Smerten og forbitrelsen snørrer sig sammen om struben under et besøg på mindestedet Lidice i Tjekkiet. Her myrdede nazisterne 173 civile mænd under Anden Verdenskrig i en infam gengældelses-aktion

af Anders Fenger
Lidice, 10. juni 1942
Alle mænd over 16 år i den lille tjekkiske landsby Lidice blev om morgenen den 10. juni 1942 klokken lidt over syv skubbet sammen i en stor gruppe ved bonden Horaks faldefærdige stald.
Soldater hentede tykke madrasser og halmballer, som de stillede op ad muren for at kuglerne i den forestående massehenrettelse ikke skulle springe tilbage i retning af Værnemagtens soldater, der begyndte at tage ladegreb på deres geværer.
Først blev fire landsbybeboere ud af 173 skudt. Uden bind for øjnene. Men hurtigt besluttede den tyske nazi-kommandant Horst Böhme, at det gik alt for langsomt.
Henrettelsespelotonen blev fordoblet og ti landsbybeboere blev med magt stillet på række foran dem. Det gentog det sig. Hver gang en række døde faldt, tog de tyske soldater tre skridt tilbage. Da 173 mænd var ramt, gik en tysk officer rundt med en Luger-pistol og sikrede sig ved skud mod hovedet, at alle var døde.
En af landsbyens mandlige beboere, der fik en eller flere dødelige kugler igennem sig var den 16-årige Vaclav Karnik, en ellers lysblond dreng med et altid bredt smil.

Lidice, august 2008
Ansigtet af den lysblonde 16-årige Vaclav Karnik med det brede smil er netop et af de første ansigter, der møder én i museet ved Lidice 20 kilometer nordvest for Prag i Tjekkiet.
Fotoet af ham er gulnet i -museets glasmontre. Ved siden af ligger hans lille brun-røde legitimationsbog, som han altid bar i venstre brystlomme. Med et enkelt skudhul igennem.
Hans historie er en ud af hen ved 500 i den lille, søvnige landsby, der i 1942 blev udslettet som hævn for drabet på den tyske rigsprotektor Reinhardt Heydrich i Prag uger før.
Alle Lidices mænd blev henrettet, og alle kvinder og de fleste børn ført til den visse død i koncentrationslejre eller gaskamre. Landsbyen blev jævnet med jorden. Først brændt af, og så blev ruinerne fyldt med sprængstof, som forvandlede landsbyen til det rene grus på sekunder.
Nazisterne filmede i propagandaøjemed sprængningen. Det kan ses på museet i Lidice.
I dag er der mindepark på stedet, hvor byen lå. Og det yderst besøgværdige museum, foruden landsbyen, Det Nye Lidice, 500 meter fra åstedet, bygget i anti-fascistisk ånd i midten og slutningen af 1940`erne til de få overlevende og deres familier.
Umiddelbart er det svært at se mindeparken fra busstoppestedet ved den asfalterede landevej til Kladno. Lidice lå i en sænkning i landskabet.
Men en underlig stilhed drager uvægerligt én ned mod det historiske sted, der efter krigen har fået samme 'status' som andre byer, udsat for massakrer, begået af imperialistiske stormagter - Guernica, Hiroshima, Dredsen, My Lai, Jenin, Falluja...
Af den gamle landsby er der blot en grøn græsmark tilbage, et væld af røde roser og et højt trækors, rejst på det sted, hvor de 173 mænd blev begravet.
Men stadig risler den lille bæk gennem det sted, hvor livet pulserede stilfærdigt for over 60 år siden. Et par stenfundamenter til huse står tilbage.
En engelsk turist går stille op mod bussen efter at have besøgt mindeparken. Tårerne triller ned af den midaldrende mands kinder.
'No, no, no', hvisker han.
Ja, et besøg i Lidice er anskueligheds-undervisning i, hvad fascismen kan udrette ved magten, når de har storkapitalen i ryggen.
Der er hundredevis af historier om besøgende i Lidice, der er brudt sammen over at være på åstedet for al den ondskab.
For andre blandes den knugende fornemmelse i struben med den politiske bevidsthed om, at fascismen skal bekæmpes, knuses og aldrig mere opstå. At udgangspunktet for arbejderklassen er, at anti-fascismen i allerhøjeste grad er klassekamp.
Store ord, javel. Men sådan er følelsen, når man står og betragter det store rosenbed med røde roser under korset, hvor 173 mænd og unge ligger begravet.

