En søndag sidst i juni er der øvedag i Kalundbog på Shakespeares ungdomskomedie ¤¤Stor ståhej for ingenting¤¤. Alle de medvirkende er amatører. De sidder på tilskuerpladserne med teksthæfter og øver replikker, til det bliver deres tur. Der bliver også tid til at spise madpakker, drikke kaffe, og udveksle lokal viden
af Klaus Haase.
Hvad har vejrguderne , Kalundborg Amatørteater, KAT, og Shakespeare at gøre med hinanden?
Særdeles meget!
KAT`s årlige udendørs byspil foregår i Kalundborgs park, kaldet 'Møllebakken'. Teaterscenen er en lille fordybning på en græsplæne omgivet af primitive sæder med græs og stensætning. Et såkaldt amfiteater, som også benyttes til de årlige første-maj arrangementer. Stedet kaldes for 'Gryden'.
Sæsonbetonet drama
KAT har over tyve år på bagen som amatørteater.
En masse mennesker udgør grundlaget for henholdsvis de årlige forestillinger i KAT`s teaterbygning, hvor der er plads til omkring 60 mennesker. Det sker om vinteren.
Om sommeren gælder det friluftsspillene på 'Møllebakken' i 'Gryden'. Begivenheden udfolder sig sidst i august. Der plejer over en lille uge at være 1000-1500 tilskuere, som tager plads i amfiteatret, medbringende stole, madkurve og kaffe.
I år gælder det Shakespeares ungdomskomedie 'Stor ståhej for ingenting'. Det er en kærlighedsintrige krydret med et humoristisk sprog. Der er 18 taleroller og en masse statistroller for både børn og voksne. KAT`s medlemmer er at finde i alle generationer!
Sidste søndag inden ferien
Det er en søndag sidst i juni. Truende skyer lurer foroven. Folk indfinder sig efterhånden. Med madkurve og teksthæfter. Børn, unge og voksne.
Kulisserne må man indtil videre drømme sig til. De kommer først op efter sommerferien ved generalprøven den 21. august. Teatertruppen til byspillet er denne dag både sommerferieramt og sygdomsramt. Stand in-personer klarer det problem.
Bare vejret holder, synes instruktøren, 34-årige Christina Lange, at tænke, da hun ser ængsteligt op i himlen. Hun er uddannet dramaturg, og underviser professionelt i drama. Heldigvis titter solen frem, da øvningen begynder ved ellevetiden.
Instruktøren startede i KAT som barn, tog fra byen for at uddanne sig, og vendte tilbage for atter at bosætte sig ved Kalundborg og instruere. I vinter lavede hun sin første forestilling i KAT`s teaterhus.
Instruktøren gestikulerer og taler med myndighed. Hun dirigerer med godt overblik scenen. Nogle træpæle og en gulvspand samt en bænk og et målebånd udgør erstatning for kulisserne. Heller ikke kostumerne er klar endnu. Alle optræder i hverdagstøj.
Christina Lange gør meget ud af at forklare, hvor skuespillere og statister skal befinde sig. Hun vinker dem frem og tilbage, og påpeger, rådgiver og dirigerer de medvirkende:
- Deromme bagved skal I forestille jer et fleretages hus. Spanden er springvandet!
- Frem med talerollerne! Statisterne danner halvmåne!
- Du skal gå lidt længere frem, og henvende dig til publikum. Og I bagved skal grine efter sidste replik!
- Vi tager den lige en gang til, siger Christina Lange med mellemrum og vinker til en skuespiller.
Instruktøren sender vigtige budskaber ud i æteren. Suffløren kommer med stikord. De to udgør en central funktion.
Skisftevis tilskuer og medvirkende
Ude på tilskuerpladserne sidder mange fremme med teksthæfterne og øver replikker, til det bliver deres tur. Instuktøren kalder dem til.
Der bliver også tid til at spise madpakker, drikke kaffe, og udveksle lokal viden.
En kan fortælle, at hun måtte betale en mindre formue for at køre med bus herind fra en nærliggende landsby, da hendes bil er i stykker. Skal hun hjem igen med bussen, kan hun først komme afsted klokken 17. Nogle iler til og tilbyder at give hende et lift.
En anden kan meddele, at græsplænen på Møllebakken kun bliver slået tre gange om året, da kommunen skal spare. Det kommenteres tørt, at man må håbe plænen bliver slået lige inden generalprøven. Naturligvis er de truende skyer også samtaleemne. Vejret er dog pænt for øjeblikket.
Fra en lille ghettoblaster sendes danse- og renæssancemusik ud i æteren. En dansescene med lancieragtige trin må gennemføres med en del 'usynlige' partnere, da flere er ramt af sommerferie.
Så sætter regnen ind i blide dråber. Man fortsætter uanfægtet. De to-tre timers øvning skal gennemføres.
Et morsomt optrin får et øjeblik de udøvende og tilskuerne til at glemme regndråberne. Tre skuespillere kommer løbende ind over græsplænen. De skal illudere hesteridende personer. En af dem slår taktfast med to halve kokosnødder. Det er hestehovene. Herefter kaster de sig ud i absurde replikker, der fremkalder latter og smil.
Suffløren kommes til undsætning med en paraply sat fast på en stang. Heldigvis stilner regnen af, og solen titter atter frem.
Elegance og indlevelse
I pausen mellem anden og tredje lykkes det at fange to skuespillere til en lille samtale.
Hovedrolleindehaveren Axel Gadegaard har lige inden pausen gennemført en meget lang replik med stor elegance og indlevelse. Han har desuden slået flik flak et par gange over plænen som led i rollen. Nu står han og fortæller om sig selv:
- Jeg er 55 år og gymnasielærer. Jeg spiller adelsmanden Benedict i stykket.
Axel Gadegaard smiler roligt, og fortsætter:
- Jeg har gennem årene spillet mange store roller. De sidste 15 år har jeg været ind og ud af KAT med mellemrum. Jeg har spillet teater siden 1982. Jeg startede i Thisted, og kom til Kalundborg i 1989. Desuden har jeg været på teaterkurser med professionelle teaterfolk. Det har givet mig en metodik som skuespiller. Det er også rart at arbejde sammen med Christina Lange som instruktør. Det er tydeligt, at hun er professionelt uddannet. Vi startede med at se stykket som helhed. Først derefter skilte vi scenerne ud.
Hvordan har du det med Shakespeare?
Axel Gadegaard sender en tænksom mine, og siger så:
- Shakespeare er i versform og meget rytmisk. Jeg prøver at bryde versrytmen og gøre det til hverdagstale. Det skal ikke virke teatralsk. Stykket her handler om hvordan man kæmper med selvbedrag. En illusion. Det er en blanding af intrigemageri og klovnetyper. Det er Shakespeare god til.
Axel Gadegaard har talt sig varm, og han fortsætter med at omtale sin tid i KAT med begejstring i stemmen. Sidste år spillede han hovedrollen i Arthur Millers skue-spil 'En sælgers død', som er et samfundskritisk stykke. Han kan godt lide at spille monologer. Især Dario Fo, den venstreorienterede italienske teatermand holder han af.
Pludslig runger det over græsplænen:
- Axel! Vi har brug for din krop!
Det er syholdet i KAT der kommer med denne bramfri bemærkning. Axel Gadegaard takker af, og løber hen til dem. Lidt efter er de ifærd med at tage mål til en trøje, med stof og knappenåle og saks.
Meldt ind som lille
Så bliver der lejlighed til at få en anden skuespiller i tale. En ung mand stiller sig til rådighed.
Tobias Christensen er 15 år. Han er lige blevet færdig med folkeskolen, og skal på gymnasiet efter sommerferien. Han smiler afslappet, og ser meget tilfreds ud.
Hvordan er du kommet med i amatørteater?
- Det var min bedstemor, der meldte mig ind i teatergruppen, da jeg var helt lille. Sidste år var det første gang jeg var med i en forestilling her på Møllebakken. Dengang var det Ronja Røverdatter. I år spiller jeg Conrad. Det er en budbringer og tjener.
Hvordan har en ung mand som dig det med Shakespeares gammeldags sprog?
- Shakespeares sprog kan være lidt tungt, men jeg har vænnet mig til det.
Tobias smiler uimponeret:
- Sidste år da jeg var med i byspillet her i Gryden kom mange af mine skolekammerater og så det. De syntes det var fedt, at jeg var med. Jeg lærer også en masse mennesker at kende gennem KAT. Jeg bruger ikke så meget tid på at lære replikker. Heldigvis har jeg nemt ved at lære udenad.
Der er atter bud efter Tobias på scenen til tredje akt.
Resten af forestillingen er vejrguderne mildt stemt. Atter skinner solen flot.
Kalundborg Amatørteater spiller fredag 22. august, lørdag 23. august, søndag 24. august, fredag 29. august og lørdag den 30 august. Alle dage klokken 20. Billetter kan købes i Kvickly og ved indgangen. Voksne 70 kr. Børn 35 kr.
KAT
Kalundborg amatørteater (KAT) er stiftet i 1986 som efterfølger for foreningen Byspil 85.
Foreningen har omkring 150 medlemmer - børn og voksne. Cirka 120 er aktive.
Foreningen spiller hvert år et friluftspil i 'Gryden' på 'Møllebakken'.
Sommerrepertoiret er historiske spil, eventyrlige spil og rene eventyr.
Om vinteren opføres et eller to stykker i eget teater. Her er plads til 58 tilskuere. En del foreninger køber en hel forestilling til deres medlemmer.
Vinterrepertoiret har spændt over komedier, lystspil og dramaer.
Alt arbejde er frivilligt og ulønnet. Arbejdet udføres i forskellige grupper. For eksempel skuespil, kostumer, lys, scenografi, sminkning.
Vil du videre mere om KAT: www.teater.Webbyen.dk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278

















