Jytte Rex` bog om Palle Nielsen er en hyldest til en kunstner, der havde påtaget sig opgaven ¤¤at aflægge rapport om, hvad jeg ser, og om, at det, jeg ser, er vor situations fuldstændige umulighed¤¤
af Bjarne Nielsen
Forfatteren, billedkunstneren og filmmageren Jytte Rex, selv tidligere elev af Palle Nielsen, har med pragtbogen 'Timebog/Hour book' skabt et unikt værk om en af de største danske grafikere nogensinde.
Palle Nielsen (1920-2000), der selv oplevede Anden Verdenskrig og den efterfølgende `kolde krig`, er mest kendt for sine grafiske serier `Den fortryllede by`, `Soldaten og barnet`, `Den sovende by`, `Orfeus og Eurydike 1 og 2`, Den store verdensbunker`, `Miraklernes tid` og `Klagesange`.
Han regnes for en af de fineste kunstnere i det 20. århundrede, hvilket Rex` bog tydeligt dokumenterer han er.
Bogen er, ligesom hendes film om Palle Nielsen fra 2001 'Mig skal intet fattes', en hyldest til en kunstner, der havde påtaget sig opgaven 'at aflægge en rapport om, hvad jeg ser, og om, at det, jeg ser, er vor situations fuldstændige umulighed. I erkendelse af denne situation ligger et håb'.
Rex ser Palle Nielsen som `en billedmager, som hen over et århundrede har pejlet tidsånden med en stadig årvågen kritisk tilstedeværelse`, hvilket må betragtes som værende på kanten af en underdrivelse.
Palle Nielsen formåede således i sin kunst at forudskildre begivenheder som da Salvador Allende blev myrdet, Berlinmurens fald og skildrede med næsten skræmmende nøjagtighed angrebet på World Trade Centeret.
Lys for enden
Bogens omfattende billedmateriale er udvalgt, så de viser et bredt udsnit af Nielsens samlede værk i et nogenlunde kronologisk forløb og på en måde, så man klart fornemmer hans indlevelse og evne til at overføre disse til kunst.
Bogen skildrer en kunstner, der så verdens undergang, skildret i apokalyptiske scenerier af byer under angreb, og trods dette så lys for enden.
Undertegnede syntes Jytte Rex på forbilledlig vis åbner vore øjne for dialektikken i Palle Nielsens univers. Et univers der umiddelbart kan virke defaitistisk, men på mange måder giver håb og åbner for kærlighedens muligheder og magt. Hun afstår desværre fra at fortolke hans værk, trods hun er en fremragende iagttager og registrator.
For Palle Nielsen er intet nødvendigvis hvad det giver sig ud for. Han opererer mellem inde og ude, forestilling og virkelighed, livet og døden og sort og hvidt. Han ser, at der i byernes mangfoldige muligheder også lurer en uhyggelig ensomhed.
Sort lys og hvidt mørke
Det er i udforskningen af 'sort lys og hvidt mørke' som han selv kaldte det, sammenholdt med evnen til skarpt at skildre vor tids syner, drømme og moralske forfald, der får Rex til at kalde ham vor tids Goya!
Selv siger han om sit arbejde med 'lysende hvide farver og dyb sorthed', der virker som en slags usynlig filmisk bevægelse, der minder om den russiske filmkunstner Andrei Tarkovskij, at 'I Tarkovskij har jeg fundet en beslægtet ånd, der giver mig lov at lave det, jeg laver'.
Det, der gjorde Palle Nielsen mest bange, var 'Oprustning, angsten for at stødpudekrige kan løbe løbsk, computerfejl - inklusive de berømte vildgæs, atomkraften, hvis problemer vil vare 500.000 år, forurening, drivhuseffekt, havene stiger, regnskovene segner, Europa er ved at brænde sammen i kortsynet grådighed, Scan Link, Sky Channel, dronninger og Melodi Grand Prix`er'.
Modstandslommer
Alle disse scenarier arbejdede han med og er rigt repræsenteret i bogen. Men trods denne berettigede angst mente Palle Nielsen at 'Fornuften er voksende - der er heldigvis mange modstandslommer rundtomkring, som kommer grus i maskineriet. Men det rigtig nok et kapløb med tiden.'
At sidde og studere Nielsens grafiske arbejder overbeviser om, at de er en del af de mange modstandslommer.
Palle Nielsens værker er ofte en udtrykt vrede på menneskets vegne, men altid uden pegefinger, men med mellemregninger og komplekse dobbeltheder, som Jytte Rex fint noterer, lige som hun har set at Palle Nielsen 'bruger realismen som et våben; der skal ikke efterlades nogen tvivl om, hvad det her handler om.'
Det fine ved Jytte Rex`, desværre for korte, introduktion er hun formår at pege på, hvorledes Palle Nielsens kunst afspejlede det modsætningsfyldte menneskesind og åbnede indfaldsvinkler til skønheden og håbet.
Alt i alt en bog af en stor kunstner om en monumental kunstner. Begge med noget på hjerte af aktuel betydning.
Jytte Rex: Palle Nielsen - Timebog. 368 sider. 475 kr. Gyldendal. Er udkommet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278