24 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kunsthandel og galleri med speciale

Kunsthandel og galleri med speciale

Lørdag, 06. september, 2008, 00:00:00

Finn Kortzen er antropolog og åbnede i 2001 en kunsthandel med forkærlighed for den tidlige del af 1900-tallet. ¤¤Klassisk modernisme¤¤ kalder han denne samling af især danske kunstnere

af Tove Marie Petersen
Nina J. Det er navnet på en lille kunsthandel med galleri, som har specialiseret sig i dansk kunst fra 20`erne og frem til vor tid - med vægt på naturalistiske retninger i alle forgreninger.
Perioden og dens kunstnere er i fare for at blive overset i denne tid, hvor vi oversvømmes af de nye bølger af værker, som er produkter af de muligheder der findes i dag, som computer- og installationskunst og kuratorkunst, jævnfør Corners og andre sammenslutningers forvisning fra Charlottenborg for nylig. Så det er godt at der findes et initiativ som dette.
Det er Finn Kortzen, som i 2001 startede denne kunsthandel med forkærlighed for den tidlige del af 1900-tallet. 'Klassisk modernisme' kalder han denne samling af især danske kunstnere.
Der er tale om både oliemalerier, akvareller, grafik og skulptur, alt i overskuelige størrelser. Det er altså ikke de vægstore malerier, der kendetegner megen ung kunst i dag, beregnet til at fylde en hel væg. Nej, det er de intime og nærlæselige ting, der her er tale om. Så kan der jo hænges flere billeder op på den samme væg eventuelt med jævnlig udskiftning og fornyelse. Her er muligheden for at starte som samler og kender, hvis man vil.
Finn Kortzen har en baggrund som antropolog. Når man spørger ham om, hvordan han kom på den tanke at åbne en kunsthandel og galleri med et så specielt udtryk som dette, får man svaret, kærlighed til netop denne epoke og dens kunstnere.
De fleste af de repræsenterede kunstnere er navne, der kan ses på diverse museer med udvalgte værker, men her kan man se de andre værker, som ellers måske kun ville kunne ses i privat sammenhæng.
Det drejer sig om navne som Ole Kielberg, Gottfred Eickhoff, Frede Christoffersen, Poul Ekelund og mange flere, her med mindre værker i olie og på papir samt mindre skulpturer af Astrid Noack. Men som han selv siger, det drejer sig ikke om navne, men om gode værker.
Kunsthandlen og galleriet, som ligger i Gothersgade 107 i København, lige overfor Rosenborg Slot, arbejder med tre til seks udstillingsperioder om året og man kan tilmelde sig nyhedsbrevet, så man kan holde sig orienteret, hvis man er interesseret i at følge med. Der får man også udstillings perioder og åbningstider.

Kunsthandel Nina J, Gothersgade 107, København. Åbent tirsdag - fredag 12-17, lørdag 12-16. www.ninaj.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. sep. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur