Det er af erfaringer fra folk som Dan Lundrup, at arbejderbevægelsen skal lære på godt og ondt. Han har skrevet en anbefalelsesværdig bog om sit liv som typograf, fagforeningsmand, jazz-musiker og kommunist

af Bjarne Nielsen
Tidligere formand for Typografforbundet i København, Dan Lundrup, har skrevet en på mange måder god og interessant bog om sit liv som typograf, fagforeningsmand, jazzmusiker og kommunist.
Lundrup kom til verden i Nykøbing Falster i 1939, hvor forældrene var henholdsvis tobaksarbejder og typograf. Lundrup skriver let, varmt og humoristisk om barndomsårene i provinsbyen, med mange fine iagttagelser fra blandt andet opgøret efter krigen, der også ramte familie og bekendte.
Da Dan blev 11 år rykkede familien til en lille toværelses på Bremensgade på Amager og afsnittene fra ungdomsårene i kvarteret omkring Holmbladsgade, med alskens pubertetsudfordringer, er skrevet med sans for detaljer og med mange skæve vinkler, lune og glimt i øjet. Dejligt.
Gribende er det at læse om hvorledes forfatteren i pubertetsalderen følger dramaet om de to Rosenberger, der under heler verdens bevågenhed og protester, blev udsat for statsligt dobbeltmord for påstået spionage til fordel for Sovjet, og så det følelsesladede møde mellem forfatteren og Rosenbergs ældste søn Robert i 1975, der giver forfatteren en klump i halsen da de omfavner hinanden.
Lundrup skriver lettere anekdotisk om sin moster Poulas rolle i det historisk spændende og aldrig opklarede dobbeltmord på Peter Bangs vej, hvor storpolitik og kriminalitet var sammenfiltret i en uskøn blanding og hvor hun påstod at have været på gerningsstedet!
At Dan Lundrup var en dygtigt og efterspurgt jazzmusiker, der spillede med navne med Ole `Fessor`, Leif Sylvester Petersen og Jesper Thilo forstår man via de mange sjove musikerhistorier, der samtidig viser hvor meget denne gesjæft betød for ham.

Typograf
Efter at være kasseret som soldat bliver Lundrup omkring 1960 ansat som typograf på Berlingske Tidende og uanset bogens hidtidige kvaliteter, er erindringerne om denne periode af hans liv absolut bogens højdepunkter.
Her er blandt mange historier og fantastiske skildringer af kollegaer og arbejdsledere den om `Schweizer - Svends` fyring:
Efter at have konstateret at firmaet og Svend måtte skilles, ser faktoren Svend sætte fingrene op til næsen og svare `det bliver min gamle mor ked af`. Hvortil faktoren spurgte `Deres gamle mor, hvorfor?` `Så skal jeg have madpakke med igen`, svarede Svend. Faktoren endnu mere forundret; `har De da ikke haft mad med, mens De har været her?` `Nej` svarede Svend `for hver gang, jeg så Dem, mistede jeg appetitten`.
Disse erindringer er båret af en varm og underspillet humor, som flere gange trækker såvel smil som latteren frem. God arbejderklassehumor.
Lundrup skildrer livet som almindelig typograf og arbejdet som tillidsmand, de mange konflikter og gode oplevelser det faglige arbejde har givet ham og behandler naturligvis BT-konflikten i 1977 grundigt, med mange gentagelser fra hans tidlige bog fra 2002 'Hensigten helliger midlet', så læseren fuldt forstår vigtigheden af faglig og social kamp.
Selv om bogen er skrevet med et varmt og solidarisk hjerte, går hverken de socialdemokratiske ledere Anker Jørgensen, Mogens Lykketoft eller Poul Nyrup fri, ligesom der er tørre tæsk til ledelsen i LO.

Klasseforræderne
Lærerigt og interessant, om end ikke nyt, er Lundrups beskrivelse af hvorledes `den lille skid`, som LO ledelsen kaldte Anker Jørgensen, i forbindelse med BT-konflikten, som statsminister fik vedtaget en grundlovsstridig dagsorden.
Skammelig historie er også Lundrups beskrivelse af hvorledes skatteminister Mogens Lykketoft forbød typograferne en ellers godkendt låneordning til konflikten. Noget som Højesteret syv år senere kendte ulovligt!
Spændende er også beretningen om, hvorledes Poul Nyrup og arbejdsgivernes Hans Skov Christensen i fællesskab medvirkede til et historisk forræderi, der skulle bidrage til at knække `det kommunistisk styrede` typografforbund.
Tre fint beskrevne historier ud af mange, om socialdemokratisk klasseforræderi, med konklusionen, at den højt besungne danske model har spillet fallit.
'Selv om vores konflikt blev kørt efter alle reglerne, blev den modarbejdet bag kulisserne. Det vil også ske med en konflikt i dag, hvor man blot vil gribe ind med henvisning til `hensygnet til samfundsmæssige interesser`', konkluderer han nøgternt.

Lundrup som kommunist
Lundrup melder sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, i 1960 og bliver senere medlem af såvel centralkomiteen som forretningsudvalget. Det er derfor skuffende at Lundrup ikke giver os mulighed for at få større indblik i og forståelse for forholdene i DKP og den østeuropæiske udgave af socialismen med Sovjetunionen som leder.
Lundrup beskriver ikke den ideologiske diskussion mellem Sovjet og Kina, der førte til splittelse i den internationale kommunistiske bevægelse. En splittelse der var reel og fortsat spiller en rolle. Han nærmer sig ikke på noget tidspunkt hvad der reelt blev kæmpet om, da DKP spaltede med Preben `Sømanden` Møller eller Carl Madsen.
Lundrup skriver, at 'Også indenfor partiet havde han (sømanden, bn) en lille gruppe klakører. Men også folk som Hans Scherfig og tegneren Herluf Bidstrup havde sympati for `den ægte proletar` Preben Møller Hansen'.
Men der var jo mange andre `ægte proletarer` i DKP, blandt andet Lundrup selv. Hvorfor skriver Lundrup ikke om de diskussioner der var om det anti-monopolistiske demokrati, landsretssagfører Carl Madsens kritik med mere.
Vi får ikke noget indblik i disse liniekampe.
Lige så fraværende er Lundrups bud på, hvorfor Sovjetunionen og de østeuropæiske systemer brast sammen, og efterlod store fallitboer og desillusion hos mange, primært ældre kommunister.
Da det perverterede styre i Rumænien faldt, sad 'jeg (Lundrup, bn) som forstenet foran fjernsynet og fulgte den standret, der gjorde det af med Ceasescu-styret' og 'grublede over, hvorfor det gik så galt'. Det er fint og forståeligt. Men det havde været spændende at høre, hvad grublerierne mundede ud i.

Ikke gammelklog
I 1997 trak Lundrup sig tilbage fra fagligt arbejde og flyttede tilbage til sit udgangspunkt Nykøbing Falster for at nyde sit velfortjente otium.
I sit efterskrift skriver Lundrup, at han 'har sat sig for ikke at spille `gammelklog`'. Det er reelt nok. Men det er ikke godt nok at Lundrup med de positioner han indtog i fagbevægelsen og DKP nøjes med at konstatere, at man i forbindelse med fagbevægelsen kan stryge ordet `bevægelsen` og man i forbindelse med DKP/Sovjet nødvendigvis må 'søge tilbage til udgangspunktet'.
Af erindringer fra så centralt en placeret person som Lundrup, må læseren kunne forlange beskrivelser og bud på hvad der gik galt og hvad `et nyt udgangspunkt` skal være. Hvor stod Lundrup i DKP`s dødskamp og i hvilken retning foreslog han man skulle gå? Bogen giver desværre ikke svar på dette.
Det er af erfaringer fra folk som Dan Lundrup, bevægelsen skal lære på godt og ondt.
Trods disse alvorlige indvendinger, mener undertegnede at bogen er absolut anbefalelsesværdig og at `Den Satans typografs` erindringer fremstår som en bog om en sober og reel kommunist og fagforeningsmand, der på sin måde bidrog til socialismens fremme.

Dan Lundrup: De satans typografer. 320 sider. Ill. 299 kroner. Forlaget Sohn.