Det siges at Tønder Festival går i blodet på deltagerne. Man får lyst til at komme tilbage og høre mere. Sådan har jeg det også

af Birthe Sørensen
Hvis nogen skulle lide af den vildfarelse, at folkemusik eller 'folk & roots' musik kun spilles af ældre mennesker så er det - ja netop - en vildfarelse.
Det var der syn for på årets Tønder Festival, som løb af stabelen for 34. gang den forgangne weekend.
Festivalens program var, ifølge festivalleder Carsten Panduro, yngre end nogensinde. Og han må vide det, da han har været med i alle årene.
Jeg satte mig for at lære nogle af de mange unge bands at kende og tilbragte to aftener og en eftermiddag i telt to, som er et af festivalens ni spillesteder, som er spredt ud i den lille sønderjyske by.
Centrum er dog festivalpladsen, med to store koncerttelte samt mindre spilletelte, hvor der kan jam`es og mødes. Samt seks store madboder med god mad til rimelige priser. Alt befolket og drevet af omkring 1900 frivillige hjælpere, som er et af denne festivals fine kendetegn.

Energi
Første aftens koncert med den 31-årige englænder Seth Lakeman fik mig til fluks at gå hen i Millstreams bod for at købe en cd med ham.
Hvilken energi og udstråling. Til koncerten havde han band med, men Lakeman optrådte også i et nummer helt alene på scenen - spillede på violin, trampede takten og sang. Og det var vel og mærke ikke en stille ballade, men et energisk og hurtigt nummer. Sikke en stemme og sikke et violinspil. Og hvordan bærer han sig ad med at synge med den violin lige under hagen?
Udover violin spiller Seth Lakeman også på firestrenget tenorguitar og banjo. Og synger med en lidenskab og varme, som får ens eget blod til at rulle hurtigere.
For mig var han et nyt bekendtskab, men et kik på nettet afslører, at han har spillet musik i mange år. Og at han i dag er et hot navn i England og er en af de få, som også har fået stor opmærksomhed udenfor folk-cirklerne.
Det skyldes måske også, at han er svær at sætte i bås. Hans musik er ikke traditionel folkemusik, selv om instrumenterne er traditionelt folkemusikagtige, men en blanding af folk og rock.
Desværre var der ikke tekster i pixi-bogen til cd`en, men en lille introduktion til titelnummeret, 'Poor Man`s Heaven' angiver, at det er en arbejderklassedrøm om et Utopia. Interessant...

Tradition og fornyelse
Seth Lakeman er ikke den eneste, som bryder grænserne ned for, hvad folkemusik - eller 'folk & roots' musik - er og skal være.
Fra aftenkoncerterne i telt to vil jeg fremhæve Guy Forsyth Trio fra USA og canadiske The Dukhs. Og i øvrigt også skotske Shooglenifty. Alle nogle af festivalens yngre musikere, som jeg fik lyst til at høre mere til.
Søndag eftermiddag var der 'Songwriters Circle', hvor Runrig-forsanger Bruce Guthro var værten, som styrede de indbudte musikere, som på skift fortalte om et nummer og sang og spillede.
Her var 25-årige Eivør fra Færøerne en af dem, som totalt tog pusten fra publikum - og undertegnede. Med en stor, stor sopranstemme, som hun selv akkompagnerede på guitar, formåede hun at fremmane en færøsk magi og vildskab.
Størst var det dog da hun lagde guitaren og kun brugte sin stemme - siddende stille på en stol. Det var magisk og hun fik hele teltet til at rejse sig op for at klappe.

Tekster med bid
Ikke alt var dog ungdom. Oysterband har mere end 30 på bagen og var lørdag aftens store trækplaster. Og de kan stadig få et helt telt til at gynge. Det var umuligt for ret mange af de 1500 tilhørere at stå stille.
Oven på de to afteners koncerter i telt to var søndagens afslutningskoncert faktisk noget af et antiklimaks. Bænket på lange stolerækker sad vi andægtigt og lyttede. Men sådan er traditionen åbenbart.
Fremhæves skal dog legendariske 70-årige Tom Paxton, som stadig kan fylde scenen ud med sin sang og sin guitar. Han er ikke mindst kendt for sine tekster - ofte med en skarp samfundskritik. Og han indtog da også scenen lige på og hårdt ved at starte med et nummer 'til ære for dem som har arbejdet for fred og social retfærdighed de sidste 40-50 år'.
Efter en opfordring til at stemme på Obama gik han videre med en opdateret fredssang. Den gamle Vietnam-sang, 'I got a letter from LBJ' var, efter talrige opfordringer, blevet omskrevet til at handle om Irak krigen. Nu skal de amerikanske soldater ikke længere 'help save Vietnam from vietnamese', men 'help me save Irak from Iraki' (den kan i øvrigt høres på hans hjemmeside www.tompaxton.com).
Godt gået - og gid traditionen for at skrive tekster med vid og bid også må blive ført videre af de yngre musikere.

Byfest og vaskefest
Da jeg var nået frem til søndagens festival gik det op for mig, at jeg stort set ikke havde hørt nogle af de danske musikere. Med 31 koncerter og kunstnere fra Irland, Skotland, Canada, USA, Sverige, Finland, Færøerne og Danmark er det jo umuligt at nå det hele.
Men Tønder Festival er også andet end koncerterne fra de officielle scener. Byen er på det nærmeste omdannet til en stor byfest. En tur ned af gågaden bød på mange forskellige musikindtryk, blandt andet Djurslandspillemændene i et telt på Den Røde Plads, hvor byens bager var musikarrangør - og solgte øllene.
Og så var der lørdagens pudsige oplevelse på festivalens campingplads. Her blev vasketeltet, et telt med to lange primitive vaskerender og en stribe vandhaner, for 15. år i træk indtaget af Jasminerne. Tre ældre herrer, blandt andet med violin, og sav, samlede et par hundrede festivalgæster, som sang af lungernes fulde kraft fra medbragte sanghæfter.
Det siges at Tønder Festival går i blodet på deltagerne. Man får lyst til at komme tilbage og høre mere. Sådan har jeg det også.

Som noget nyt er der i år produceret små videofilm fra festivalen.www.tf.dk