Lidice, 12. juni, 1942
Kvinderne i Lidice aner intet om deres mænds, teenage--børns, fædres, onklers eller fætres dødelige skæbne to dage forinden.
Kvinderne og børnene blev nemlig inden henrettelserne af mændene gennet ind i lastbiler og ført til en gymnastiksal i nabobyen Kladno den 10. juni.
Det er nu den 12. juni. Kvinderne bliver pludselig skilt fra deres børn for at blive sendt til koncentrationslejre.
Farvelscenerne er hjertegribende. Et tjekkisk politimand, der har vagt udenfor skolen, fortæller senere om hændelsen til forfatteren John Bradley i bogen 'Lidice Sacrificial village'.
'Vi skal aldrig glemme den aften. I det øjeblik, børnene blev skilt fra deres mødre, jamrede hele skolen; de grædende børn blev anbragt i et klasselokale på første sal. Dette øjeblik knuste vore hjerter.
Klokken otte næste morgen ankom store køretøjer til skolen. Kvinderne blev ført først væk i store lastbiler, der var dækket med sejldug. De blev anbragt med bevæbnede vagter foran sig. I hver lastbil var der mindst fire SS- eller politifolk.
Kvinderne var blege, men bevarede roen, de vidste på dette tidspunkt ikke, hvad der var sket med deres mænd og unge sønner. De var derfor kun oprørte over, at de skulle skilles fra deres små børn. De stirrede udtryksløst frem for sig. Kolonnen med 17 lastbiler så, for os, ud som en begravelsesprocession for levende ofre.
Så kom turen til børnene. Tre af dem, en dreng og to piger, blev bragt til Prag i en grå Røde Korsbil; to tyske kvinder i Røde Kors-uniformer og en tysk chauffør fulgte dem. Derefter kørte to busser hen til hovedindgangen. Den første bus blev fyldt med 46 børn, adskillige Røde Kors-kvinder og tre tjekkiske mødre, sandsynligvis mødre til nogle af de alleryngste børn. 48 børn gik ind i den anden bus.
Busserne forsvandt for altid, og børnene viste sig umulige at opspore efter krigen. Det sidste tegn på, at de var i live, var postkort fra børnelejren i Gneisenau.
En af børnene fortæller i bogen om adskillelsen:
'Fredag aften kom der mange mænd til gymnastiksalen, de ville placere os i den ene side af hallen og vore mødre i den anden. De (mødrene red.) skulle rejse et eller andet sted hen med tog, og vi skulle følge efter i bus. Men vore mødre troede dem ikke og ville ikke give slip på os. De holdt fast på os, og mændene i uniform havde store problemer med at skille os ad.
Det lykkedes til sidst, fordi de var så mange. Fra da af kunne jeg ikke se min mor. Det lykkedes mig blot at råbe til hende, at hun ikke skulle være bange, at jeg ikke ville falde ud af bussen og at jeg ville holde mig pæn.
Da trak SS-mændene deres revolvere og skød op i loftet. Vi blev bange. I et andet rum satte de et skilt om halsen på os med navn og et nummer; vi drenge ville være et godt eksempel for pigerne ved at være modige og ikke græde. Til slut græd vi dog alle'.

Lidice, august, 2008
Det er varmt og lummert denne eftermiddagstime nær klokken fem. Vi er i sommeren 2008.
Sveden klæber til skjorten. Fuglene synger monotont langs hovedgaden i Det Ny Lidice.
Skolelæreren Ivana Slaviková titter frem over hækken. En fremmed på denne tid?
Om hun kan kender nogle overlevende vidner fra katastrofen i Lidice i 1942?
- Nej, de få voksne er døde af alderdom, men nogle af deres børn lever stadig, siger hun på fejlfrit engelsk.
Den 53-årige beboer bor med sin familie i et af de huse, den tjekkiske regering lod bygge fra 1945-49.
- Men min nulevende mormor var barn i Lidice, da tyskerne kom i 1943. Hun blev ikke dræbt dengang, men sendt væk og adopteret som ti-årig af en tysk familie som led i 'germaniserings-kampagnen', fortæller Ivana Slaviková, og tilføjer, at i alt 17 børn ud af 98 Lidice-børn overlevede krigen.
Nu bor hendes mormor i Polen med sin tyske mand. Mormoderen vendte altså ikke tilbage til Lidice.
Otte andre børn blev som mormoderen adopteret af hovedsaglig SS-familier. Syv blev sendt på tjekkisk børnehjem i Prag.
82 børn fra Lidice blev efter deportationen fra landsbyen ført til udryddelseslejren i Chelmno i Polen, hvor de blev aflivet i special-konstruerede lastbiler ved hjælp af gas.
En række af deres breve, skrevet til tanter og bedstemødre dagen før henrettelserne, er udstillet på museet nede ved mindelunden.
Da brevene og postkortene, afsendt i Lodz, dengang ankom til Tjekkiet, var børnene allerede døde, lyder teksten ved glas-montrerne. Børnenes aske ligger spredt i en skov nær Chelmno.
- Hvordan vi skal bevare mindet om Lidice og fascismens væsen, gentager Ivana Slaviková?
- Vi må aldrig glemme. Vi må snakke om det. Jeg er ikke bange for, at de unge generationer glemmer sådan noget her. Det strømmer stadig til med skoleklasser og unge.
- Jeg er ikke pessimist, men i en verden som i dag vil der desværre altid være folk, der vil rane jord og penge til sig og undertrykke andre, ligesom dengang, slutter hun
Få hundrede meter bag hende står kunstneren Marie Uchytilovás bronce-skulptur af de 82 døde børn fra Lidice. Hver og en er afbildet præcist.
Marie Uchytilová blev så berørt, at hun brugte sit liv på at udforme de 82 døde børn som bronzeskulpturer. Desværre nåede hun ikke at se sit livsværk blive færdigt, idet hun døde. Hendes mand fuldførte dog hendes opgave, og i dag kan man se de 82 børn kigge ud over lunden og ned på det sted, hvor det oprindelige Lidice lå.
På en tavle foran dusinvis af bamser og plysdyr - placeret af besøgende børn i mindelunden - står der med tydelig skrift, at blandt andet Lidice-komiteen i Danmark har ydet økonomisk støtte til at færdiggøre bronceskulpturerne.

