Da Henrik Strubes trettende cd ¤¤Storybeat¤¤ ramte gaden tidligere i år, var et gennemgående tema i de positive anmeldelser, at Henrik Strube var trådt i karakter som historiefortæller. Arbejderens udsendte er taget i sommerhus for at høre mere om den gode historie fra en aktiv musiker

af Mikael Strandbech
- Her er min base det meste af sommeren, siger Henrik Strube, sommerklædt og afslappet, imens han viser rundt på den kuperede sommerhusgrund, der omgiver et lille brunt træhus.
Vi er i Melby tæt ved Liseleje og Kattegat. Her får græsset lov at vokse vildt 'for der kommer sådan flotte blomster ud af det', og sammen med de to hængekøjer, en gruppe børns livlige stemmer i baggrunden, det påbegyndte grønsagsland, en kunstfærdig brændestabel og den afsidesliggende bænk, 'hvor man kan sidde i fred, for at læse, skrive eller bare være til', emner alt bare af sommer og sommerferie.
Da Henrik Strubes trettende cd 'Storybeat' ramte gaden tidligere i år, var et gennemgående tema i de positive anmeldelser, at Henrik Strube var trådt i karakter som historiefortæller. Ligesom han havde genopfundet sig selv formmæssigt, ved historiefortælling i talt tempo til moderne beats.

En god fortælling
- En god fortælling er en sand fortælling, siger Henrik Strube og kigger ud mod horisonten.
- Og fortællingen bliver sand i det øjeblik, fortælleren beslutter sig for, at fortællingen er sand. Grænsen mellem fiktion og fakta er ikke det vigtigste. Det, der interesser mig, er ikke om Peter og Paul og Palle er virkelige, bare jeg tror på, at de er virkelige. Det er også det, der går igen i de fortællinger jeg skriver, hvor jeg tager nogle selvoplevede ting og giver det en form, som stoffet lægger op til, siger Henrik Strube og holder en pause for at sikre sig at udsagnet er forståeligt.
Historierne på 'Storybeat' er som små noveller. De handler om hundene der hyler på Nørrebro. Flygtige glimt af lykken. Den personlige frihed og fire-hjulstrækkeren. Asylpolitik. Langtidsfanger og violiner. Far og søn på tur med lastbil til Spanien.

Edderkoppespind
- Først og fremmest bruger vi fortællingen til at fortælle hinanden, at vi er mennesker, siger Henrik Strube og fortsætter:
- Og så bruger vi fortællingen til at udvide grænser for at være menneske. Hvis man går i sin egen isolation og hører en historie om nogen der gør sådan og sådan, så ved du, at det du selv går og føler er ikke så mærkeligt. Der er andre der føler det samme, andre der har gjort det samme. Og det gælder også de svære ting og det er især dem, der er vigtige. For eksempel i det øjeblik der er en der fortæller, at han har haft en depression. Så giver han ilt til at kunne få vejret for andre, der har haft en depression.
Henrik Strube holder en pause, inden han fortsætter:
- Det er også derfor, at mine historier er nogle der går på kanten, hvor der nogle gange er nogle ekstreme ting. Men det behøver ikke altid at være sådan noget med, at man har hængt i tåneglene fra Himmalaya bjergene, griner han.
- Min ven Carsten Islington, fra Story Entertainers, siger at den allerstørste historie er den du kan finde i et edderkoppespind, hvor der er en flue der er fløjet ind.
Henrik Strube smiler skævt ved tanken.
- Ja, de store historier findes der lige foran dig, man skal bare tage de rigtige briller på. Og det er en af de ting som gode historier kan, nemlig at vise os historierne i vores eget liv og dermed berige vores eget liv, fastslår han.
Vi sidder på terrassen og drikker kaffe. En regnbyge trækker ind over og begynder at trommer mod taget. Dansk sommer.

Hemingway
- En af de store fortællere er jo Ernest Hemingway. Som jeg nu igen læser. Lige nu er det romanen 'Farvel til våbnene', men hans noveller, dem læser jeg også igen og igen. Alle de ting der bare bliver fortalt, men så alligevel ikke bliver fortalt. Det er jo det, han er en mester i, siger Henrik Strube og kigger over på katten der sover under parasollen.
- Der er den med et ægtepar der er ude og rejse, jeg tror de sidder på et hotelværelse og der sidder en kat udenfor vinduet. Hun vil han skal lukke den ind, men han slår det hen og sådan bliver det ved et stykke tid, og det, det i virkeligheden handler om er, at han ikke vil have et barn med hende.
- Men det sjove ved Hemingway er, at man skal fandeme ikke begynde at lave symboltolkning hos ham. Det bliver han stiktosset over, understreger Henrik Strube.
- Det er også en vigtig ting ved en stor fortælling. Symbolerne og den underliggende betydning kommer af sig selv, synes jeg. Jeg tror ikke Hemingway har sagt, nu vil jeg skrive om to mennesker der ikke vil have et barn og så opfinder jeg så katten, som manden ikke vil lukke ind. Jeg tror det har skabt sig selv, jeg tror det har haft sin egen magi, tilføjer Strube eftertænksomt.
- Når jeg skriver, nu er det altså ikke for at sammenligne mig med de store figurer, de hatte er alt for store til mig. Men alligevel, når jeg skriver er det meget intuitivt for eksempel den om violinbyggeren fra Vridsløselille. Så er det først bagefter jeg ser, hvad den i virkeligheden handler om - den gode vilje.

Charles, Keith og de andre
- Det er især de store amerikanske forfattere som John Steinbeck, John Fante, Charles Bukowski og Paul Auster, jeg er interesseret i. Jeg oversatte også Bukowskis sidste bog 'Pulp' i 2004. Har du læst den? Den er Skidesjov. Men man skal være sådan lidt fandens i voldsk i det. Fordi det er så politisk ukorrekt, at det er en sand fornøjelse, siger Henrik Strube og griner højt.
Inde i stuen har William, Henrik Stubes 10-årige søn kastet sig over guitaren. Brudstykker af Rolling Stones riffet 'I can`t get no satisfaction' strømmer ud gennem den åbne dør.
- Musikalsk er Keith Richard en fantastisk fortæller med sin guitar. De der blokke han hugger ud, der har han virkelig fat i noget. Når de går ind på scenen og spiller 'Start It Up', så går der et sekund så rokker hele stadion med på det, ikke. Henrik Strube smiler ved tanken.
- Musik relatere sig også til nogle bestemte tidspunkter. For eksempel lige den sommer, hvor jeg mødte Britt, siger Henrik Strube og kigger ind i stuen hvor hans kone Britt står.
- Og jeg er faktisk ude engang imellem, til en fødselsdag eller bryllup, hvor der er nogle bestemte sange, der betyder noget specielt for dem. Jeg tror der er mange der knytter nogle minder til 'Hold om mig', det får jeg i hvert fald at vide, siger Henrik Strube og drikker det sidste af sin kaffe.
Solen har taget fat igen. Og fuglene synger. Imens katten, 'der er blevet gammel' strækker sig dovent under parasollen.

Storybeat
- På den nye cd ville jeg gerne væk fra den stringente rockform - den er effektiv, men også stringent, fordi rocktekster skal ofte synges ud og være forståelige igennem et højt lydtryk. Der er ikke plads til nogen særlig ordrigdom. Den store kunst er at koncentrere det meget. Men jeg havde brug for at lege med sproget under en lidt friere form, siger Henrik Strube og ser ud i haven.
- Igennem Poul Martin Bonde, der producerede Røde Mors seneste plade fra 2006, fik jeg kontakt til den 23-årige producer, komponist og musiker Kristian Martinsen fra bandet Entakt. Spændende band. Ret vildt. Og uden fælles referencer eller særligt mange ord legede vi os frem til en form, der var frugtbar. Jeg var meget glad for det samarbejde som var fuldstændigt fordomsfrit fra hans side, fortæller Henrik Strube begejsteret.
Henrik Strube, der er født i 1949, lavede sit første soloalbum 'Ven og Fjende' i 1976 hvor Ebbe Kløvedahl Reich skrev teksterne. Han var også medlem af musikkollektivet Røde Mor der blev opløst i 1978 og siden gendannet i 2002, også med Henrik Strube som guitarist. Fra slutningen af 1970`erne til sidst i 1980`erne lavede Henrik Strube en række soloplader med en betydelig succes og der var flere store hits imellem, blandt andet 'Jeg kan høre dit hjerte', 'Kølige tider' og duetten med Lis Sørensen 'Hold om mig'.
Men i 1989 sagde Henrik Strube farvel til sit rockband og de omfattende turneer. I forbindelse hermed skrev han også romanen 'Hit', som handler om en omrejsende musikers liv. Henrik Strube begyndte efterfølgende at turnere i mindre omfang alene eller i mindre konstellationer.

Ad Hoc
- Jeg befinder mig rigtigt godt med at optræde som jeg gør nu. Det der med en guitar, nogle historier og nogle sange sammen med et publikum - og gerne et mindre publikum, siger Henrik Strube og tilføjer:
- Men jeg indgår gerne i sådan nogle ad hoc sammenhænge. Jeg spillede for eksempel til Bjørn Afzelius` Internationale Kulturfond inde i Falconer Centeret i 2007, sammen med Michael Wiehe og Björns gamle band the Globbetrotters.
Henrik Strube Band og Bjørn Afzeuilus and the Globbetrotters turnerede også sammen i både Danmark og Sverige i 1980`erne, så det var meget sjovt at gense hinanden. Ligesom Michael Wiehe og jeg er rigtigt gode venner. Vi har meget at tale om, da vi har den historie, vi har, sammen. For eksempel var vi begge stærkt involveret i 'Rock mod apartheid, mindes han.
Henrik Strube er desuden redaktør på fagbladet Musikeren, ligesom han holder foredrag, blandt andet om tinnitus, samt fungerer som en del af storytelling-trioen Story Entertainers med Carsten Islington og Gravers Graversen.

