25 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mord og intriger i middelalderen

Mord og intriger i middelalderen

Onsdag, 20. august, 2008, 00:00:00

Candance Robb bærer en fornem engelsk tradition videre fra Agatha Christies romaner om detektiverne Hercule Poirot og Miss Marple

af Georg Zeuthen
Tiden er højmiddelalder, stedet er byen York og hovedpersonen er den enøjede kaptajn Owen Archer, der udover at være kaptajn i ærkebiskop Thorebys garde, også en skarpsindig detektiv.
På nærmeste hold oplever læseren, hvor koldt og blæsende det kan være i York i november 1372. Owen Archers pligter gør, at han flere gange må forlade byen i bispens ærinde. Hver gang nervøs for sin kone, apotekeren Lucie, som må passe sin forretning, samtidig med at hun er højgravid med deres tredje barn.
Naturligvis sker der et uforståeligt mord, der snart følges op af endnu et. Owen Archer må i gang med at rede trådene ud og finde morderen.
Det kræver megen tankevirksomhed og Owen Archer må da også bredt rundt i sit samfund for at finde morderen. Han snakker med fattige fordrukne kvinder, hårdtarbejdende bådsmænd, riddere og så naturligvis sin arbejdsgiver den ærværdige bisp.
Intriger er der nok af og det er hårdt arbejde for Owen, før han kan afsløre morderen.
Romanen er den niende roman oversat til dansk med Owen Archer som detektiv, og der er ingen tvivl om, at forfatterinden Candance Robb har greb om stoffet. Som ekspert i middelalderlig og angelsaksisk litteratur har hun et stort kendskab til middelalderens England og skaber i sine romaner meget troværdige kulisser for sine historier.
Intrigerne er udspekulerede, og plottene er ikke gennemskuelige. Altså romaner der fungerer glimrende, hvis man kan lide kriminalromaner af den mere psykologiske slags. På sin vis bærer Candance Robb en fornem engelsk tradition videre.
Piller man historien om 'De uskyldiges brøde' ud af dens middelalderlige sammenhæng, er stilen lidt i retning af Agatha Christies romaner om detektiverne Hercule Poirot og Miss Marple. Altså en meget psykologisk kriminalroman med meget lidt action og et roligt tempo.
Om man kan lide kriminalromaner af den slags, er individuelt. Men man kommer ikke udenom at Robbs bøger er velskrevne og troværdige.

Candace Robb: De uskyldiges brøde. 199 kroner. Forlaget Hovedland.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. aug. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur