Hovedopgaven er at alliere os med alle modstandsbevægelserne. Først ordner vi spørgsmålet om USA`s hegemoni, så diskuterer vi vores uenigheder med islamisterne

I slutningen af bogen stilles Georges Habash en række mere generelle spørgsmål, og nogle af disse spørgsmål og svar bringes her. (red)
Algeriet giver os håb
(s. 295) Eksemplet med Algier-krigen giver os håb. Algerierne kæmpede i 130 år imod de franske kolonisatorer; og til sidst lykkedes det dem at tilkæmpe sig uafhængighed.

Imperialismen står bag
(s. 294) I historiens løb har arabere og jøder altid levet fint sammen. Det er den vestlige imperialisme !, som har skabt konflikten, som bragte os i modsætning til jøderne, idet imperialismen havde brug for et brohoved i vores region.

En sekulær demokratisk stat
(s. 295) Der bliver aldrig fred eller fredelig sameksistens mellem jøder og palæstinensere i Palæstina, hvis man ikke går ind for en fælles demokratisk sekulær stat.
(s. 296 ) Skal en sådan demokratisk stat dannes som frugten af politisk eller militær kamp?
Alle kampmidler skal forenes for at opnå dette mål. Man kan ikke nøjes med at bruge et enkelt kampmiddel for at vinde.
I dag er det militære styrkeforhold helt klart i Israels favør?!
I dag er vores militære position ikke overbevisende. Men situationen kan hurtigt ændre sig. Hvem har mest ret til Palæstina:
De mennesker som blev fordrevet for 60 år siden eller de russiske, polske eller andre jøder, som ankom for kun 10 eller 15 år siden? Verden må forstå at der her er tale om en uretfærdighed, som der må rettes op på.
(s. 298) Jeg har sagt ja til ideen om en palæstinensisk stat på en del af det befriede område som første fase i befrielsen af hele Palæstinas jord og skabelsen af en sekulær stat, der samler jøder, muslimer og kristne i Palæstina.
Man kan indvende, at hvis vi om 100 år endnu ikke har en sådan stat, skulle vi måske have accepteret et mere begrænset tilbud, og det gør vi jo også som overgangs-løsning, men vi giver ikke køb på vores langsigtede mål. Det samme hvad angår arabisk enhed.
Jeg er overbevist om, at også den er mulig - via etaper. Abu Ammar (Arafat) har accepteret diplomatiske løsninger og med hvilke resultater? Ingen!
Jeg forhandler først med israelerne den dag, hvor det handler om at leve sammen med dem i en fælles demokratisk stat.

Er De terrorist?
(s. 298) - Hvad svarer De til dem der anklager Dem for at være 'terrorist?'
En kamp, der føres for at genvinde den jord og de rettigheder, som er blevet stjålet, kan under ingen omstændigheder betragtes som en terrorhandling.
Mener De, at den modstandskamp, der blev ført af franske mænd og kvinder mod den tyske besættelse under Anden Verdenskrig, var en terrorhandling? Når De anklager mig for terrorisme, henviser De utvivlsomt til flykapringerne.
Tillad mig at gentage, at på det tidspunkt, hvor flykapringerne fandt sted, nød disse handlinger opbakning hos palæstinenserne, og alligevel lyttede vi til stemningen i Vesten og besluttede at sætte en stopper for disse flykapringer (på 3. kongres i 1972, red.).
(s. 103) Disse kapringer af vestlige fly med landing i 'revolutionslufthavnen' (i Jordan, red.) var helt nødvendige for modstandskampen.
Vi var overbeviste om, at det jordanske regime en gang for alle ville tilintetgøre den væbnede palæstinensiske kamp på jordansk territorium mod Israel. Derfor ville vi lave noget, der gav genlyd og gjorde modstand mod disse planer.
Men lad os være ærlige: Hovedformålet med flykapringerne var at udveksle israelske gidsler mod palæstinensiske fanger i fjendens fængsler. De var ingenlunde rettet mod den jordanske regering eller mod de europæiske regeringer. (!).
(s. 106) Vi nåede ikke vores mål at befri de palæstinensiske fanger i israelske fængsler. Hele operationen varede til 13. september (1970, red.), altså en uge. Jeg vil gerne understrege, at vi på intet tidspunkt havde planer om at angribe gidslernes liv. Disse kapringer blev gennemført uden blodsudgydelse.

Selvmordsbomber
(s. 268) Det er vigtigt, ikke at sammenblande modstandskamp og terrorisme. Vi er imod enhver terrorhandling, som rammer uskyldige civile. Modstandskamp er til gengæld legitim i forhold til en besættelse.
Et folk har ret til at forsvare sig, når dets land er besat.
(s. 269) Overvejede PFLP nogensinde i 1970`erne brugen af selvmordsbomber?
Jeg har aldrig følt mig tiltrukket af denne praksis. Selvom jeg forstår, hvordan mænd og endog kvinder når dertil, i betragtning af hvad de udsættes for, så har jeg aldrig opfordret til selvmordsbomber inden for PFLP.
Selvom opinionsundersøgelser viser at 60 procent af palæstinenserne støtter den slags operationer, så tror jeg mere på militære aktioner end på selvmordsaktioner. Siden starten af den anden intifada i september 2000 er der blevet begået et eneste selvmordsattentat af et PFLP-medlem.
Vi foretrækker at satse på målrettede militære operationer og på mobilisering af befolkningen Alle i PFLP er enige i dette synspunkt. Selvom vi godt kan forstå dem, der udfører selvmordsattentaterne, så er disse operationer ikke en del af vores politiske linje.
I forhold til Vesten har selvmordsbomberne været skadelige, men man kan ikke afvise. at de på et tidspunkt har gavnet Hamas, som derigennem har fået et image som spydspidsen i kampen mod den israelske besættelse. (!).
(270) Uanset hvad, så har menneskelivet en for stor værdi for mig, til at jeg kan bifalde disse kamikaze-attentater.
Måske har vi på dette spørgsmål et syn, der ligger tæt på Vestens. Men forskellen mellem jer og mig er, at jeg aldrig fordømmer sådanne handlinger.
Man bliver nødt til at se på den elendighed, som provokerer palæstinensere til at handle sådan over for en aggression, som har varet mere end et halvt århundrede.

Habash og Arafat
(s. 275) Vi var helt forskellige af karakter. Arafat var helt, en helt speciel type og absolut svær at holde styr på, mens jeg altid har forsøgt at stå fast på mine principper. Men på trods af vores dybe politiske uenigheder, så respekterede vi hinanden.
Arafat vidste, at min mening blev respekteret i PLO og også i hans eget parti Fatah. Ved hans død sendte jeg et langt brev til Fatahs centralkomite for at vise ham en sidste ære. Som menneske var Arafat meget fin, han spurgte altid til mit helbred.
(s. 276) Min hovedkritik går på hans personlige ledelsesstil i PLO. Han foregav at være demokrat, og han lod da også andre komme til orde. Men hans demokratiopfattelse gik ikke så vidt som til at lade andre tage del i beslutningsprocessen.
Tværtimod fulgte han kun sit eget hoved.! Men uanset hvad man kan mene om hans politiske linje, så var hans faste mål under 40 års politisk kamp altid dannelsen af en palæstinensisk stat.

PFLP og islamisterne
(s. 261) Enhver religion, lige meget hvilken, vil altid udgøre en bremse i forhold til demokratiet (!).
Ateistiske bevægelser som for eksempel PFLP betragter religion som en privatsag. Men i dag er der, selv inden for PFLP, sympatisører som begynder at føle sig tiltrukket af de islamiske tanker.
Det er et meget følsomt emne, jeg vil ikke gå i detaljer for ikke at blive misforstået. Vi har brug for sympatisører, derfor må vi finde en måde at tackle deres tro på.
Selvom denne debat om religionens plads er meget lidt debatteret i dag, så håber jeg, at det vil ændre sig i løbet af et par år. (!) Der er noget godt i alle religioner.
Når jeg siger, at jeg er kristen, så skyldes det ikke, at jeg er fanatiker, men at jeg elsker de positive aspekter i kristendommen. Tolerancen, næstekærligheden, hengivenheden er alle komponenter i denne religion, som gør mig glad, og som jeg praktisere hver dag.
(s. 265) Når nogle kammerater undertiden betror mig deres bekymringer i forhold til begejstringen for islam her i regionen, så forklarer jeg dem, at vi må stille vores uenigheder til side for at konfrontere hovedproblemet, som er USA-imperialismen og zionismen.
Der er tale om sekundære modsætninger. Hovedopgaven er at alliere os med alle modstandsbevægelserne. Først ordner vi spørgsmålet om USA`s hegemoni, så diskuterer vi vores uenigheder med islamisterne.

Retten til at vende tilbage
(s. 300, sidste side) Ville De være tilfreds med en 'anerkendelse af retten til at vende tilbage' fra Israels side, således som PLO var tæt på at acceptere under Camp David forhandlingerne i 2000?
Det er ikke nok for mig. Jeg går ind for hver eneste palæstinensers ret til at vende tilbage til sin fødeby, også for dem der er født i 1948-territorierne (det nuværende 'Israel', red.).
Også jeg vil tilbage til Lydda (Habash` fødeby, red.) selvom mit hus er blevet ødelagt af israelerne for mange år siden for at udslette ethvert spor af vores tilstedeværelse. En anerkendelse uden effektiv tilbagevenden er ikke nok for mig.
Jeg er ikke parat til at acceptere Israels lumskerier med henblik på at bremse flygtningenes tilbagevenden - som det var tilfældet med Oslo-aftalerne.
I dag er jeg helt bevidst om, at Israel aldrig accepterer disse betingelser. Men i fremtiden kan styrkeforholdene ændre sig. Når de internationale parametre bliver mere gunstige over for os, så kan vi insistere på at opnå retten til at vende tilbage.
Jeg går ind for én demokratisk stat og fredelig sameksistens mellem jøder og palæstinensere. Sådan er min filosofi. Og den vil jeg kæmpe for indtil sidste åndedrag.

Georges Habache, Les révolutionnaires ne meurent jamais - Conversations avec Georges Malbrunot, Fayard, Frankrig, 2008, 300 sider plus bilag
PFLP udgiver et magasin på engelsk, Democratic Palestine, som udsendes fra den syriske hovedstad Damaskus. Partiet har også en engelsksproget hjemmeside: www.pflp.ps/english

Læs Irene Clausens anmeldelse af bogen