Omtrent samtidig med, at Lenin døde, havde en dengang ukendt tysk filosofilærer og én af hans elever, nemlig Martin Heidegger og Hannah Arendt, en kort kærlighedsaffære

af Kjeld Stenum
Martin Heidegger blev senere organiseret nazist, Hannah Arendt var sekulariseret (ikke-religiøs) jøde med ikke-organiseret tilknytning til den zionistiske bevægelse. Begge fik siden og har stadig enorm prestige hos mange intellektuelle. Både den politiske erkendelse, dette umulige kærlighedsforhold kan give os, og begges senere store indflydelse er vigtige grunde til at beskæftige sig med dem.
Martin Heideggers filosofi er umådelig abstrakt. Hans bestræbelse var at søge tilværelsens sandhed og egentlighed gennem besindelse på vores livssammenhænge, som de er. Det handlede altså om at skrælle alt det uegentlige, alle de ting, vi bilder os selv og hinanden ind, væk.
Man kan godt sige, at han var antiidealistisk, eller i hvert fald antiideologisk. For at komme fri af hverdagens indbildninger og ideologier filosoferede han principielt i så abstrakte termer, at de konkrete forhold, hans filosofi uomgængeligt var et forsøg på at tackle, var usynlige. Derfor er det også uhyre svært at drage politiske konklusioner af hans tænkning.
Det var det måske også for ham selv. I hvert fald fremstiller nogle af hans forsvarere sagen som, at det var personlige karriereambitioner og forfængelighed og ikke hans tænkning, der gjorde ham til nazist. Men jeg tror, det er for letkøbt at frikende hans filosofi.
At forfængelighed og karriereambitioner fik lov at spille en så bestemmende rolle for hans liv er ikke tilfældigt. I modviljen imod ideologier ligner han halvfemsernes postmodernister, som han da også har været en af inspiratorerne for.
Postmodernisterne erklærer udtrykkeligt alle ideologier for døde og alle værdier for lige gode. Og der er meget kort fra sådan en moralsk relativisme til konklusionen om, at alt er tilladt, sådan som den højkreekstreme filosof Nietzsche og nazisterne mente. Der var ingen moral, magt var målet, og alt var tilladt.
Hannah Arendt havde før Israels oprettelse nære venner blandt ledende zionister og delte deres ønske om et hjemland for jøderne. Men i 1948 gik hun imod staten Israels oprettelse og lagde sig ud med den zionistiske bevægelse.
Hun opfattede udråbelsen af Israel som et signal fra jøderne til palæstinenserne om, at jøderne ønskede magten alene. Og dette ville bringe terrorister til magten i begge lejre og i det lange løb kun føre til nye vanskeligheder for jøderne.
I stedet gik hun ind for ligeberettigelse og samarbejde mellem palæstinensere og jøder. Hun er siden blevet taget til indtægt for nykonservatismen, fordi hun sidestillede totalitær kommunisme og nazisme og mente, de havde samme ideologiske ophav. Men udfra hvad jeg har læst af hende, mener jeg, det er urimeligt at konkludere andet end antitotalitarisme af hendes standpunkter. Og hendes modvilje mod totalitarisme er båret af fast forankring i humanistiske værdier og tro på, at moral skabes af et handlende fællesskab mellem frie og ligestillede mennesker.
Sådan et handlende fællesskab stiller hun oven i købet i modsætning til det produktions-'fællesskab', kapitalistiske samfund har, som gør os ligegyldige over for, hvad der kommer ud af det, vi gør. Samme ligegyldighed analyserer hun andetsteds som én af nazismens og totalitarismens rødder.
I stedet for at overlade hende til nykonservatismen synes jeg, kommunister skulle tage hendes kritik af totalitær tankegang til sig og gøre den til deres egen.
Men hvordan kunne hun dog i sin ungdom falde for en kommende nazist? Og hvordan kunne hun fem år efter Anden Verdenskrigs katastrofer og afsløringen af nazismens forbrydelser genoptage forbindelsen med ham som et venskab, hun holdt vedlige til sin død?
Zionister har brugt disse omstændigheder som baggrund for at hævde, at hun var mere tiltrukket af tyskheden end af jødedommen, at hun derfor manglede evne til at leve sig ordentlig ind i jødernes ulykkelige skæbne. Og at dette var årsag til hendes afstandtagen fra staten Israels dannelse.
Jeg er meget uenig i denne konklusion. Hvad der er bevaret af brevveksling mellem Heidegger og Arendt er blevet offentliggjort i en (urimelig dyr) bog. Hvad disse breve viser af almen interesse er en ægthedens og egentlighedens filosof, der i sin rolle som lærer har et forhold til en 17 år yngre elev, sideløbende med at han bygger sin karriere og sit familieliv op.
Af Hannah Arendts breve er desværre kun lidt bevaret, Hannah Arendt gjorde mere ud af at gemme Heideggers breve end omvendt. Men hun gennemskuer nok mere af Heideggers karakter, end hvad hans undertiden lidt svulstige breve til hende giver indtryk af, at han aner. I 1933 beskylder hun ham åbenbart i et ikkebevaret brev for antisemitisme, for Heidegger imødegår heftigt sådan en beskyldning i et brev til hende.
Cirka samtidig søger han optagelse i det jødehadende naziparti, der omgående belønner ham med et universitetsrektorat. Og forbindelsen mellem Arendt og Heidegger brydes og genoptages først i 1950 - på Hannah Arendts initiativ.
Hvorfor? Jeg tror, forklaringen skal søges i, at Hannah Arendt meget konsekvent levede det, hun tænkte, og hverken i, at hun var en dårlig jøde (hvad det nu ellers måtte betyde), eller i, at hun ikke gennemskuede Heidegger.
Når Hannah Ahrendt lagde så stor vægt på, at mennesker måtte stilles lige, for at der kunne komme noget godt og frit ud af handlingsfællesskabet mellem dem, var dette ikke en drøm om en fjern fremtid, men en del af det liv, vi stod i.
Derfor måtte det at bære over og tilgive, trække en streg i sandet og starte på en frisk også spille en væsentlig rolle i vores liv her og nu. Også i hendes forhold til sin ungdoms elsker, der siden blev medansvarlig for nazismen.
Hendes egen konklusion var, at hun ikke fortrød.