Lars lever for sig selv og det vil han helst. Men en dag har han til alles overraskelse fået en kæreste. Problemet er bare at Bianca er en dukke
af Mikael Strandbech
Den amerikanske film 'Lars And The Real Girl' fra 2007, der tidligere i år blev vist på natfilmfestivalen, har nu fået 'rigtig' premiere i Danmark.
Lars lever for sig selv i sine forældres garage. Det vil han tilsyneladende også helst.
Lars` broder Gus er flyttet tilbage til lillebyen og ind i hovedhuset efter forældrenes død. Og Gus` gravide kone vil gerne, at Lars kommer over og spiser middag med dem, men Lars undgår det helst. Og på arbejdspladsen og i kirken undrer man også, hvornår Lars finder sig en kæreste. Lars er godt nok lidt stille af sig, usikker og halvkikset klædt, men er både venlig og vellidt.
En dag har Lars til alles overraskelse fundet sig en kæreste. Problemet er bare at Bianca, som Lars` kæreste hedder, er en dukke. Godt nok i menneskelig størrelse.
Men den nyforelskede Lars behandler Bianca med en opmærksomhed og en omsorg man ikke tidligere har set fra hans side, så selv om det nye par møder meget modstand, får den kloge lokale læge overbevist byen om at det, der hjælper Lars bedst, er hvis byen acceptere Lars` tvangsforestilling.
Bianca og Lars bliver efterhånden en uadskillelig del af bylivet. Parret kommer i kirken, til fester og Bianca får til og med job som vinduesmannequin to dage om ugen, så da Bianca bliver dødssyg er hele byen på den anden ende.
Filmens manuskript, der var Oscar nomineret, bæres flot af en række fine skuespillerpræstationer. Især den skrøbelige og generte Lars spilles troværdigt af Ryan Gosling. Ligesom den lokale læge, der også er psykolog, 'for det må man være så langt ude på landet' spilles med stor myndighed af Patricia Clarkson. Lars` bror Gus, der går fra voldsom modstand mod Bianca og Lars, til en gradvis større forståelse, spilles overbevisende af Paul Schneider
'Lars And The Real Girl' er en underfundig, humoristisk og tankevækkende film om fortrængt sorg, ensomhed og outsidere. De melodramatiske elementer, som en fortællingen af denne slags nødvendigvis må anvende, underspilles elegant og netop derfor bliver man både underholdt og berørt.
Lars And The Real Girl. Instruktion: Craig Gillespie. Har haft premiere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278