Hævn-angreb
Massakren i Lidice i Tjekkiet i 1942 var blot et af flere hævnangreb mod hele landsbyer inden for de områder i Europa, tyskerne havde erobret.
Den 25. august 1944 - dagen, hvor Paris blev befriet - gik tyske soldater gennem den franske landsby Maillé og dræbte alle, de mødte.
Småbørn fik skåret halsen over, mødre og fædre blev skudt ned eller brændt ihjel i byen, der ligger 260 kilometer nordvest for Paris. 124 mennesker blev myrdet, blandt dem 44 børn. Det yngste offer var blot tre måneder gammel.
Landsbyen Oradour-sur-Glane, i Frankrig blev jævnet med jorden den 10. juni 1944. 207 børn, 245 kvinder og 190 mænd blev myrdet i en aktion, gennemført af en SS-enhed som hævn for frihedskæmper-aktiviteter i området.

Heydrich
Reinhard Heydrich. Rigsprotektor for Tjekkiet.
Hitler kaldte ham 'manden med stålhjertet', mens hans egne mænd med alle tegn på respekt kaldte ham 'det blonde bæst'.
Nazisterne udryddede den tjekkiske landsby Lidice i 1942 under påskud af, at nogle af Heydrichs tjekkiske attentatmænd havde holdt sig skjult dér.
Reinhard Heydrich blev i sin tid udpeget som chef for det hemmelige, tyske politi, Gestapo, af Himmler, der havde store tanker om ham.
Gestapo skulle opspore og tilintetgøre alle statens fjender, som kommunister, socialdemokrater, jøder, sigøjnere og præster. Heydrich ledte einsatz-gruppernes i det besatte Rusland. I juli 1941 satte Göring ham i spidsen for arbejdet med at forberede den endelige løsning på jøde-spørgsmålet, som kulminerede på Wansee-konferencen i januar 1942.
Sammen med Adolf Eichmann skabte Heydrich den infrastruktur, der muliggjorde holocaust. Han blev udnævnt til guvernør i Tjekkoslovakiet og blev den 27. maj 1942 myrdet af agenter for den tjekkoslovakiske eksilregering. Som hævn udraderede tyskerne altså landsbyen Lidice.
Heydrichs modige banemænd har fået tildelt en særlig afdeling på museet i Lidice. Den ene af attentatmændenes blodplettede skjorte er udstillet på museet i Lidice.
Sammen med gruppen af britiskktrænede faldskærms-soldater, omkom de to ved egen hånd i kirken i Reslova-gaden i Prag, da de var blevet afsløret.

Senere brugt af Vesttyskland
Max Rostock var en af de ansvarlige for massakren i Lidice den 10. juni 1942. Dog 'tog han sig personligt af børnene og torterede præsten Stemberka', som der lakonisk står i Lidice-museets sidebygning.
Efter få år i tjekkisk fængsel efter krigen blev han ansat i den vesttyske efterretningstjeneste SfB. han døde i 1986.

Lidices bøddel
Karl Hermann Frank (tv) med Reinhard Heydrich. Karl Hermann Frank blev efter krigen dømt som hovedansvarlig for udryddelsen af Lidice i 1942. Frank var tysk nazi-protektor i Böhmen og Mähren. Andre ansvarlige var Horst Böhme, Harald Wiesmann og Hans Ulrich Gesche. Sidstnævnte er aldrig fundet. De skyldige sendte 173 mænd og ni kvinder fra Lidice i døden ved skydning. Efter et par dage fulgte 19 mænd efter. Ti drenge var under 18 år. 184 af Lidices kvinder endte i koncentrationslejren Ravensbrück. 50 blev gasset. De øvrige vendte hjem efter krigen.