Onsdag blev jeg sendt alene ud på strafarbejde på en plads for at overtage noget arbejde efter en anden med en lufthammer i fem meters højde fra en sax-lift. Det øsregnede

af Kjeld Stenum
Mandag kom vores entrepriseleder og spurgte mig og min makker, om vi helst ville have en midlertidig hjemsendelse, så vi, som han sagde, ville bevare tilknytningen til firmaet, eller vi ville have en permanent fyring. Han kunne ikke få arbejde ind, byggemarkedet var efter hans mening helt kollapset, og han ville nok blive nødt til at sende nogle af os hjem midlertidigt.
Jeg svarede, at umiddelbart mente jeg da, en regulær fyring så ville være det bedste for os. Han ved udmærket, at midlertidige fyresedler er arbejdsgivernes smutvej uden om vores ret til tre ugers opsigelse, og inden i mig selv var jeg rasende over, at han var skamløs nok til at spørge.
Mit svar var da heller ikke det, han prøvede at lokke os til at sige. For hans reaktion var, at nu var det lige pludselig slet ikke sikkert, at han ville få nogen som helst indflydelse på, hvordan det ville foregå.
Efter han var gået, ringede jeg til nogle af de andre sjak og drøftede situationen med dem. Ved middagstid ringede en af dem tilbage og spurgte, om vi ville med over i et andet firma. De havde noget arbejde på hånden i løbet af en fjorten dages tid, godt halvanden kilometers motorvejsbro. Det sagde vi selvfølgelig, at vi var med på.
Tirsdag kom vores entrepriseleder ud til dem og fortalte, at der var masser af arbejde, og det havde før set meget sortere ud, så der var da ingen grund til ligefrem at søge væk. Han var kommet under vejrs med, at vi søgte væk, fordi han kendte ingeniøren, vi havde søgt hos, fra gamle dage. Og - nå ja, arbejdsgivere ringer sammen om os, sådan er det jo.
Onsdag blev jeg sendt alene ud på strafarbejde på en plads for at overtage noget arbejde efter en anden med en lufthammer i fem meters højde fra en sax-lift. Det øsregnede. Jeg stod i læ et par timer, så ringede jeg vores entrepriseleder op og sagde, at her jo endnu ikke havde været arbejdsvejr. I øvrigt skulle jeg have en mand mere herud, for ved arbejde fra lift skal der også være en mand på jorden, det står i Arbejdstilsynets bekendtgørelse. Og her kom jo aldrig et øje.
Han prøvede på at få mig til at sige, at det hele handlede om, at jeg ikke ville lave det og ville hjem på vejrlig. Jeg sagde, at det ikke handlede om, hvad jeg ville eller ikke ville, men om, hvad han havde lov til at sætte os til. Efter diverse trusler om at sende mig til steder langt udenfor min cykels rækkevidde endte det med, at han sagde, jeg kunne vente, så ville han finde ud af noget.
Ventetiden brugte jeg på at ringe dels til sikkerhedsrepræsentanten for at orientere ham, dels til ham, der havde haft lufthammerjobbet før mig, for at sige til ham, at hvis jeg røg ud på det her, skulle han altså ikke acceptere at tage det alene igen. En god time senere kom han i firmabil for at hente mig, entrepriselederen havde flyttet mig ud til ham, og fra mandag skulle vi i gang med lufthammer-jobbet. Sammen!
Torsdag kom entrepriselederen ud og fortalte mig, hvor træt han var af det hele. Her gik han tre-fire timer efter fyraften omtrent hver dag og kæmpede for at skaffe arbejde, så vi alle sammen altid kunne have det godt. Mens vi hver eneste dag snød ham og smuttede før fyraften og aldrig gad være den mindste smule fleksible. Fleksibiliteten gik altid kun den ene vej. Men nu var det slut.
Han kunne være ligeglad med, om vi havde arbejde eller ej, han kunne jo bare tage ind og regne tilbud ud for firmaet i stedet for. Og nu var han blevet ligeglad. Fra nu af var det stramt efter reglerne, og hvis ikke vi overholdt dem, ville vi ryge ud. Og firmatelefonerne ville blive inddraget, vi brugte dem jo alligevel kun til at snakke med hinanden, og aldrig til noget arbejdsmæssigt.
Jeg sagde, at det kunne altså ikke hjælpe, at man gradbøjede det med sikkerheden, han havde jo tit selv indskærpet os, hvor vigtigt det var at have et godt sikkerheds-image, hvis firmaet skulle kunne blive ved at hente ordrer. Og hvilken situation ville han ikke også bringe firmaet i, hvis jeg pludselig blev fundet ved siden af en sax-lift med brukken pandeskal og havde ligget der i timer, og han skulle til at forklare, hvor manden på jorden havde været henne! Og i øvrigt ville jeg da godt vide, hvornår han sidst havde modtaget nogen klage på, at jeg ikke havde været der til fyraften.
Jamen det handlede ikke om mig, sagde han, selvfølgelig passede jeg mit arbejde, det var da bestemt også hans indtryk. Og det handlede slet ikke om det med sax-liften, selvfølgelig havde jeg da ret i det med sikkerheden. Det var bare det generelle, jeg vidste jo, hvordan vi var, ikke!
Jeg kunne jo godt se, at det han var i gang med, var at fortælle mig, at hvis jeg obstruerede hans forsøg på at håndplukke folk, der frivilligt gik med på midlertidige hjemsendelser, og hvis ikke jeg var parat til at gradbøje sikkerheden, som det passede ham, så havde han tusind måder, hvorpå han kunne forsure min og mine makkeres tilværelse.
I virkeligheden var det et forsøg på magtdemonstration, på at terrorisere mig. Så jeg spurgte ham, hvis det alt sammen ikke havde noget med mig at gøre, hvorfor skulle jeg så i det hele taget høre om det? Det spørgsmål forvirrede ham i nogle sekunder. Så sagde han, at det var fordi jeg altid havde så travlt med at dele ind i 'dem' og 'os'.
Åh ja! Hele ugen havde han ikke bestilt andet end at demonstrere, hvor magten sad. Og nu var vi alle i samme båd! En lille båd, der gyngede på konjunkturernes oprørte hav. Og her sad stakkels mester, vores allesammens kaptajn, hver aften mange timer efter fyraften for at lede efter arbejde, der ikke var der. Arbejde til os! Underforstået, at så måtte vi også være lidt fleksible med sikkerhed og den slags, når det nu var opportunt. Noget for noget!
Jeg fandt, det var på tide at vende ryggen til samtalen, og gik hen for at røre beton op.