet. Der vil ikke være den ting, som EU og dermed EU-domstolen ikke kan diktere rammerne for.
At unionspolitikerne fra Venstre til SF også går efter et opgør med de danske undtagelser, føjer kun spot til skade. De har solgt Danmarks selvstændighed til det nyliberalistiske EU-projekt. Nu vil de også sælge figenbladene.

Forståelse for opgør
EF-domstolens såkaldte politiske aktivisme er ikke et uheldigt træk ved EU men en nødvendighed ved unions-projektet.
EF-domstolen er det egentlige overnationale ved EU, og dommerne har i modsætning til politikerne i EU-Parlamentet og Ministerrådet ikke nogen national vælgerbasis, de skal tage hensyn til. Det har fra starten været meningen, at EF-domstolen skulle være drivkraften i at skabe den 'stadig snævrere union', der hele tiden har været EF/EU`s mål.
Et opgør med EF-domstolen vil kræve et opgør med hele unions-projektet. Unionspolitikerne ønsker ikke nogen af delene. Men spørgsmålet er, om ikke der i befolkningen er en voksende forståelse for, at det er den vej vi skal, hvis vi skal bevare indflydelse på vores eget liv og eget land.