Fortælling om Danmark
- I mit Danmark lukker et menneske døren op, når en fremmed banker på, meninger kan brydes og det vigtigste i verden er gjort af kød og blod. De der menneskelige værdier er blevet sat under kraftigt pres med den her regering, og den der værdikamp, som de kalder det.
Henrik Strube er rykket helt frem på stolen og uddyber:
- Altså hvordan tænker vi? Er vi rettet mod fællesskabet eller rettet mod individet? De er i så høj grad rettet mod individet. Det ser man på så mange felter, og så denne her politiske manipulation, der finder sted i der her år. Her tænker jeg, at bilde os ind, at vi skulle gå ind i Irak. Danmark har jo ikke siden 1864 været angribende, siger han og slår ud med armene.
- En statsminister, der lægger sig fuldstændigt op ad en aggressiv krigsmagt som USA, og fører ikke bare Danmark ind i en krig på et løgnagtigt og manipuleret grundlag, men også det at unge mænd kommer ned og bliver slået ihjel - eller slår ihjel. Og det kombineret med en meget, meget usmidig og uklog håndtering af Muhammedkrisen.
Henrik Strube ryster foragret på hovedet og fortsætter dæmpet:
- De ting tilsammen har gjort - at tænke sig, at det skulle ske, at det er så flovt, at man ikke kan rejse ud og være stolt af der, hvor man kommer fra. Men hvor man nærmest gemmer det. Man gemmer sig. Der er ikke nogle backpackere der har mod på at sætte dannebrogsflaget på rygsækken. Tidligere var det jo på den måde, man kunne komme op når man blaffede, ved at Danmark var et velanset land. Det har regeringen så sammen med støttestrømpen, Dansk Folkeparti, fået ødelagt. De virkelige danske værdier er der blevet solgt ud af. Og danske fællesskabsværdier der bliver, hvad hedder det?!.voldtaget!.privatiseret? Så udbyttet bliver fordelt mellem grådige administrerende direktører, om det så er postvæsenet, TDC eller hvad det er. Det er den samme tendens.
Henrik Strube er tydeligvis gal og frustreret.

Lyspunkter
- Men hvis man skal vende sig mod nogle lyspunkter, så tror jeg den seneste strejke, som de borgerlige lige nu går og håner - at den ikke førte til noget og at de ikke fik noget særligt ud af det og deres kasser er tomme. Men jeg tror de fik noget langt mere værdifuldt ud af det, siger siger han kraftfuldt og fortsætter:
- Nemlig forståelsen for, at der er nogle mennesker der går og knokler og servicerer og gør tilværelsen udholdelig for en masse mennesker, der har det svært, hvad enten de er gamle, syge eller små - og disse mennesker er underbetalt eller uforholdformæssigt dårligt betalt og ikke respekteret. De der jobs, der har at gøre med at passe på hinanden og passe på fællesskabet, det er lige før de har fået sådan en lav statuskarakter, det burde jo have den højeste status, ikke, siger Henrik Strube og lader sætningen blive stående inden han fortsætter:
- Lærerne er efterhånden også sådan nogle, der skal sættes til at gøre noget. Det synes jeg er mangel på respekt og tillid, ikke mindst fra undervisningsministerens side. Men sådan er det hele vejen igennem, som for eksempel med de her kanons, der skal vi også have at vide, at det der er god litteratur og hvad der er lødig musik.
- Og så stiller han sig op, fandeme, Bertel Harder, og siger, at Mormors kolonihavehus, er et eksempel på ikke-lødig musik, som ikke burde have været med i sangbøgerne. Det synes jeg siger ret meget om det, lyder det harmfuldt.
- Personligt er jeg også meget fornærmet over det, fortsætter Henrik Strube påtaget fornærmet.
- Da det er mig, der spiller den meget flotte og markante rytmeguitar på nummeret.
Henrik Strube markerer grinede rytmen på luftguitar og afslutter hovedrystende med replikken:
- Hvorimod Bertel Harders egen sang er kommet med i højskolesangbogen.

Arbejderen bragte en anmeldelse af Henrik Strubes senste cd den 4. juni i år.
Se også Henrik Strubes egen hjemmeside: www.henrikstrube.dk